Vildmosetilsynet

Peter Langeland var med i Vildmosetilsynet fra 1935 til omkring 1950. Vildmosetilsynet var et underudvalg under Statens Jordlovsudvalg, der stod for statens involvering i opdyrkning og udnyttelse af de to Vildmoser, Store og Lille Vildmose.

Dette opslag er baseret på gennemgangen af Vildmosetilsynets protokol, samt på

Konsulent M. K. Kristensen: Vildmosearbejdet, Udgivet af Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, 1945.

Det er også skelet til Jordlovsudvalgets protokol, og lidt til

Jørgen Priemé: Fra Jord til Bord, Strukturdirektoratets historie. Udgivet af Strukturdirektoratet 1997.

Statens involvering i opdyrkningen af de to nordjyske Vildmoser tog sin begyndelse under Første Verdenskrig. Og baggrunden var primært et ønske om adgang til brændselsreserverne i moserne i form af tørv. De første diskussioner og udredningsarbejder fandt sted i 1917:

Der blev arbejdet videre med sagen, så langt at der blev fremsat lovforslag:

I første omgang kunne lovforslaget ikke vedtages, der blev dog afsat 40.000 kr. til en grundig forundersøgelse. Der blev foretaget forskellige undersøgelser i moserne efter aftale med ejerne, Stamhuset Birkelse (Store Vildmose) og Grevskabet Lindenborg (Lille Vildmose). Der blev samtidig ført forhandlinger med ejerne om statens mulighed for at købe moserne. Ingen af ejerne var dog interesseret i at sælge. Lindenborg fordi de selv mente at kunne udnytte mosen, og Birkelse fordi de havde bortforpagtet 4000 tdl. af mosen. Forundersøgelsen resulterede dog i, at undersøgelsesudvalget foreslog Landbrugsministeriet at fremsætte lovforslag om erhvervelse af arealer i Store Vildmose på et sådant tidspunkt, hvor forpagtningen ophørt.

Næste skridt i sagen var at Rigsdagen i april 1920 nedsatte en Vildmosekommission, der som kommissorium fik

Kommissionen begyndte sit arbejde i august 1920. Interessen samlede sig fra starten om, hvorledes tørvemasserne i moserne kunne udbyttes. Der blev arbejdet med flere forslag. Udnyttelse af 'hundekød', meget let og løs tørv, til strøelse. Mere interesse samlede sig nok om udnyttelsen af tørvenes brændværdi. Der blev således foreslået, som et forsøg, at etablere et glasværk på 300 ha af mosen, svarende til et forbrug på 7200 tons tørv om året i 100 år.

Man undersøgte også muligheden af at anlægge et højspændingsværk. Ifølge undersøgelsen ville et kraftværk, der producerede 18 mill. kWh om året, forbruge 45.000 tons tørv, således at der ved drift i 100 år ville forbruges hundekødslaget fra 3000 ha.

Udvalget undersøgte tillige mulighederne for opdyrkning af arealerne både før og efter en mulig afgravning af tørvelaget.

Undervejs i udvalgets arbejde blev det muligt at købe størstedelen af Store Vildmose:

Vildmoseudvalget gik nu i gang med at gøre mosen tjenlig til brug. Efter opmålinger og jordbundsundersøgelser igangsatte man de første omfattende arbejder, der bestod i at bygge veje, således at der kunne skaffes adgang til mosen, og i afvanding, således at der skabtes mulighed for opdyrkning af mosen. Ideerne om glasværk og kraftværk m.m. blev skudt i baggrunden til fordel for opdyrkning af arealerne.

Efter veje og grøfter var etableret gik man i gang med at forbedre arealerne til dyrkning. Første skridt bestod i planering af arealerne ved hjælp af traktortrukne fræsere. Jorden var blød og fræserne med traktorer voldsomt tunge. Traktorerne var da også udstyret med meget brede jernhjul, hvilket dog ikke forhindrede, at de ofte sad fast og måtte hjælpes op på det tørre.

Efter planeringen fulgte tilførsel af mergel. Og det var store mængder det drejede sig om, 50 til 70 m3 pr. ha. Der blev anlagt tipvognsbaner for at håndtere de store mængder.

Efter merglingen fulgte tilførslen af kunstgødning, dog i noget mindre mængder, og gentaget hvert år. Hvert år regnede man med, at der skulle tilføres 300 kg/ha superfosfat og 200 kg/ha kaligødning.

Endelig blev arealerne tilsået med græs. Og der blev opsat hegn. Området blev altså gjort klar til græsning af kreaturer.

I 1927 var man kommet så langt, at man begyndte at udsætte dyr og gennemføre tilvækstforsøg. De første års stude klarede sig så godt, at de omkringboende landmænd begyndte at udvise interesse for at leje sig ind på græsningen. Og fra 1930 udlejede man græsfenner. I starten mest til enkelte landmænd, men i stigende grad til husmandsforeninger. Brønderslev Husmandsforening gjorde et forsøg med leje af fællesgræsning i 1925. Men først fra 1939 blev ordningen mere permanent, og i 1943 foranledigede Aalborg Amts Husmandsforeninger, formodentlig stærk hjulpet på vej af Peter Langeland, at 12 husmandsforeninger og husmandskredse organiserede fællesgræsning.

Da det ikke altid var nemt at leje græsningen ud, lejere svingede fra 84 i 1930 til 165 i 1942, besluttede Vildmosekommissionen at oprette helårsbrug på mosen og opførte i 1933 og 1934 i alt 10 forpagterbrug på 40 ha, 2 dog kun 20 ha.

Ud over udlejning af græsning og oprettelse af forpagtergårde opbyggede Vildmosekommissionen en Opdrætningscentral. I Vildmosearbejdet beskrives den på følgende måde:

Ideen om at oprette en opdrætningscentral blev først fremsat af dyrlæge P. Grinsted i Aalborg i 1933 og blev hurtig taget op af Aalborg Amts Landboforeninger, Nørresundby Slagteri og Aalborg Kvægtorvs ledelse. De første forhandlinger førte dog ikke til noget selv om Vildmosekommissionen var positiv indstillet, men dog ønskede at en ordning skulle dække hele landet. M. K. Kristensen foreslog derpå i 1934 at Mejeriernes Fællesorganisation kunne stå som samlende organ for udnyttelsen af en Opdrætningscentral.

Ved udgangen af 1934 var man blevet enige, og en arkitektkonkurrence om opførelse af bygningerne kunne udskrives og byggeriet efterfølgende sættes i gang. Og man arbejdede hurtigt. Man indtegnede kvier fra februar 1935 til udsætning på mosen i sommeren og opstaldning den efterfølgende vinter.

Indtil 1935 var arbejdet i mosen sket under Vildmosekommissionens ledelse med reference til Landbrugsministeriet. I 1935 blev det besluttet, at Vildmosen skulle overtages af Jordfonden og at ledelsen af arbejdet skulle overgå til Statens Jordlovsudvalg.

Til at have opsyn med det praktiske arbejde nedsatte Jordlovsudvalget et underudvalg, Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg, bestående at tre medlemmer. Fra starten bestod dette udvalg af Jordlovsudvalgets formand, Niels Frederiksen, og Jordlovsudvalgets ansvarlige for Ålborg og Hjørring amter, Peter Langeland og Vilhelm Fibiger.

Den mere praktiske side af ledelsen af arbejdet varetoges af Vildmosetilsynet. Dets rolle ses måske bedst af det kommissorium, der blev forhandlet med Jordlovsudvalget på et møde den 9. januar 1936. I Vildmosetilsynets protokol finder vi:

Der ser ud til at være lidt usikkerhed om, hvem der udgjorde Vildmosetilsynet. Men det ser ud som om, at Vildmosetilsynet bestod af Konsulent M. K. Kristensen, med sekretær Johannes Knudsen som hjælp. Det Peter var med i, var vel derfor Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg. Vildmosetilsynets protokol er dog ført på en sådan måde, at det fremtræder som protokol for Vildmoseudvalget. I det følgende benyttes derfor betegnelsen Vildmosetilsynet for Vildmoseudvalget samt M. K. Kristensen og Johs. Knudsen.

Og Vildmosetilsynet sad 'på toppen' af en organisation, der efterhånden blev meget stor. En fornemmelse for størrelsen kan fåes af M. K. Kristensens udtalelse til protokollen på Vildmosetilsynets møde den 18. juni 1945, der er M. K. Kristensens sidste møde inden pensioneringen:

Det sidste møde i Vildmosetilsynet, hvorfra der foreligger referat, er i 1964. Vildmosetilsynet eksisterer dog stadig. På Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside præsenteres det på følgende måde (september 2011):

Peter Langelands første møde i Vildmosetilsynet var den 2. maj 1935. På det tidspunkt var opdyrkningen af Store Vildmose allerede langt fremskredet. Der var bygget forpagtergårde, opdrætningscentralen var besluttet og arbejdet sat i gang, både med at indskrive kreaturer og med at opføre bygninger.

Peter var formodentlig med indtil han stoppede i Statens Jordlovsudvalg i foråret 1950. Man kan ikke af Vildmosetilsynets protokol se hvor længe han var med, idet indføringer i protokollen tynder voldsomt ud fra 1946 og fremefter. Vildmosetilsynet mødtes rundt regnet en gang om måneden (90 møder mellem 1935 og 1945 er noteret i protokollen). Derudover har der formodentlig været en del mødeaktivitet, der ikke er registreret. Det er derfor nok ingen tvivl om, at deltagelse i Tilsynets arbejde har været ret tidskrævende. Den største fordel for Peter har vel været, at arbejdet ikke krævede længere rejser, som f. eks. møderne i København i Jordlovsudvalget og Husmandsforeningernes bestyrelse m.m.

I Peters tid i tilsynet skete der en voldsom udvidelse af aktiviteterne: Man opkøbte store arealer i tilknytning til det allerede ejede i Store Vildmose, man købte en stor del af Lille Vildmose og igangsatte opdyrkningen af denne, og man opkøbte arealer og foretog inddæmningsarbejder omkring Gøl og Øland. Undervejs havde man store problemer med opdrætningscentralen, som man selv overtog driften af fra Mejeriernes Fællesorganisation. Under krigen blev man voldsomt involveret i tørveproduktion, og dyrkning af afgrøder, som hør og hamp, der ikke længere kunne importeres.

Peters rolle kan vel kort beskrives som medlem af bestyrelsen for Danmarks største jordbrug, idet tilsynet i 1945 havde ansvaret for dyrkningen og udnyttelsen af over 8.000 ha. Omganget af arbejdet fremgår klart af Vildmosetilsynets protokol for 20 maj 1938, hvor den fremtidige administration fastlægges.

I Vildmosearbejdet, der er udkom i 1945, er der en beskrivelse af tilsynets ledende mænd. Peter er beskrevet på følgende måde:

I det følgende gennemgås tilsynets aktiviteter, som de fremgår af protokollen, i den tid Peter deltog i arbejdet. Megen tid på møderne medgår med, hvad der bedst kan betegnes som almindelige driftsspørgsmål. Og man får indtrykket af at Vildmoseudvalget, altså Jordlovsudvalgets repræsentanter, fungerer som bestyrelse med M. K. Kristensen som direktør. Et eksempel på en mødedagsorden findes kan findes her.

Herefter råder Jordlovsudvalget over ca. 3.700 ha i Store Vildmose.

På det tidspunkt hvor Peter starter i Vildmosetilsynet, sommeren 1935, er der indgået aftale med Mejeriernes Fællesorganisation om Opdrætcentralen. Tilsynet har forpligtet sig til at bygge en centralgård og et antal staldgårde. Begge dele står færdig i løbet af sommeren 1935.

Derudover har Tilsynet forpligtet sig til at have opsigt med … opdrætningscentralen med hensyn til den kontraktlige overholdelse og gødskning og vedligeholdelse af arealerne samt brugen af disse og bygningerne .

Man skal altså sørge for at arealerne gødes og hegn, grøfter m.m. holdes i orden. Mejerierne står selv for driften af centralen. Og det viser sig hurtigt, at der er store problemer med at få driften til at løbe rundt. Første gang vi støder på problemerne er i juli 1936, altså på et tidspunkt, hvor centralen har været i drift lidt over et år. Vi finder i protokollen: Problemer med opdrætningscentralen, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen. De ønsker tilskud til forskelligt. Tilsynet er nok villig til at hjælpe, men synes mejerierne er for pylrede, idet de øvrige 10 forpagtere godt kan få tingene til at hænge sammen.

Allerede måneden efter er centralens problemer oppe at vende igen:

På næste møde fylder centralen ligeledes meget. Men det bliver værre. I januar 1937 er der møde mellem Mejerierne, Tilsynet og Statens Jordlovsudvalg på Jordlovsudvalgets kontor i København.

Der arbejdes på at lave en plan for en nyordning. På et møde i februar diskuteres planerne:

På mødet i marts finder vi

På mødet i maj drøftede man igen situationen. Denne gang dog uden at Mejerierne var til stede.

Man begyndte altså at undersøge alternativer til samarbejdet med Mejerierne. På julimødet drøfter man igen sagen: Man drøfter desuden et internt udarbejdet forslag til drift af Opdrætningscentralen, hvor staldgårdene udlejes enkeltvis. Man vil tænke over det og må selvfølgelig enes med mejerierne .

Sager går videre. I august finder vi: Opdrætningscentralen igen. Niels Frederiksen havde talt med ministeren, der var enig i, at man ikke kunne fortsætte uden lejeindtægt fra Mejerierne. Man ønskede et møde med Mejerierne snarest. Og så gerne, at det var dem, der ønskede at trække sig fra kontrakten.

Man kommer nærmere og nærmere på en situation, hvor Mejerierne trækker sig. I november således: Drøftelse af oplæg til møde med Mejerierne. Man vil tilbyde halv afgift resten af forpagtningens løbetid. Hvis dette ikke er acceptabel så fuld afgift i et år til afvikling. Og igen i januar 1938: Der havde været et møde i Ministeriet med deltagelse af ministeren og departementschefen og Mejerierne. Mejerierne blev tilbudt 25% reduktion af forpagtningsafgiften og at Jordlovsudvalget ville indkøbe op til 500 kvier i to år, så centralen kunne afvikles i god ro og orden. Mejerierne mente ikke at kunne acceptere at køre videre, da de midler der var afsat var brugt, og man ikke kunne påtage sig nogen yderligere risiko. Man var nødt til at standse med det samme. Nyt møde aftaltes.

Herefter ser det ud til at Mejerierne har trukket sig ud meget hurtigt. Der er ingen omtale af et nyt møde med Mejerierne, men af protokollen for Tilsynets møde i juli ser det ud som om, Tilsynet har overtaget driften af Centralen. I august har Peter og M. K. Kristensen et møde med Mejerierne om køb af et hold kvier, der tilhører Mejerierne. Ved samme lejlighed diskuteres, hvorledes Jordlovsudvalget, som er den nye ejer, skal komme af med kvierne. Peter foreslår, at der trækkes lod blandt interesserede købere, idet man ikke er meget for at afholde auktion.

Efter august 1938 optræder Opdrætningscentralen ikke i protokollen på anden måde end som forhold i forbindelse med almindelig drift.

I Vildmosearbejdet hører vi lidt mere om problemerne, der førte til at Mejerierne trak sig ud:

Man havde dog lært meget. Og Vildmosetilsynet fortsatte Opdrætningscentralen, som det ses i følgende:

Som det ses, er forfatteren af Vildmosearbejdet meget positiv stemt over for Mejerierne. Forfatteren, M. K. Kristensen, var da også en af ide-mændene bag Opdrætningscentralen og ydede en stor indsats for at få den etableret, og var selvfølgelig også dybt involveret i dens fortsættelse i Vildmosetilsynets regi. Det ser derimod ud til, at Peter hele vejen igennem var meget kritisk indstillet over for Mejerierne. Efter at Mejerierne havde trukket sig, ser det ud til, at Peter gjorde en stor indsats for at sikre husmændene adgang til at bruge mosen, både som fællesgræsning om sommeren, og som købere af kvier fra Opdrætningscentralen.

Opdrætningscentralen fortsatte med at fungere som center for rensning af besætninger for tuberkulose og smitsom kalvekastning. For at udnytte centralens kapacitet fuldt ud købte Tilsynet hvert år et antal kvier, der så senere blev solgt. Salget foregik ikke, som man kunne forvente ved auktion, men ved at Tilsynet fastsatte en pris, hvorefter der blev trukket lod blandt de interessenter, der havde meldt sig.

Vildmosearbejdet har en beskrivelse af forholdene:

Og opdrætningscentralen bestod til midt i halvtredserne , hvor staldgårdene blev udstykket til husmandsbrug.

Vest for Store Vildmose ligger meget store, meget lavtliggende områder, der altid var meget fugtige og jævnligt blev oversvømmet. Altså arealer der var af meget lav landbrugsmæssig værdi. De kunne allerhøjest bruges til lidt græsning. I tilslutningen til arbejdet med at opdyrke Store Vildmose blev man i regeringskredse enige om at forsøge store dele af disse områder inddiget og opdyrket. Jordlovsudvalget bliver opfordret til at se på sagen: Anmodning fra ministeriet om at besigtige Statens arealer i inddæmningen Øland-Attrup i Aalborg og Hjørring amter, der agtes afvandet med eventuel udstykning for øje.

Og i Vildmosetilsynets protokol ser man, at Finanstilsynet samt Landbrugsminister Bording og trafikminister Fisker var på besøg ved inddæmningen ved Øland den 11. juni 1936. Man har formodentlig ved samme lejlighed set på hele det lave område mellem Øland og Store Vildmose. Trafikministeren lovede at være behjælpelig med at få vejspørgsmål bragt i orden. Og veje var et af Tilsynets, og også Jordlovsudvalgets, tilbagevendende spørgsmål. Der var altid problemer med at få Sogneråd til at optage nyanlagte veje som offentlige vej og derfor et kommunalt vedligeholdelsesproblem.

Købet af arealerne fremgår ikke direkte af Tilsynets protokol, da det er en opgave for Jordlovsudvalget, hvor de dog også er sparsomt belyst. Opkøbene starter dog formodentlig ret tidligt, efter at Peter kommer med i Tilsynet. På mødet i Tilsynet den 7. oktober 1937 diskuterer man købet af Clausholm, hvorved man ville få et stort sammenhængende areal med Oksholm og Hovengene. Clausholm, der ser ud til at have været en del af Oksholm, får man købt. Derimod lykkes det aldrig at købe Oksholm, selv om man ifølge Jordlovsudvalgets protokol, forsøger.

I Tilsynets protokol findes i forbindelse med referat af mødet den 12. april 1938 en indstilling udarbejdet af M. K. Kristensen og Johs. Knudsen om købet af Rævkjærgaard Søenge. Indstillingen er gengivet i sin helhed i et selvstændigt opslag, idet den giver et udmærket indblik i udfordringerne med få fornuftig agerjord ud af de meget lavtliggende jorde omkring Øland og Gjøl. Af Jordlovsudvalgets protokol kan man dog se at sagen behandles og indstilles til ministeren.

Som beskrevet i indstillingen om købet af Rævkjærgaards Søenge går arbejdet med at kultivere området i gang, og man kommer så langt, at man i 1945 kan begynde udstykningen af Søengene . (Det er for øvrigt en af de meget få gange at man finder en bemærkning om udstykningen. I Jordlovsudvalgets protokol er der masser om køb af jord, men næsten intet om konkrete udstykninger, der jo dog altid finder sted. Det samme i Tilsynets protokol).

Man har videre interesse i områderne vest for Øland. Man anstiller derfor et forsøg, der omtales i protokollen under 11. august 1939: Omtale af Ølandsforsøget. Staten ønskede at vide om man kunne inddæmme et område ved Øland og få god jord ud af det. Derfor blev et mindre areal på 4 ha inddæmmet.

Resultaterne er åbenbart så gode, at man i 1940 diskuterer problemerne i forbindelse med at gennemføre Øland-Attrup inddæmningen, der er foreslået som beskæftigelsesarbejde . Og man indleder forhandlinger med mulige interesserede, idet man ikke vil gå i gang med arbejdet med mindre, der dannes et digealug. Det ser dog ud til, at det, det drejer sig om, ikke er bygningen af selve dæmningen, der ifølge wikipedia blev påbegyndt i 1921, men derimod afvanding af området bag dæmningen, ved grøftning og opførelse af en pumpestation. Ved pumpestationen står en mindesten for de, der havde fremmet landvindingen. Rejst i 1954 af Brovst kommune. På nettet kan man finde følgende beskrivelse:

Man var, som nævnt ovenfor, også fra statens side interesseret i at overtage Lille Vildmose. Det tog dog længere tid her end i Store Vildmose med at få arrangeret et køb. Første forsøg gøres i 1935, hvor Jordlovsudvalget modtager et tilbud fra Mosens ejer:

1936 har man forhandlet sig frem til en pris man tør indstille til Ministeren til godkendelse: Af “Lille Vildmose” Mou sogn, Aalborg amt. 3.098 ha, pris 800.000 kr. Sælger Grev Schimmelmann.

På samme møde besigtigede man arealerne i Mosen hvorefter man fortsatte diskussion af købet: Underudvalget anbefalede erhvervelsen af jorden (i Vildmosen). Formanden mente at kultiveringen af Lille Vildmose ville være noget nemmere end den i Store Vildmose.

Og på Jordlovsudvalgets møde den 19. november 1936 foreligger der godkendelse fra Ministeren: Lille Vildmose Mou sogn Aalborg amt: 3.098,2 ha, 7,628,158 kr.

(Prisen, enten denne eller den først nævnte, ser dog ikke ud til at stemme overens.)

Vildmosetilsynet var dog hurtigt i gang med arbejdet, allerede den 1. juli 1936, altså før købet var endeligt på plads, finde vi:

Opdyrkningen af Lille Vildmose fulgte samme opskrift som for Store Vildmose. Det vil sige først opmåling og nivellering, der allerede gik i gang i slutningen af 1936. Derefter anlæg af veje og gravning af grøfter og afvandingskanaler. Derefter tilførsel af mergel, som man var så heldig at finde i Randrup, vest for mosen. For at hente mergelen til mosen blev der med nogen besvær anlagt en tipvognsbane. Man skulle både krydse vej og jernbane mellem Aalborg og Hadsund, ud over at man skulle enes med diverse lodsejere om ret til at anlægge spor. I alt blev der anlagt 50 km spor, i og uden for mosen.

Anden verdenskrig gav anledning til en lang række problemer med arbejdet i moserne, men medførte tillige at Vildmosetilsynet måtte påtage sig en række nye opgaver, primært som led i statens forsøg på at afhjælpe krigstidens forsyningsproblemer. Langt den vigtigste af disse nye aktiviteter var produktionen af tørv. Som nævnt ovenfor var muligheden for produktionen af tørv en af de primære årsager til statens køb af de to Vildmoser.

Forhold omkring tørveproduktionen blev håndteret af et dertil nedsat udvalg, hvor Peter var medlem, og optræder ikke ofte i Vildmosetilsynets protokol, derimod er Jordlovsudvalget meget involveret i problemerne, hvilket tydeligt fremgår af Udvalgets protokol. I Vildmosearbejdet er der en omfattende redegørelse for forholdene.

Erfaringerne fra første verdenskrig med hensyn til forsyning med brændsel havde altså medført, at staten overtog store arealer i de to moser, og dermed potentielt store tørvemængder. Og tørven var der stadig selv om arealerne var udlagt med græs til kreaturfoder. I Vildmosearbejdet finder vi :

I Jordlovsudvalgets protokol er der i forbindelse med mødet den 18. januar 1940 noteret at man bevilliger 200.000 kr. til indkøb af maskiner. Første gang tørveproduktionen forekommer i Tilsynets protokol er på mødet den 29. marts 1940, hvor man regner med at påbegynde tørveproduktionen i 1940. Med en arbejdsstyrke på 500 - 600 mand regner men med at kunne producere 60.000 tons tørv om året. Der nedsættes et udvalg til at stå for det overordnede tilsyn med tørveproduktionen. Medlemmer af dette udvalg er Peter sammen med Fibiger og en ingeniør Jørgensen, Kaas.

Man arbejdede hurtigt, både med at udvælge arealer og med at anskaffe maskiner til tørveproduktionen. Citeres igen fra Vildmosearbejdet :

Det er dog vanskeligt at få produktionen til at køre som forventet. Produktionen var langt fra de forventede 60.000 tons om året, og produktionen skete hele tiden mad tab.

I Vildmosearbejdet er der en oversigt over produktionen i de første 4 år :

Ifølge Fra Jord til Bord produceredes der 200.000 tons tørv i perioden fra 1940 til 1945. (Vildmosearbejdet er formodentlig skrevet i 1944, hvorfor tal for 1944 ikke er med).

Faldet i produktionen i 1942 skyldtes, at de anskaffede maskiner ikke holdt mere end tre sæsoner, og man derfor i 1942 gik i gang med at anskaffe nye. Men hele vejen igennem pressede regeringen på for at øge produktionen. Af referatet for Tilsynets møde den 7. december 1942 fremgår det blandt andet, at man af regeringen blev beordret til at øge produktionen så kraftigt som muligt. 30.000 tons i Store Vildmose og 20.000 tons i Lille Vildmose. Man blev ligeledes bedt om at opkøbe gårde med mosearealer for at kunne øge produktionen. Igen i marts 1943 presser regeringen på for at få øget produktionen.

En væsentlig årsag til det dårlige driftsresultat for tørveproduktionen var omkostningerne ved transport af tørvene. Der blev for eksempel anlagt sidespor til Aalborg Hadsund jernbanen, igen betalt af Jordlovsudvalget :

I Jordlovsudvalgets protokol for den 20. august 1940 findes således:

I Vildmosearbejdet findes følgende beskrivelse af transportproblemerne:

Og det ser ud til, at der er uoverkommelige problemer med arbejdet i Lille Vildmose. Dette ser ud til at resultere i, at arbejdet med udnyttelse af tørvemasserne i Lille Vildmose overlades til Aalborg Portland Cementfabrik. Af Jordlovsudvalgets protokol fremgår det, at udvalget fulgte nøje med i tørveproduktionen. Vi finder for eksempel under punktet Eventuelt ved mødet den 18. december 1941 følgende:

Og igen på Jordlovsudvalgets møde den 16. april 1942:

Ud over problemer med dyr transport og besværlig produktion i det hele taget ser det altså også ud til, at prisen, man kan få for tørven, er ringe, i al fald ringere end den der er gældende på Sjælland. Overalt er maksimalprisen dog fastsat af staten. Cementfabrikken bliver ved med at optræde. Således i Jordlovsudvalgets protokol den 10. november 1942:

Jordlovsudvalget fulgte stadig op. Således den 29. april 1943:

Ud over æltemaskinerne fra Pedershaap Maskinfabrik anskaffer man nu maskiner, der virker efter et andet princip. Man indkøber hydropeat anlæg, der virker ved at tørvemassen spules løs med vand under højt tryk og pumpes til et formningsanlæg. Dette nye anlæg sættes i drift i maj 1943. Et af problemerne ved anskaffelsen var indkøb af flere kilometer rør. Det lykkedes at skaffe rør, der skulle have været anvendt til varmvandsanlæg i Reykjavik.

På mødet i Jordlovsudvalget den 21. november 1944 er tørveproduktionen igen på dagsordenen:

Og igen 20. juni 1945:

Produktionen fortsætter efter krigen. På mødet den 3. maj 1945 forventer man, at produktionen for 1945 bliver på 26.000 tons. Og på mødet den 19. januar 1947 diskuterer man, om man skal standse produktionen, dog uden at der træffes beslutning. Emnet tages op igen på mødet den 2. juli 1947 under meddelelser:

I april 1948 presser staten stadig på for at produktionen fortsættes, hvilket sker i form af en bortforpagtning. Jordlovsudvalget er dog helst fri. Dette er dog sidste gang tørveproduktionen omtales i Jordlovsudvalgets protokol.

Ud over Tilsynets tørveproduktion på statens arealer var der andre aktiviteter i gang for at udnytte brændselsreserverne. Forrest her var cementfabrikkerne omkring Aalborg. Aalborg Portland Cementfabrik ejede og udnyttede allerede dele af Lille Vildmose da staten købte. Derudover solgte Staten løbende yderligere moseområder til fabrikken. Ved handler i 1937, 1940 og 1943 blev der i alt solgt ca. 600 ha til cementproduktionen.

I Store Vildmose var det Dansk Andels Cementfabrik, der udyttede tørven som brændsel. I april 1940 fik fabrikken overladt 132 ha.

Ud over tørveproduktionen gjorde man også forsøg med forskellige afgrøder, der kunne være med til at afhjælpe landets forsyningsproblemer. Dog uden nogen større succes.

På Vildmosetilsynets møde den 9. september 1940 er der en kort omtale af, at man vil forsøge at dyrke hamp. Forsøget kommer dog først i gang i 1941, og på Tilsynets møde den 17. juni konstateres, at der er tilsået 8 ha med hamp. Der omtales tillige, at der dyrkes pil. Man har formodentlig også forsøgt med hør, idet vi på mødet den 23. januar 1942 finder Kartoffeldyrkningen god. Hamp fortsættes på 8 ha, hør opgives fordi det kræver for meget arbejde. Pil opgives da de gror dårligt.

Hvor længe hampdyrkningen fortsættes fremgår ikke af Tilsynets protokol.

Kartoffeldyrkningen ser ud til at være startet længe inden krigen. På tilsynets møde i juni 1939 finder vi en bemærkning om, at frost i begyndelsen af juni har ødelagt kartoffelmarker. Det ser dog ud til, at produktionen optrappes under krigen. På mødet den 10. april 1942 finder vi en længere diskussion om opførelse af kartoffelhuse til vinteropbevaring af høsten. De sorter, der satses på, ser ud til at være Bintje og King Edward. Kartoffeldyrkning i Moserne er fortsat indtil vor tid, hvad man kan konstatere ved selvsyn.

Opdyrkning af moserne og driften i det hale taget foregik for en stor dels vedkommende ved maskinkraft i form af traktorer, lokomotiver og stationære motorer. Krigens forsyningsproblemer satte en næsten fuldstændig stopper for adgangen til benzin og andre olieprodukter så som gummi. Fremskaffelse af drivmidler blev derfor et problem, der optog Vildmosetilsynet løbende.

Første gang vi støder på problemet er i Jordlovsudvalgets protokol under 6. september 1939, altså kort efter krigens start med Tysklands angreb på polen. Regeringen har indført kontrol med brug af benzin. Dette giver anledning til følgende bemærkning i protokollen:

I Vildmosetilsynets protokol finder vi følgende nedslag:

25-6-1940 Benzinproblemer omtales for første gang.

29-11-1940 Stadig benzinproblemer, der startes forsøg med gen-gas (generatorgas) fremstillet på basis af tørvebriketter.

17-1-1941 Man indgår kontrakt om køb af jordgas (naturgas) fra et firma i Frederikshavn.

26-11-1941 Den naturgas, man aftager fra firmaet i Frederikshavn, ser ud til at være fra boringer i Frederikshavn eller omegn.

23-1-1942 Forhandling om gasforsyning til motorerne. Tilsagn om 300.000 m3 og om at man vil blive behandlet lige så godt som andre kunder.

10-4-1942 Takst for cykelkørsel 12 øre pr km.

21-10-1942 Naturgassen er et problem, da forsyningssikkerheden ikke er til stede. Svigtede ved såningen i forsommeren. Man vil forsøge at bruge tørvekoksgas i stedet. Der er også opstået mangel på gummi (til Dæk).

7-12-1942 Gas fra Frederikshavn er et problem, idet bilerne, der skal hente gassen, har meget nedslidte dæk. Man vil gå over til tørvegas så hurtigt som muligt.

18-5-1943 Man har indsendt ansøgning om cykeldæk, men har fået afslag.

Herefter er problemer med brændstofforsyningen formodentlig blevet så meget hverdag, at de ikke længere optager Tilsynet. Der er i al fald ikke flere bemærkninger i den anledning i protokollen.

Et mere udførligt billede af problemerne finder vi i Vildmosearbejdet.

Et andet væsentligt problem for opretholdelsen af planteproduktionen var adgangen til kunstgødning. Også her havde man problemer at slås med.

I Vildmosearbejdet finder vi følgende:

Man bliver altså tidlig i krigen afskåret fra forsyninger af kunstgødning, hvilket da også giver sig udslag i bemærkninger i protokollen:

20-8-1940 Problemer med gødningsforsyningen.

7-12-1942 Også problemer med tilførsel af superfosfat. Uden superfosfat kan produktionen på højmoserne ikke opretholdes. Man har søgt Gødningsnævnet, men har fået afslag. Søger igen.

9-2-1943 Stadig problemer med superfosfat. Man forsøger at lobbye vi husmandsforeningerne idet P. Nielsen, Tvis, formand for De samvirkende danske Husmandsforeninger er med i Gødningsnævnet. Man prøver også via Frederik Larsen, Blære, formand for husmændene i Aalborg amt, og Peter Langeland.

18-5-1943 Da man ikke kan få superfosfatgødning nedsætter man lejen for græsningslejere.

24-2-1944 Man får bevilliget 664 ton superfosfatgødning

5-2-1945 Gødningsfremskaffelse er stadig problematisk.

Undervejs ser det ud til at det er lykkedes at få adgang til såkaldt Thomasslagge, der er et fosforholdigt restprodukt fra jernfremstilling, og vel derfor et biprodukt fra krigsindustrien i Tyskland.

Og det er ikke tvivl om at planteproduktionen på moserne lider. Nedgangen er så stor, at man føler sig nødsaget til at nedsætte lejen på græsarealerne.

Den tyske besættelsesmagt ser ikke ud til i nævneværdig grad at indvirke på arbejdet i moserne, når bortses fra krigens almindelige forsyningsproblemer. Nogle få ting kan dog bemærkes.

Første gang, der optræder problemer med direkte forbindelse til besættelsesmagten, er på Tilsynets mødet den 21. maj 1940. Her diskuterer tilsynet forhold i forbindelse med, at man har modtaget 36 heste og 150 får, der er evakueret fra beboerne i Vadum sogn. Det står ikke direkte i protokollen, men der er formodentlig ingen tvivl om, at dyrene er evakueret fra flyvepladsområdet.

I august 1941 noteres, at men udlejer 1 ha af Søengene til Værnemagten. Igen formodentlig til installationer med forbindelse til flyvepladsen.

Mere alvorlig er situationen i oktober 1943. Fra mødet den 2. oktober 1943 er følgende noteret:

I protokollen for den 3. november ser det ud som om, at det er lykkedes at få bombeområdet flyttet til grevens område. Og dog. Den 21. marts 1944 ser det ud til, at det alligevel ikke er lykkedes for Vildmosetilsynet at få bombeøvelsespladsen flyttet væk fra sit område. Af bemærkningerne i protokollen fremgår det ret tydeligt, at man mener at Grev Schimmelmann udnytter sin tyske baggrund og nazistiske forbindelser til at påvirke beslutningerne i sagen. Efter krigen var greven da også i vanskeligheder på grund af sin tyskvenlighed. Han fik blandt andet konfiskeret Dronninglund, som han ejede, men beholdt Lindenborg.

Et helt andet aspekt af Vildmosetilsynets arbejdsforhold skinner igennem i en kommentar i protokollen fra mødet den 2. oktober 1943:

Det er tilsynets første møde efter, at regeringen er gået af, og der er indført embedsmandsstyre. Ministeriets embedsmænd er derfor tilsyneladende meget interesseret i, at andre, og i dette tilfælde altså Jordlovsudvalget og Vildmosetilsynet, er villige til at lægge ryg til de beslutninger, der træffes.

Undervejs i protokollen findes omtale af for os mere eller mindre kuriøse sager, der om ikke andet kan være med til at give et billede af tiden.

I marts 1936 diskuteres over to møder en erstatningssag vedrørende en tyr, der har gjort seks kvier frugtsommelige for tidligt. Den var sluppet ud af en indhegning hos en af forpagterne på mosen, og havde besøgt naboens kvier. Tilsynet indvilliger i at betale 200 kr. for at få sagen afgjort. Forpagteren betaler 150 kr. og forsikringsselskabet 150 kr. Grunden til, at Tilsynet indvilliger i at være med til at betale, er vel at det er Tilsynets pligt at vedligeholde hegn.

På mødet i november 1938 diskuterer man brugen af elektriske hegn. Konklusionen er, at teknologien endnu ikke er så moden, at man vil bruge den på de nye fenner, man er i gang med at forberede til kreaturgræsning.

En anden teknisk nyskabelse som man går i gang med at tage i brug i oktober 1943 er malkemaskiner. På mødet i oktober 1943 noteres at man går i gang med at installere malkeanlæg af Alfa-Laval typen.

På mødet i juni 1942 diskuteres en sag om Vildmosehjemmet. Vildmosehjemmet er et logihus for arbejdere på mosen. Man har søgt sognerådet om tilladelse til at udskænke spiritus, men har fået afslag. Kun en i sognerådet stemte for. Hvis man havde bedt om kun at måtte udskænke bajersk øl, havde man formodentlig fået bevillingen. Naborestauranten (Luneborg Kro?) havde god forretning, da de måtte udskænke bajersk øl.