Jordlovsudvalget og Vildmoserne
Jordlovsudvalget blev efterhånden dybt involveret i opdyrkningen af Store og Lille Vildmose og inddæmmede arealer vest for Store Vildmose. Meget af arbejdet foregik i en til formålet nedsat arbejdsgruppe, Vildmoseudvalget eller Vildmosetilsynet, hvor Peter var medlem. På grundlag af Vildmosetilsynets protokol er der udarbejdet en særlig redegørelse for denne del af Udvalgets arbejde.
Her behandles derfor kun Jordlovsudvalgets direkte involvering, som primært bestod i indkøb af jord og håndtering af sager, der involverede større pengebeløb eller var af principiel karakter. Man kan nok med rimelighed opfatte Jordlovsudvalget rolle som bestyrelse for vildmosearbejdet, hvorimod Vildmosetilsynet fungerede som direktion med ansvar for den daglige drift.
Vildmosearbejdet tog sin begyndelse i 1921 med statens køb af Store Vildmose af Stamhuset Birkelse for 250 kr. pr. ha. I alt 2800 ha. I modsætning til, hvad man kunne tro, var købet ikke relateret til Oktoberlovene og opløsningen af stamhuse m.m.. Det var derimod primært foranlediget af forsyningssituationen under første verdenskrig, hvor man havde været nervøs for tilførslen af brændsel, vel især kul. Man var derfor fra statens side interesseret i at erhverve vildmoserne, for at staten kunne have hånd i hanke med en mulig fremtidig udnyttelse af tørveresurserne i moserne. Dette kunne samtidig kombineres med at moserne opdyrkedes, så de kunne bruges til landbrugsproduktion.
Store Vildmos var ikke umiddelbar egnet til udstykning, idet den henlå som højmose. Udvalget beholdt derfor jorden og gik i gang med at gøre jorden klar til udnyttelse. Efterhånden blev en stor del oparbejdet til græsningsbrug.
Vildmosearbejdet blev efterhånden ganske omfattende. En kort beskrivelse af udviklingen finder vi i protokollen fra juni 1945. Konsulent M. K. Kristensen fungerede i store træk som direktør for arbejdet. I 1945 var han på vej til at gå af på grund af alder. På mødet i juni ridser han udviklingen op:
18-6-1945 Vildmosetilsynet
M.K.Kristensen meddelte, at han var gået ind i arbejdet, således som han var blevet indstillet som medlem af Vildmosekommissionen fra 1920 -1934, og at han i sit arbejde havde denne indstilling.
Til at begynde med var den ledende arbejdsstab meget lille og omfattede kun halvdelen af St. Vildmose. Nu var her kommet opdrætningscentral til. Vildmosetilsynet havde fået navn og kontor. Nye arbejdsmarker var tilkommet i Lille Vildmose med opdyrkningen, Vildmosegården og Nopsagården, med Søengene, Klausholm, Hørsholmene samt værkstedet. Tørvveproduktionen var kommet til.
Der var i 1934 arbejde på 1400 ha, i 1945 på 6.131 ha. De ledende personer fra 7 imod 98, arbejderne 85 imod 919, 307 heste imod 1.531, 3.710 kreaturer mod 7.499, 200 får mod 1.100. …
Som nævnt varetoges det meste af arbejdet vedrørende Vildmoserne af Vildmosetilsynet, men flere forhold af mere generel betydning kom dog for det samlede Jordlovsudvalg. Det drejer sig især om følgende forhold:
- Købet af Store Vildmose og tilstødende arealer
- Købet af Lille Vildmose og tilstødende arealer
- Inddæmningerne ved Øland
- Opdrætningscentralen
- Tørveproduktionen
Arbejdet med moserne lå naturligt inden for Peters ansvarsområder, idet Store Vildmose ligger delvist i Aalborg og delvist i Hjørring amter, og Lille Vildmose ligger i Aalborg amt. Han var da også dybt involveret.
Købet af Store Vildmose og tilstødende arealer
Første gang Store Vildmose optræder i protokollen er i juni 1935. Hvor vi finder:
19-6-1935: Jordfondens overtagelse af statens arealer i St. Vildmose:
Formanden oplyste at finansudvalget og ministeriet havde bestemt at administrationen af statens arealer i Store Vildmose skulle overgå til Jordlovsudvalget. Arealet er på ca. 5000 tdl. Jordfonden betaler 5 MDKK for arealet. Jordlovsudvalget forhandler om køb af omliggende arealer ca. 800 ha.
Der var diskussion om prisen og det rimelige i at Jordlovsudvalget hverken havde indsigt i eller indflydelse på Jordfondens anliggender. Ikke alle var begejstrede for at Jordlovsudvalget skulle administrere mosen.
Formanden mente at tørvemængden var uudtømmelig.
Langeland gjorde opmærksom på at kultiveringen ville forandre de klimatiske forhold i egnen, således at der skabes sunde forhold. Taleren gav nogle statistiske oplysninger om resultaterne af den hidtidige drift og hævdede at mosen var pengene værd. Når man sætter bygninger, maskine m.m. til 50% af anskaffelsessummen, har vi jorden for 800 kr. pr. tdl. Der er efterspørgsel efter forpagtningerne. Driften er af en særlig karakter, da jorden er græsjord.
Formanden forklarede at sagen var politisk besluttet og derfor ikke kunne diskuteres.
Fra statens køb i 1921 var arbejdet med at opdyrke mosen blevet styret af Vildmosekommissionen. I 1934 var denne blevet erstattet af Vildmoseudvalget eller Vildmosetilsynet under Jordlovsudvalget. Samtidig benyttede staten lejligheden til at lade Jordfonden købe jorden. Mosen kom altså til at høre under Udvalget på samme måde som andre af Udvalget indkøbte jorde.
Det man havde købt af Birkelse i 1921 var langt fra hele mosen. Man benyttede derfor lejlighederne, når de bød sig, til at tilkøbe flere stykker. Således køber man i oktober 1935 800 ha af Biersteds sogns vildmoselodder i den sydvestlige del af mosen. I 1936 køber man 213,5 ha mose af Grishøjgaard, i den nordligøstlige del af mosen.
Købet af Lille Vildmose og tilstødende arealer
Udvalget var involveret i vildmosearbejdet i Lille Vildmose fra de første kontakter om statens køb af en del af mosen. Det første spor i protokollen findes i april 1935.
26-4-1935: Indkøb af udstykningsjord, ikke færdigbehandlede tilbud
Grs. Schimmelmann, Lindenborg tilbyder ca. 1790 ha af den nordre ende af Lille Vildmose i Aalborg amt for 500.000 kr. Prisen blev anset for for høj. Formanden oplyste at det var tanken at administrationen af Store Vildmose og eventuelle arealer af Lille Vildmose skulde overgå til Jordlovsudvalget. Det vedtoges med forsigtighed at fortsætte forhandlingerne.
Forhandlingerne går åbenbart langsomt, idet vi skal frem til juni 1936 før der igen ser ud til at ske noget.
12-6-1936: Ikke færdigbehandlede køb
Af Lille Vildmose, Mou sogn, Aalborg amt. 3.098 ha, pris 800.000 kr. Sælger Grev Schimmelmann.
Besigtigelse af den tilbudte jord i Lille Vildmose. Hvorefter mødet blev genoptaget på Park Hotel. Underudvalget anbefalede erhvervelsen af jorden (i Vildmosen). Formanden mente at kultiveringen af Lille Vildmose ville være noget nemmere end den i Store Vildmose.
Langeland anbefalede sagens fremme og anførte at der ved moseområdernes kultivering skabes absolutte foderværdier af stor betydning og store tørveværdier under græsarealerne.
Det vedtoges at søge arealerne købt til den tilbudte pris.
På mødet den 19 november 1936 kan man se at købet er gennemført.
19-11-1936: Approberede køb.
Lille Vildmose Mou sogn Aalborg amt: 3.098,2 ha, 7.628.158 kr.
I september 1938 køber man 90 ha ved mosen i Dokkedal. Og man opkøber løbende små stykker jord ved mosen, specielt i Dokkedal.
Inddæmningerne ved Øland
Vest for Store Vildmose lå store, meget lave, til dels oversvømmede arealer. Staten ser på forskellig vis ud til at have været involveret i inddæmning og opdyrkning. Opgaver der sidst i trediverne blev overtaget af Jordlovsudvalget. Det praktiske arbejde blev som for Vildmosernes vedkommende håndteret af Vildmosetilsynet. De første dæmningsarbejder kan fornemmes af følgende citat, fundet på nettet (Ingen forfatter er angivet. Det ser ud til at være en lærervejledning for børnene på Gjøl):
Tanken om at sikre de store arealer ved dæmningsanlæg mellem Gjøl – Øland, Øland – Brovst og endelig Gjøl – Haldager var i 1885 lige ved at blive realiseret, idet Statens Vandbygningsvæsen udarbejdede et detaljeret projekt med et overslag over prisen, der lå mellem 139.000 kr. og 196.000 kr. Projektet kom imidlertid ikke længere end på papiret. Man var bange for de udgifter, der ville komme ved at afvande de ca. 6.000 tdr. land, derfor blev sagen udsat. Begyndelsen blev gjort et helt andet sted nemlig ved østsiden af Gjøl. Beskyttelsesdiget langs østsiden af Gjøl forbi Kytterne til Ryå begyndte i 1910 og først i 1914 begyndte arbejdet med den 3 km lange dæmning mellem Gjøl Bjergs sydvestlige skrænt og Øland. Den fik en højde af 6½ fod over dansk nul og en bredde foroven af 5 fod (1 fod = 31,39cm)
Udvalgets rolle i området var at købe jord til opdyrkning og udstykning. De navne, der optræder, er Søengene, Hovengene, Klavsholm og Oxholm.
En af de interessante gårde er Oxholm, som man forsøger at købe i flere omgange:
11-9-1935: Køb af jord til udstykning, ikke færdigforhandlet
Oksholm Hovedgård, Øland sogn, Hjørring amt ca. 100 ha. Hartkorn: 5 tdr. 5 skp. 1 fdk. 1 ¼ alb.
Den første jord, der købes medens Peter er medlem af Udvalget, er et stykke af Hovengene.
22-11-1935:Indkøb af udstykningsjord, Approberede
Hovengen, Øland, Hjørring Amt 100,6 ha.
På mødet i april 1938 kan man se, at man igen har forsøgt at købe jord af Birkelse gods:
22-4-1938: Indkøb af jord, ikke færdigbehandlede
Af Søengene under Birkelse gods, Aalborg amt. 531 ha.
Det er ikke til at se af protokollen om købet blev effektueret, men der optræder mange henvisninger til afvanding og salg af parceller af Søengene, så mon ikke et køb fandt sted. I forbindelse med Udvalgets møde i Aalborg den 1. september 1938 besigtigede man statens arealer i Store Vildmose, mergellejet i Biersted samt Søengene, Hovengene og Klavsholm ved Limfjorden. Og vi ser også her, at Udvalget har købt Klavsholm. (Klavsholm var en gård, der formodentlig var en annexgård til Oxholm. Vest for Oxholm findes i dag en vej med navnet Klausholmvej):
1-9-1938:Køb af jord, Approberede
Clausholm, Oxholm Hovedgård, Øland Sogn 169,6 ha, 115.000 kr.
Men man går videre. Forsøger at købe mere og igangsætter opdyrkningsarbejdet. Således
8-2-1939:Køb af udstykningsjord, ikke færdigbehandlede
Oxholm, Øland sogn, Hjørring amt. 674 ha, tilbydes til 450.000 kr. med besætning og inventar.
På samme møde tillige
Eventuelt
Afvandingsprojekter på Klavsholm, Hvolgaard og Hovengene, samt Søengene. Projekterne vedtoges indstillet til ministeriet til godkendelse.
Man forsøgte i flere omgange at købe Oxholm. Så gården optræder igen i juni 1939, som ikke færdigbehandlet køb, i april 1943 køber man 2,3 ha af gården, og vi finder gården igen i august 1946, som ikke færdigbehandlet køb. Ifølge Wikipedia.dk ejedes gården i perioden fra 1918 til 1961 af en Sigurd Hansen Andersen. Så Udvalget ser ikke ud til at have kunne købe.
Og man fulgte op på arbejderne:
20-8-1940: Til slut i protokollen:
Forinden mødet foretog medlemmerne en Udflugt, hvorunder man besigtigede de inddæmmede statsarealer mellem Øland og Attrup, ejendommene Hvolgaard og Klausholm, Kultiverings- og byggearbejdet på Søengene, Tørveproduktionen i St. Vildmose, Opdrætningscentralen i St. Vildmose, forpagtergården i St. Vildmose og udstykningen af Gl. Burholt.
Og man kan se at afvanding og kultivering gik så godt, at man kunne begynde at udstykke. Således
20-6-1945: Eventuelt
Under dette punkt behandledes blandt andet reorganisering af arbejdet i Vildmosen, i det bl.a. Søengene nu kunne udstykkes.
Men der var problemer på grund af de svære tider på bagkanten af krigen:
16-1-1947:Gennemførelse af byggeri.
Der er materialerationering. Kun materialer til opførelse af boliger. Henvendelse til Handelsministeriet for at få tildelt materialer.
Langeland var betænkelig ved yderligere afhændelse af lodder fra Søengene, så længe ikke alle købere af de pr. 1. april afhændede lodder havde fået opført bygninger.
Langeland havde yderligere betænkeligheder
Og som andre steder optog anlæg af veje Udvalget.
15-4-1947:Udbygningen af vejen Hvolgaard til Hovengen, Øland sogn
Projektet er dyrt men anbefales af formanden og Langeland, der overlades sagen.
Hovengene er området mellem Øland og Halvrimmen. Hvolgaard har formodentlig været en gård tæt herpå, selv om det ikke er lykkedes at identificere den.
På kort over området er det forøvrigt tydeligt at se de udstykninger, der fulgte af Udvalgets arbejde. Langs Klausholmvej, vejen med navnet Hovengen og i Søengene ligge husmansstederne langs vejene som perler på en snor.
Opdrætningscentralen
I Jørgen Priemé: Fra Jord til Bord finder vi følgende beskrivelse af Opdrætningscentralen i Store Vildmose.
1935 oprettede De danske mejeriers Fællesorganisation opdrætningscentralen for tuberkulose- og kastningsfrie kreaturer, som blev placeret i Store Vildmose.
I de følgende knap 20 år kom Store Vildmose derved til at spille en betydningsfuld rolle i forbindelse med bekæmpelsen af kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning (brucellose) i Danmark.
Raske ungdyr fra smittede besætninger kom op i vildmosen i 1 1/2 -2 år, mens de smittede køer blev sat ud og staldene rensede og desinficerede. Derefter kom kvierne hjem igen som kælvekvier og dannede grundlag for opbygning af en ny, smittefri besætning. Til at huse de mange kvier om vinteren – ca. 2.000 ad gangen – blev der bygget en stor Centralgård og 19 såkaldte “staldgårde”, hver med plads til overvintring af 100 kvier.
Mejeriernes Fællesorganisation forpagtede ca. 1.500 ha af Statens Jordlovsudvalg til sommergræsning for dyrene og til produktion af hø og ensilage til vinterfodringen. Hele virksomheden gik under navnet “Opdrætningscentralen” og var kendt over hele landet.
Udvalget havde, som det ses ovenfor, forpagtet et større areal af Store Vildmose til Mejeriernes Centralorganisation. Men mejerierne havde store problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Vi ser derfor i protokollen spor af disse problemer. Blandt andet i form af at Mejerierne forsøgte at vælte problemerne over på Udvalget. Efter flere redningsforsøg opgav Mejerierne i 1938, hvorefter Udvalget førte Opdrætningscentralen videre for egen regning. Første gang vi i protokollen støder på problemerne er i januar 1937:
22-1-1927: Forhandling med Mejeriforeningen om Forholdene vedrørende Opdrætningscentralen.
Mejeriforeningens repræsentanter var til stede. Der var en lang diskussion, hvorunder Peter kom med følgende udtalelse:
Langeland udtalte, at mejeriforeningen efter hans mening ikke har klaret sig helt så godt, som de burde, og at de græsarealer, som staten årligt udlejer til græsning, er meget eftertragtede, hvad der vidner om, at sommergræsningen er god. Efter talerens mening er vinterfodringen det største problem, som dog klares af de andre forpagtere på statsarealet. Taleren mente derhos, at den avlsmæssige side af sagen ikke er løst helt godt, hvad mosen ikke kan have ansvaret for - taleren udtalte, at en af de største begåede fejl er, at man har taget så små kalve ind på opdrætningscentralen, men mente i øvrigt, at når børnesygdommene er overstået, skal det nok gå. Sluttelig udtalte taleren, at det er rimeligt, at begge parter yder deres bidrag til sagens gennemførelse.
På Udvalgets møde i december er Centralen op at vende igen:
14-12-1937: Eventuelt, Opdrætningscentralen i Vildmosen
Centralen har haft stort underskud. Spørgsmålet er Udvalgets holdning til fortsat insistering på betaling af den kontraktmæssigt fastsatte afgift.
I februar er det galt igen.
3-2-1938: Opdrætningscentralen i Store Vildmose.
Der er en lang og følelsesladet diskussion af forholdene omkring opdrætningscentralen og begge Vildmoser i øvrigt. Formanden virkede meget negativ over mulighederne for nogen sinde at tjene penge til staten på driften af Vildmoserne. Højt sat 2% p.a.
Et af problemerne var mejeriforeningens opdrætningscentral, der gav store underskud, og som foreningen ønskede at overdrage til Udvalget. Langeland var noget mere positiv end formanden, men blev af denne indirekte beskyldt for at være jubeloptimist. (Han var jo også medlem af Udvalgets underudvalg vedrørende moserne, og meget glad for begge moser)
Mejerierne trækker sig endeligt i 1938. På Udvalgets møde i april 1938 finder vi
22-4-1938: Opdrætningscentralen på Store Vildmose.
Udvalget beslutter at lade Mejerierne træde ud af forpagtningsaftalen.
Udvalget overtager nu selv driften af Opdrætningscentralen, under ledelse af Vildmosetilsynet. Efter krigen begynder der at rejse sig forslag om afvikling af centralen. Således på mødet i september 1945, hvor Jens Sønderup bringer emnet op.
11-9-1945: Udenfor dagsordenen
Rejste Sønderup spørgsmålet om den fremtidige anvendelse af opdrætningscentralen i Store Vildmose, når der ikke længere skal modtages kvier til opdræt, og henstillede at man overvejer en afvikling af Jordlovsudvalgets virksomhed i mosen.
Centralen lever dog fortsat videre. I 1950 finder vi
16-2-1950: Nedskrivning af værdien af statens arealer i St. Vildmose
Driften gav underskud, der hvert år afskrives på aktivets værdi (12 mill. kr.). Aktivet burde nedskrives.
Langeland kunne tiltræde formandens forslag, men fandt, at spørgsmålet om aktivets balancepunkt må fastsættes af Vildmoseudvalget, ligesom taleren fandt, at Jordlovsudvalget på Jordfondens vegne må have krav på et tilskud, hvis opdrætningscentralen skal fortsætte.
Dette er sidste gang Centralen optræder i protokollen. Og Centralen blev nedlagt. På fødevareministeriets hjemmeside findes i afsnittet om Opdrætningscentralen:
I 40' og 50'erne blev Staldgårdene under Opdrætningscentralen i Store Vildmose afhændet som husmandsbrug og i Lille Vildmose blev der oprettet 39 husmandsbrug.
Tørveproduktionen
En af statens bevæggrunde for at købe Vildmoserne var at sikre sig råderet over de brændselsresurser tørven i moserne udgjorde. Da forsyningssituationen på grund af Anden Verdenskrig begyndte at virke truende, fik Udvalget pålæg om at gå i gang med produktion af tørv. For Udvalgets regning skete dette først og fremmest i Store Vildmose, idet et større areal af Lille Vildmose var lejet ud til cementfabrikkerne i Aalborg. Tørveproduktionen blev som det meste andet omkring moserne håndteret af Vildmosetilsynet/Vildmoseudvalget. Vi støder dog flere gange på problemer omkring tørveproduktionen i Jordlovsudvalgets protokol. Det begynder i januar 1940:
18-1-1940: Meddelelser fra formanden, Tørveproduktionen i Store Vildmose
Fra statens side forventes krav om at der startes tørvegravning i mosen for at lette på landets brændselssituation. 200.000 kr. bevilliget til indkøb af maskiner.
Og man følger op på produktionen:
20-8-1940: Meddelelser fra formanden, Produktion af tørv i St. Vildmose
Formanden gav oplysning om at produktionen havde andraget 27.000.000 stk., 15.000 tons og gav i øvrigt oplysning om sommerens tørveproduktion i St. og L. Vildmose
Et af Udvalgets store problemer med produktionen er transporten ud af mosen. Jernbane er det eneste fornuftige, så på samme møde som ovenfor godkender man betalingen af anlæg af et sidespor til Aalborg-Hadsund jernbanen af hensyn til tørveproduktionen i Lille Vildmose.
Det var dog vanskeligt at få gang i produktionen. På mødet i december 1941 finder vi en lang diskussion af problemerne foranlediget af mangel på kontorlokaler og det store underskud fra tørveproduktionen.
18-12-1941: Eventuelt
Undervejs i diskussionen findes:
Langeland bemærkede, at lederne og medarbejderne har gjort et stort arbejde. Der vil altid opstå vanskeligheder, når en kæmpeproduktion sættes i gang. Medvirkende til underskuddet har det været, at mosen er lovlig blød, arbejdslønnen så høj og maskinerne så dårlige, samt at de af den tyske værnemagt igangsatte arbejder har været en slem konkurrent i henseende til fremskaffelse af arbejdskraft. Andre har også produceret med Tab. Hvis man betragter en del af underskuddet som tilskud til at fremme beskæftigelsen, da har dette tilskud virket godt, og der er fremskaffet udmærket brændsel, som dog er afhændet for billigt.
Transportproblemerne var med til at generere underskud. Det samme var maksimalpriserne på tørv. Et punkt der også er oppe at vende undervejs:
16-4-1942: Meddelelser fra formanden, Tørveproduktion i St. Vildmose
Produktionen giver stadig underskud. Man har forsøgt at opnå en aftale med Cementfabrikken som for Lille Vildmose, men fabrikken ville ikke påtage sig risikoen, men gerne arbejde efter regning.
Derpå truffet aftale med dansk arbejdsmandsforbund om at forbundet står for arbejdet for en fast pris pr. ton tørv (33 kr.).
Undervejs i diskussionen:
Langeland fremsatte nogle supplerende bemærkninger til formandens redegørelse for forhandlingerne mellem Jordlovsudvalget og Cementfabrikken og kritiserede, at maksimalprisen for jyske tørv ligger 3 kr. under prisen for tørv på øerne.
Og Ministeriet pressede på:
4-3-1943: Meddelelser fra formanden, Vildmosen
Ministeriet henstillede at tørveproduktionen fremmedes mest muligt. Produktionen er nu tilsyneladende ved at blive rentabel. Produktionen sker i døgndrift og ret mekaniseret.
Og der blev arbejdet på sagen:
29-4-1943: Meddelelser fra formanden, Tørveudvalget
Langeland redegjorde for produktionen af tørv, der indtil nu udgør ca. 12 millioner stk., og oplyste, at hydropeat anlægget påregnes at komme i gang i midten af maj måned. Der havde været en del vanskeligheder med tørvemaskinerne, men de var nu overstået.
Formanden oplyste at der skulle produceres 60.000 tons i år. Aftalen med arbejdsmandsforbundet var på plads.
26-8-1943: Meddelelser fra formanden, Udvidelse af hydropeat anlægget i St. Vildmose
Langeland ønskede at fremhæve, at det mulige underskud ved den øgede produktion måtte dækkes af statskassen og ikke af jordfondens midler. Taleren gav nogle oplysninger om tørveproduktionen i indeværende år.
21-11-1944: Eventuel, Tørveproduktionen i St. Vildmose
Langeland redegjorde for produktionens nedgang, der navnlig skyldtes det dårlige vejr i forsommeren og manglen på arbejdskraft, men også at de forhåndenværende arbejdere kun var blevet kort tid ved arbejdet, således at dettes kvalitet var forringet.
Produktionen havde kun været 40% af produktionen i 1943. Der var undseskud ved produktionen.
Herefter ses ikke meget i protokollen førend man, efter krigen, i 1947, begynder at diskutere afvikling af tørveproduktionen.
16-1-1947: Meddelelser fra formanden, Tørveproduktionen i St. Vildmose
Man diskuterede ophør af produktionen, da den løb med underskud. Ingen beslutning.
2-7-1947: Meddelelser, Afviklingen af tørveproduktion i St. Vildmose for Statskassens Regning
Niels Frederiksen: Underskuddet skyldes især de vanskelige transportforhold. En lejer har overtaget produktionen og den må forventes at kunne give overskud.
Langeland kunde ganske tilslutte sig Niels Frederiksens udtalelser og bemærkede, at enhver sammenligning mellem den hidtidige statsdrift og den nuværende privatvirksomhed var udelukket.
6-4-1948: Tørveproduktionen i St. Vildmose
Man er helst fri for at fortsætte, men staten ser ud til at presse på for en bortforpagtning.
Og tørveproduktionen fortsatte langt op i halvtredserne, formodentlig i privat regi. Forfatteren husker tydeligt, at der til husmandsbruget på St. Restrup hvert år blev indkøbt et lastbil læs tørv. Uden al tvivl fra Store Vildmose.
Det er måske også en bemærkning værd at Husmandsforeningerne var meget glade for opdyrkningen af Vildmoserne. Et afsnit af Husmandsfilmen fra 1937 viser ungkreaturer på græs på Store Vildmose.
Vildmosernes fortsatte historie
Væsentlige dele af Vildmoserne blev udstykket til husmandsbrug. Men store områder er stadig i statens eje og administreres af Vildmosetilsynet. På Ministeriets hjemmeside (2011) finder vi følgende beskrivelse af tilsynets arbejde:
Vildmosetilsynet forestår den daglige drift af ca. 1200 ha i Store Vildmose samt i Sandmosen. Tilsynet indgår aftaler med omkring 100 landmænd, der kommer med ca. 4000 dyr, overvejende kreaturer og heste.
Vildmosetilsynets servicetilbud omfatter udlejning afgræsningsarealer i moserne. Der er i alt ca. 1.000 ha. Vildmosetilsynet har dagligt tilsyn med kreaturer og heste i græsningsperioden fra midt i maj til slutningen af oktober. Vildmosetilsynet sørger desuden for hegning og drikkevandforsyning. Mod særskilt betaling tilbyder Vildmosetilsynet at give dyrene en mineralblanding, at gøde arealerne samt eventuelt at behandle for indvoldsparasitter.
Ulvedybet: Vildmosetilsynet administrerer også det statsejede naturreservat Ulvedybet og står for udlejning af randarealerne, der bliver afgræsset. Disse arealer er ikke omfattet af Vildmosetilsynets servicetilbud.