Husmændenes Udstykningsforening for Aalborg Amt

I begyndelsen af det tyvende århundrede blev der ud over landet oprettet udstykningsforeninger, der som navnet siger, havde til formål at købe jord og udstykke det til nye husmandsbrug eller som tillægsjord til allerede eksisterende brug. Den første udstykningsforening blev oprettet på Sjælland i 1907, og der etableredes hurtigt udstykningsforeninger ud over landet.

Etableringen i Aalborg Amt skete i 1909. På et offentligt møde, den 1. februar 1909, blev der valgt et Stiftelsesudvalg med følgende medlemmer: Carl Sørensen, Viggo Madsen, Anton Dalum, Hans P. Sørensen, Marinus Langeland og Jens Jensen.

Den stiftende generalforsamling blev afholdt den 27. marts 1909. På generalforsamlingen blev navnet, Husmændenes Udstykningsforening for Aalborg Amt, og vedtægterne, der var ’skrevet af’ efter udstykningsforeningen i Aarhus Amt, godkendt, og der blev valgt en bestyrelse på 7 medlemmer. Den første bestyrelse bestod af: Anton Dalum, Carl Sørensen, C. Visse, Ole P. Nielsen, Jens Jensen, H. P. Sørensen, Marinus Langeland.

Den første formand blev Carl Sørensen, lærer Visse blev sekretær og Anton Dalum kasserer.

Foreningens grundlag var medlemmernes garantistillelse, der muliggjorde, at foreningen kunne optage lån i forbindelse med køb af ejendomme. Ved den stiftende generalforsamling var der ca. 1000 medlemmer, der hver garanterede 35 kr. I 1920 blev garantibeløbet hævet til 50 kr.

Da foreningen ønskede at kunne udføre visse forretninger, der mindede om bankdrift, var det nødvendigt med en godkendelse af vedtægterne i Finansministeriet. På bestyrelsesmødet den 1. juni 1909 forelå denne godkendelse, ligesom man modtog 1000 kr. fra Landbrugslotteriet som startkapital. (De samvirkende danske Husmandsforeninger ser ud til at have rådet over en del af overskuddet fra Landbrugslotteriet).

Allerede i september 1909 blev den første gård købt, derpå to i oktober, en igen i marts 1910 og så fremdeles. I alt 19, større eller mindre, gårde blev købt og udstykket indtil 1934, hvor foreningen blev afviklet.

Foreningen opererede på den måde, at en ejendom blev købt med finansiering i form af banklån. Der blev derefter nedsat et administrationsudvalg, der stod for driften af gården, for det meste ved at ansætte en forvalter, og sørgede for at det forarbejde, der var nødvendig for at gennemføre udstykningen, blev foretaget. Det var altid nødvendigt med bistand af landmåler og sagfører, men i enkelte tilfælde valgte man, inden udstykningen, i foreningsregi, at få udført opgaver, der gjorde forholdene bedre for de nye parcellister. Der er nogle eksempler på, at der blev bygget vandværk, ligesom der også jævnligt blev anlagt nye veje eller eksisterende blev forbedret. En enkelt gang investerede man i, sammen med en kommune, at få bygget en skole.

Efter udstykningen og salget af parcellerne var det almindeligt, at foreningen var parcellisterne behjælpelig med opførelse af bygninger. Dette kunne ske ved indhentning af fælles entreprisesum for alle bygninger eller fælles indkøb af materialer, og ofte også ved at foreningen over for håndværkerne garanterede for byggesummen, hvilket har lettet tilværelsen for de nybagte husmænd, der uden tvivl i mange håndværkeres øjne ikke var særlig kreditværdige.

Ved salg af parceller kom medlemmer af foreningen eller deres børn i første række som købere, dernæst børn af husmandsforældre og personer, der havde arbejdet ved landbruget, og som ikke havde haft jord tidligere.

Ved salget af de udstykkede parceller opnåedes altid en højere samlet pris end det, der var givet for hele ejendommen. En del af overskuddet blev inddraget til foreningens reservefond, men det meste blev udbetalt til parcellisterne i forhold til det, de havde givet for jorden.

For de enkelte parcellister finansieredes købet ved, at Udstykningsforeningen lånte dem pengene, eller en del af beløbet, mod 1.ste prioritet i ejendommen og udstedelse af en obligation. I visse tilfælde solgte Foreningen obligationerne videre, eller solgte dem til skyldnerne i forbindelse med disses refinansiering af ejendommen. Foreningen optrådte altså i nogen udstrækning som kreditforening eller bank, en situation der voldte kvaler, da tiderne blev vanskelige for landbruget.

Der fandtes forskellige love om statslån til husmandsbrug. Men opnåelse af statslån var betinget af, at jordarealet ikke oversteg en af lovgivningen fastsat størrelse. En størrelse, der indtil 1919, var så beskeden, at en familie ikke ville kunne leve alene af dyrkningen af dette stykke jord.

Jordlovene, der gennemførtes fra 1919, ændrede denne grænse opad, så statslån blev mere interessante. Samtidig blev Statens Jordlovsudvalg oprettet. Det indledte et samarbejde med den allerede eksisterende lokale jordkommission i hvert amt, Amtskommissionen for Tilvejebringelse af Jord til Landarbejdere. Også Jordlovsudvalget var aktiv med hensyn til udstykning, således at der fra begyndelsen af tyverne faktisk var konkurrence og rivalisering mellem de to former for organisering af udstykningen, og i flere tilfælde var der personsammenfald mellem de to organisationer. En af formændene i Udstykningsforeningen trak sig med den begrundelse, at han ikke mente, det var rimeligt at være formand for foreningen, når han samtidig var medlem af amtskommissionen.

Husmændenes Udstykningsforening for Aalborg Amt opererede i de første år uden større problemer, i al fald hvis man skal tro bestyrelsens forhandlingsprotokol. I de første år giver et enkelt tilfælde af voldsom uenighed sig dog udslag i at formanden, Jens Jensen, trækker sig. Hans brev til sekretæren hvor han meddeler sin afgang har følgende ordlyd:

Der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor Jens Jensen for øvrig genvælges og Dalum, som han var uenig med, ikke genvælges.

Under Første Verdenskrig diskuteres jævnligt i bestyrelsen og på generalforsamlingerne om man på grund af usikkerheden skal fortsætte med at købe jord. Man fortsætter dog, men i behersket tempo. Så vidt det kan ses med kun to køb under krigen. Se tabellen nedenfor.

I begyndelsen af tyverne begynder konkurrencen med Statens Jordlovsudvalg at gøre sig gældende. Man har også en del besvær med at ændre vedtægterne, og specielt at få dem godkendt i ministeriet, så de passer til de nye lovgivningsmæssige rammer efter jordlovene i 1919.

Midt i tyverne blev der voldsom lavkonjunktur for landbruget, priserne på landbrugsprodukter var faldet drastisk siden højdepunktet under krigen, og mange parcellister havde svært ved at betale renter og afdrag til Foreningen. Der er flere eksempler på at Foreningen ved tvangsauktioner køber ejendomme tilbage.

Dette førte til at foreningens økonomi blev voldsom anstrengt. Det blev så galt, at bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling i november 1927 fik gennemtrumfet at garanterne, altså foreningens medlemmer, skulle indbetale 40 % af garantisummen.

Midt i tyverne begynder man også at få problemer i form af et antal retssager anlagt af utilfredse parcellister, der mente, de var blevet snydt ved deres jordkøb. En situation der formodentlig også blev gjort værre af tidernes ugunst.

Der opstod efterhånden stemning for at opløse foreningen. Og på generalforsamlingen i juli 1929 blev det vedtaget, at bestyrelsen ikke fremover måtte forpligte foreningen, men skulle sørge for dens afvikling så hurtigt som muligt, helst inden september 1931.

Al køb af jord ophørte, og bestyrelsens arbejde bestod derfor udelukkende i afvikling. Dette omfattede afvikling af retssager og realisering af foreningens tilbageværende aktiver. Foreningen blev dog først endelig afviklet på en generalforsamling den 26. juni 1934. Garanterne fik hver tilbagebetalt 1 kr. 85 øre. 300 kr. fra en reservefond blev givet til elevforeningen på St. Restrup Husmandsskole.

Som nævnt var Marinus Langeland medlem af etableringsudvalget, ligesom han var medlem af bestyrelsen indtil generalforsamlingen den 27. juli 1917. Han ser ud til at have været en flittig deltager i bestyrelsesmøderne, kun et par gange er det nævnt, at han ikke deltog i et bestyrelsesmøde (30. januar 1911, 10. januar 1912, 2. januar 1917). Han er med i et enkelt administrationsudvalg, men ser i øvrigt ikke ud til at have været et af de betydningsfulde bestyrelsesmedlemmer. Han var således aldrig formand, næstformand, kasserer eller sekretær. Ved valgene var han jævnlig den i bestyrelsen, der blev valgt med færrest stemmer. Efter bestyrelsesperioden ser han ud til at have været en flittig deltager i generalforsamlingerne, hvor han jævnligt er noteret som deltager i forskellige debatter.

Peter Langelands involvering er lidt besynderlig. På generalforsamlingen den 5. juli 1922 er han opstillet til bestyrelsen, men vælges ikke. Han er dog den af de, der ikke vælges, der får flest stemmer. Men han optræder som underskriver af protokollen for bestyrelsesmødet den 17. juli 1922 og alle efterfølgende møder indtil generalforsamlingen den 17. juli 1923. Til valget her får han så mange stemmer, at han kunne blive regulært medlem af bestyrelsen. Men i protokollen stå at ’Peter Langeland nægtede genvalg’, og han optræder da heller ikke herefter som bestyrelsesmedlem. Det ser ud som om han i den periode, hvor han deltager i bestyrelsesarbejdet, har været stedfortræder for Jens Jensen, hvis underskrift mangler i protokollen i den periode, hvor Peter er med. Jens Jensen er dog med igen fra generalforsamlingen i 1923.

Det ser for øvrigt ud til, at det i forbindelse med køb af udstykkede parceller ikke har skadet at have gode forbindelser i bestyrelsen. Peter og Marinus købte hver en parcel ved St. Restrups udstykning. Foreningens sekretær, C. Visse, eller hans søn, fik også jord på St. Restrup. Og der havde været mange flere ansøgere, 270 til de første 33 parceller, end der kunne komme i betragtning.

I Bestyrelsesprotokollen under den 1. februar 1916 findes følgende:

Formand for kommitteen til indsamling af et beløb til opførelse af et hust til Skjoldborg var Peter Langeland!

Også andre steder ses at Udstykningsforeningen tjente som finansieringskilde for Husmandsforeningen. Blandt andet købte Foreningen aktier for 10.000 kr. i A/S De jyske Husmænds Folkehøjskole på St. Restrup.

I forbindelse med foreningens opløsning optræder der i protokollen en statusopgørelse som følger. En opgørelse der ser ud til at være tilsendt ministeriet.

Hermed, som eksempel, regnskab for regnskabsåret 1. april 1915 til 31. marts 1916.