Statens Jordlovsudvalg

Nedenfor findes en kort introduktion til Statens Jordlovsudvalg, efterfulgt af en gennemgang af Peter Langelands arbejde i Udvalget.

Introduktion til Statens Jordlovsudvalg er baseret på især Jørgen Priemé: Fra Jord til Bord, Strukturdirektoratets historie. Udgivet af Strukturdirektoratet 1997.
(Jordlovsudvalgets blev omdøbt til Strukturdirektoratet i 1997)

Tormod Jørgensen: Statens Jordlovsudvalg 1919 - 1945. Udgivet af Statens Jordlovsudvalg 1944.

Der er også skelet til Fridlev Skrubbeltrang: Den danske Husmand.

Vildmosearbejdet findes skildret i M. K. Kristensen: Vildmosearbejdet, 1945. Se i øvrigt gennemgangen af Peters deltagelse i vildmosearbejdet.

Oprettelsen af Jordlovsudvalget er knyttet til Oktoberlovene, en samling love vedtaget af Rigsdagen i oktober 1919. Lovkomplekset omfatter følgende love:

• Lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom (lensloven)
• Lov om afhændelse af præsteembeders jorder til oprettelse af husmandsbrug (præstegårdsloven)
• Lov om vilkår for bortsalg af jorder i offentlig eje (salgsloven)

Ifølge salgslovens § 14 blev landbrugsministeren bemyndiget til at træffe “de til lovens gennemførelse fornødne foranstaltninger”. Denne bestemmelse ledte til nedsættelse af Statens Jordlovsudvalg den 11. november 1919. Udvalget fik 11 medlemmer, og formand blev Niels Frederiksen.

Gennemførelse af oktoberlovene udsprang af en løfteparagraf i Grundloven af 1849. I denne lovs § 98 hed det: Intet len, stamhus eller fideikommisgods kan for fremtiden oprettes; der skal ved lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestående kan overgå til fri ejendom.

Grunden til at Grundloven beskæftigede sig med len, stamhuse og fideikommiser, normalt betegnet majorater, var, at der med hensyn til ejendomsforhold gjaldt særlige regler. Majorater blev (for de flestes vedkommende) nedarvet fra far til ældste søn, hvis ingen søn fandtes så til den nærmeste mandlige slægtning. Majoratet kunne ikke sælges eller pantsættes, og for visse gjaldt at de ved slægtens uddøen hjemfaldt til staten.

I tiden mellem 1849 og 1919 havde der været gjort nogle få forsøg på at formulere en lovgivning, der kunne omsætte grundlovens paragraf til virkelighed. Godsejerstanden var selvsagt imod nogen form for lovgivning, og da denne stand sad på magten i lange perioder sidst i attenhundredetallet, skete der ikke meget. Først med Socialdemokratiet og De Radikales voksende indflydelse efter århundredeskifte begyndte der at ske noget. Og det viste sig, at godsejerstanden havde gjort sig selv en bjørnetjeneste ved ikke, medens de havde muligheden, at sørge for at få gennemført en lovgivning, der bedre sikrede deres interesser end den lov, der blev gennemført i 1919.

Lensloven gav besidderne af len, stamhuse og fideikommisgodser ret til at overtage besiddelsen til fri ejendom mod at betale 25 % af værdien, hvis der var hjemfaldsret tilknyttet, ellers 20 %, og samtidig afgive en tredjedel af jorden til staten. Hvis besidderen ikke senest et år efter lovens ikrafttræden havde indgået på disse vilkår, blev taksterne på 25 og 20 % forhøjet til 30 % og 25 %. Hvis der efter 2 års forløb stadig ikke var sket noget, skulle der betales en årlig afgift til staten på 1½, henholdsvis 1% af værdien. Det var altså langt fra tale om en majoratsbesidders frihed til selv at vælge, om han ønskede at lade domænet overgå til fri ejendom. Godsejerne og konservative kredse fandt, at loven tilsidesatte den private ejendomsret, og to godsejere lagde sag an mod staten. De vandt sagen i Landsretten, men tabte ved Højesteret.

De værdier i form af jord og kapital, der overgik til staten ved lenslovens gennemførelse, blev opsamlet i en Jordfond. De kontante midler skulle anvendes til køb af jord og til lån til oprettelse af nye husmandsbrug. Præstegårdsloven bestemte at jord, der tilhørte præsteembeder, og dermed i princippet staten, skulle udstykkes til husmandsbrug der, hvor jorden var egnet til det.

Og salgsloven bestemte at jord ejet af staten, kun måtte sælges på særlige, i loven fastsatte, betingelser. Jorden skulle som hovedregel udstykkes i parceller af en sådan størrelse, at der på hver kunne oprettes et husmandsbrug, der havde en sådan størrelse, at en familie kunne ernære sig af den ved sin egen arbejdskraft. Jord kunne også benyttes som tillægsjord til for små brug, så de kom op på en størrelse en familie kunne leve af.

Ved overtagelse af en parcel skulle køberen ikke betale en købspris, men i stedet svare en årlig afgift, den såkaldte jordrente. Jorden forblev altså statens ejendom. Den nye statshusmand havde brugsretten til jorden og ejede bygninger, besætning, maskiner m.m.

Oktoberlovene var ikke den første lovgivning, der tog sigte på statslig støtte til oprettelse af husmandsbrug. Den første husmandslov var fra 1899, fornyet i 1904 og 1906. Disse love tog i høj grad sigte på at sikre arbejdskraft til de større gårde og godser, hvorfor der i hovedsagen blev givet støtte til oprettelsen af brug, der var så små, at ejeren i nogen udstrækning var nødsaget til at tage arbejde uden for egen bedrift.

De ovennævnte love om oprettelse af husmandsbrug blev fornyet igen i 1914, 1917 og 1921 uden principielle ændringer, men dog med forhøjelser af lånebeløb i takt med prisudviklingen, ændringer af lånevilkår m.m.

Efter vedtagelsen af oktoberlovene i 1919 eksisterede de 2 brugstyper side om side, brugene på privat indkøbt jord efter 1899-loven og dens efterfølgere og jordrentebrugene efter 1919-lovene.

Husmanden kunne vælge. Han kunne købe jorden i det frie marked – normalt gennem en udstykningsforening – og få lån fra staten svarende til 90 pct. af købesummen for jorden og udgifterne til opførelse af bygninger.

Han kunne også erhverve jorden fra Jordfonden. I så fald betalte han ingen kontant købesum, men forpligtede sig i stedet til at give Jordfonden en uafløselig prioritet i jorden og betale jordrente heraf. Derudover kunne han få lån svarende til 90 pct. af byggeomkostningerne.

Lån til brug på privat indkøbt jord blev finansieret af statskassen, mens lån til jordrentebrugene blev finansieret af Jordfonden.

Jørgen Primé beskribver i Fra Jord til Bord baggrunden for udstykningspolitikken på følgende måde:

I forbindeles med de første husmandslove blev der oprettet husmandsbrugskommissioner. Disse forstsatte efter etableringen af Statens Jordlovsudvalg i forbindelse med oktoberlovene i 1919.

Der fandtes i hver amtsrådskreds en Husmandsbrugskommission, der fungerede som lokalt organ og mellemled mellem Statens Jordlovsudvalg og jordbrugerne. Kommissionen bestod af en formand og to medlemmer. Formanden blev udnævnt af landbrugsministeren. De to medlemmer og suppleanter for disse blev valgt af amtsrådet efter indstilling af henholdsvis de lokale landbo- og husmandsforeninger.

Husmandsbrugskommissionernes arbejdsopgaver lå især inden for den omfattende statslige långivning til oprettelse og supplering af husmandsbrug, til gartnerier og til landarbejderboliger.

Kommissionerne modtog ansøgninger om alle typer af lån efter husmandsloven og arbejderboligloven samt ansøgninger om låneovertagelse ved ejerskifte. Efter gennemgang af ansøgningerne blev de videresendt til Statens Jordlovsudvalg med kommissionens indstilling, og efter bevilling af lån sørgede kommissionen for låntagers underskrift på pantebrevet, tinglysning m.m.

Kommissionerne afgav desuden indstilling om ansøgninger om køb af statsjord og sørgede for købers underskrift på skøde m.m.

Desuden førte kommissionerne tilsyn med de nye husmandsbrug, gartnerier og arbejderboliger, en slags panthavertilsyn på statens vegne. Besigtigelse blev som hovedregel gennemført hvert 3. år så længe, der indestod lån fra staten.

Hertil kom en ganske omfattende mundtlig vejledning af landmænd og andre om de gældende regler, ansøgningsmuligheder o. s. v. Kommissionerne fungerede i det hele taget som et nødvendigt mellemled mellem den centrale administration i jordlovsudvalget og dets administrationskontor i København og de enkelte jordbrugere og landarbejdere.

Ved lov om oprettelse og udvidelse af mindre landbrug m.m. fra maj 1934 skete der en kodifikation af hele den eksisterende udstykningslovgivning, både reglerne om udstykning på jordrentevilkår og på privat indkøbt jord.

For Statens Jordlovsudvalg som institution havde 1934-loven den særlige betydning, at den indførte en udtrykkelig lovhjemmel for udvalget. Retsgrundlaget for Statens Jordlovsudvalg havde hidtil været bestemmelsen i salgsloven fra 1919 om, at “landbrugsministeren bemyndiges til at træffe de til lovens gennemførelse fornødne foranstaltninger.”

Nu hed det i lovens § 1: Til at bistå Landbrugsministeriet ved administrationen af denne lov nedsættes for hele landet et udvalg, Statens Jordlovsudvalg. Og i § 2: Til hjælp for udvalget tjener et kontor, jordlovskontoret. Udgifterne til udvalgets og kontorets drift afholdtes af Jordfonden. Efter 15 års forløb blev der således skabt en eksplicit lovhjemmel for udvalget og dets administrationskontor.

I forbindelse med revisionen af lovgivningen blev medlemmerne af Jordlovsudvalget nybeskikkede, og nye kom ind. En af de nye var Peter Langeland.

Peter Langeland var medlem af Statens Jordlovsudvalg fra november 1934 til maj 1950. Han blev udpeget i forbindelse med samlingen af jordlovene i 1934 og Jordlovsudvalgets oprettelse ved lov. Ved Peters indtræden i udvalget havde det følgende sammensætning:

Medlemmerne var udpeget for 6 år ad gangen. Som det ses, var ikke mindre ende 6 af udvalgets medlemmer ved Peters indtræden medlemmer af folketinget, hvilket vel var naturligt, idet medlemmerne blev udpeget af Rigsdagen. Og Niels Frederiksen og Jens Holdgaard havde tidligere været medlemmer af Rigsdagen. Det var sikkert Peters gode forbindelser i Socialdemokratiet, der var baggrunden for hans udpegning.

Ved Peters indtræden var den største del af arbejdet på bagkanten af oktoberlovene gennemført, hvilket betød, at der var meget langt mellem de store jordkøb og tilhørende udstykninger. Det meste af arbejdet bestod derfor i at indkøbe og fordele små og mellemstore ejendomme og at udstykke dem til nye husmandsbrug eller som tillægsjord til eksisterende brug.

Fire sagsområder kom dog til at fylde meget senere, nemlig

• Vildmoserne,
• håndtering af jord og ejendomme beslaglagt af eller for tyskerne under krigen,
• håndtering af beslaglagt tysk og japansk ejendom, og
• håndtering af dømte landsforræderes konfiskerede ejendomme.

Peters deltagelse i Udvalgets arbejde er søg afdækket ved gennemgang af Udvalgets forhandlingsprotokol.

Meget af arbejdet i udvalget var, som antydet, håndtering af en mængde småsager. En typisk dagsorden, som er taget fra det første møde efter Peters indtræden i Udvalget, ser ud som følger. (Dagsordenens punkter er forkortet i forhold til protokollens tekst):

1. Yderligere erklæring til Landbrugsministeriet i en sag om en, der har betalt overpris i forhold til en af Jordlovsudvalget godkendt pris
2. Ejerskiftesag
3. Ejerskiftesag
4. Udarbejdelse af erklæring til Ministeriet i en sag om en kone, der søger om tilladelse til at overtage mandens husmandsbrug efter at manden er gået konkurs. Afslås.
5. Indstillinger fra Husmandsbrugskommissionen for Odense Amt om Tillægslån
6. Andragende om fritagelse for at betale Jordrente
7. Andragende om yderligere tilskud til vejanlæg
8. Andragende om tilskud til istandsættelse af parcelvej
9. Andragende om tilskud til rørlægning
10. Andragende om yderligere tilskud til opførelse af vandværk
11. Indkøb af udstykningsjord:
    • A. Køb der er approberet af Landbrugsministeriet
      5 køb, i alt 2468,2 ha, omtales. Et af købene diskuteres indgående, idet der var søgt om oprettelse af et kollektivt landbrug på hovedgården Ravnstrup. Fandt ikke nåde for udvalget.
    • B. Ikke færdigbehandlede tilbud
      22 tilbud på køb af jord blev gennemgået.
    • C. Afslåede tilbud
      9 købstilbud afslås
12. Indkøb af jord i Sønderjylland
    • A. Jordkøb der er approberet af Landbrugsministeriet.
      6 køb gennemgås
    • B. I henhold til særlig bemyndigelse af 16. januar 1932
      7 sager gennemgås
13. Valg af næstformand, fordeling af arbejdsopgaver
14. Meddelelse fra Ministeriet om revisionsforhold
15. Normering af Jordlovsudvalgets kontorpersonale
16. Anmodning fra ministeriet om udpegning af en bygningssagkyndig til husmandsbrugskommissionen.
17. Ulykkesforsikring vedrørende de af Jordlovsudvalgets administrerede gårde.
18. Forslag fra Landarbejderforbundet om oprettelse af overenskomst for de af Jordlovsudvalget drevne ejendomme.
19. Indstilling fra Husmandsbrugskommissionen for Odense Amtsrådskreds vedrørende lån til opførelse af drivhuse
20. Meddelelser fra formanden
21. Eventuelt
    Tre sager vedrørende forskellige andragender fra husmænd behandles.

Under punkt 13 fordeltes de enkelte udvalgsmedlemmers ansvarsområde. Hvert medlem havde ansvaret for et eller et par amter, i protokollen betegnet amtsrådskredse. Peter fik ansvaret for Ålborg og Hjørring amter. Ansvaret for Hjørring amts ser ud til at være delt med Vilhelm Fibiger.

Sagerne for udvalget kan opdeles i nogenlunde følgende grupper, ikke kun for dette møde, men generelt:

• Ejerskiftesager, hvor udvalget tager stilling til overdragelse af statshusmandsbrug. Den nye ejer (eller bruger da jorden jo lejedes af staten) skulle kunne godkendes i forhold til reglerne, for at kunne komme i betragtning som statshusmand.
• Sager om udsættelse med at betale jordrente.
• Sager hvor kreditorer ønsker at tinglyse skadesløsbrev eller lignende på statshusmandsbrug. (Jorden tilhørte staten og ejendommen som sådan kunne altså af brugeren ikke uden videre pantsættes.)
• Anmodninger om tilskud. Typisk til etablering af veje og vandværk, altså fælles infrastruktur i forbindelse med udstykninger. Nogle få gange også ansøgning om tilskud til elektrificering.
• Håndtering af forhold omkring de af Udvalget drevne ejendomme. Typisk ville man skulle videreføre driften af en ejendom fra overtagelsen til en udstykning havde fundet sted. Stamparcellen, dvs. den ejendom med jord og bygninger, der blev tilbage når en udstykning var foretaget, skulle også drives ind til den kunne sælges.
• Forhold omkring Udvalgets kontorpersonale.
• Rådgivning af ministeren i forbindelse med revision af den lovgivning, der lå til grund for Udvalgets arbejde, eller udarbejdelse af ny lovgivning, der ville skulle administreredes af Udvalget.
• Og endelig, som vel det mest interessante for udvalgsmedlemmerne, køb af jord til udstykning.

Udstykning af den indkøbte jord ser ikke ud til at være blevet behandlet på Udvalgets møder og omtales kun i enkelte tilfælde.

Udvalget arbejdede på den måde, at udvalgsmedlemmerne bearbejdede sager fra de amtsrådskredes, som de var ansvarlige for. I arbejdet har de arbejdet tæt sammen med amtrådskredsens Husmandsbrugskommission.

På Peters første møde er der 4 sager med relation til Aalborg amt. Statshusmændene på Buderupholm Mark, som er en ny udstykning, får udsættelse med betaling af jordrente. I forbindelse med gennemgangen af approberede køb, dvs. køb endelig godkendt af Ministeren, oplyser formanden at stamparcellen af Voergaard er afhændet. Olufsen, som formodentlig er Peters forgænger som ansvarlig for Aalborg amt, har meddelt ejeren af Kildegaarden i Visborg, at Udvalget ikke er køber. Endelig blev et andragende om tilladelse til at tinglyse et skadesløsbrev i et husmandsbrug overfor Midthimmerlands Driftslåneforening afslået, da men mente at foreningen måtte have “sovet i timen”.

Den sidste sag viser, at Udvalget havde en meget håndfast tilgang til administration af statens midler og ejendomme. Af den gennemgåede del af protokollen får man indtrykket af, at udvalget udfører et meget grundigt arbejde. Tingene undersøges til bunds, lokalkendskab udnyttes og man forhører sig om personer, hvor det er relevant. Og der bliver ikke “giver ved dørene” i forbindelse med jordkøb.

Peter var medlem af Udvalget fra møde nr. 113, 9. november 1934, til møde nr. 200, 16. maj 1950. Altså 88 møder over 15½ år, ca. 6 om året i gennemsnit. Ud over udvalgsmøderne har der været arbejdet med at forberede sager til behandling på møderne. Hvilket formodentlig har taget mere tid end møderne.

Da Peter blev medlem af Jordlovsudvalget i 1934, var han tillige medlem af i de samvirkende jyske og de samvirkende danske husmandsforeningers bestyrelser. Derudover af var han medlem af Landbrugsrådet. Han trådte ud af husmandsforeningernes bestyrelser i 1941, og husmændene, og dermed Peter, var udtrådt af Landbrugsrådet i 1939. Det ser ud til, at han derefter især har rettet sin indsats mod Jordlovsudvalget. Og hans familie var ikke i tvivl om, at han satte arbejdet i Jordlovsudvalget meget højt. Han var altid glad, når han kom hjem og kunne fortælle, at det endnu engang var lykkedes at købe jord til udstykning til husmandsbrug.

Det ser dog ud til, at helbredsproblemer gjorde, at han til sidst måtte indstille arbejdet i Udvalget. Han er fraværende ved Udvalgets møde i maj 1950, og til det følgende møde, den 6. juli 1950, ligger der et brev fra Landbrugsministeriet, der meddeler at Peter Langeland fratræder som medlem af Jordlovsudvalget. Han var da 68 år gammel. Af et brev fra Marinus Langeland til Peter, dateret 10. maj 1950, fremgår det, at Peter i begyndelsen af maj 1950 er indlagt på sygehuset i Terndrup, hvor han blev opereret. Så vidt vides for prostata problemer. Sidst i brevet skriver Marinus følgende: Jeg mener det var klogt du tog afsked med det store Jordlovsarbejde. Denne Virksomhed kræver Kraft og Ungdom. Der er nok ingen tvivl om at deltagelse i Jordlovsudvalgets arbejde havde været en stor arbejdsbelastning, men nok også et arbejde Peter satte over alt andet.

Gennemgangen af de opgaver Peter var involveret i findes i følgende fem underafsnit:

• Større jordkøb,
• Vildmoserne,
• Håndtering af jord og ejendomme beslaglagt til tyskernes brug under krigen ,
• Håndtering af beslaglagt tysk og japansk ejendom, og
• Håndtering af dømte landsforræderes konfiskerede ejendomme.