Tyverne. Involvering i husmandsbevægelsen

Tiden, fra Peter og Marie startede tilværelsen som husmænd på St. Restrup og til begyndelsen af tyverne, var en opgangstid for landbruget i Danmark. Prisen på jord været støt stigende, og indtjeningen for den enkelte landmand var god. Som det ses på oversigten over jordpriser og indtjening ændrede dette sig efter 1920.

Selvom diagrammet er for ejendomme over 4 tdr. hartkorn, er der ingen tvivl om, at forholdene for husmænd, med deres for det meste under 1 td. hartkorn, var de samme. Tyverne kan altså bedst karakteriseres ved faldende jordpriser og faldende indtjening. For mange af de husmænd, der havde købt jord i de gode tider under verdenskrigen, opstod der problemer med at svare renter og afdrag på lån.

Peters begyndende involvering i organisationsarbejdet skal derfor ses på baggrund af økonomisk vanskelige tider for husmandsbruget, og vel for dansk landbrug i almindelighed.

Udviklingen i jordpris og landbrugets indtjening. Fra: Det danske landbrugs historie

I løbet af første halvdel af tyverne blev Peter mere og mere involveret i det organisatoriske arbejde inden for Husmandsbevægelsen. I 1924 blev han formand for Aalborg Amts sammensluttede Husmandsforeninger. Han blev formodentlig valgt på den årlige 'generalforsamling', Februarmødet. Og han havde formodentlig været medlem af bestyrelsen i nogle år, idet han et par år forinden, på Sendemandsmødet i november 1922, blevet indvalgt i bestyrelsen for De samvirkende jydske Husmandsforeninger. I 1925 kom han et skridt videre, idet han blev valgt til bestyrelsen for De samvirkende danske Husmandsforeninger.

Husmandsbevægelsen fandt sit praktiske udtryk i Husmandsforeningerne. Disse var opbygget i flere lag. Det yderste led var lokalforeningerne, som for eksempel St. Restrup og Omegns Husmandsforening. De lokale foreninger var samlet i kredsforeninger. St. Restrup hørte til Vesthimmerlands Husmandskreds. Over kredsforeningerne fandtes der amtsorganisationer. Amtsorganisationerne var samlet i de fem provinsielle samvirksomheder, der blev til seks efter 1920, hvor sønderjyderne efter genforeningen valgte at oprette deres egen samvirksomhed. Aalborg Amts sammensluttede Husmandsforeninger hørte naturligt hjemme i De samvirkende jydske Husmandsforeninger.

Hvert af de jyske amter valgte et medlem til samvirksomhedens bestyrelse. Valget skete på det årlige Sendemandsmøde, hvor hvert amt var repræsenteret ved sendemænd, hvis antal stod i forhold til antallet af medlemmer af lokalforeninger i det enkelte amt.

Det øverste led i organisationen var De samvirkende danske Husmandsforeninger. Den jyske samvirksomhed var den største af de provinsielle samvirksomheder med rundt regnet lige så mange medlemmer som de øvrige landsdelsforeninger til sammen. Jyderne stillede 6 medlemmer til bestyrelsen for De samvirkende danske Husmandsforeninger.

Arbejdsfordelingen mellem de forskellige lag i samvirksomheden var i store træk som følger: Den danske samvirksomhed tog sig natuligt først og fremmest af Husmandsbevægelsens politiske interesser. Bestyrelsesmøderne foregik for det meste på samvirksomhedens kontor i København, i Grundtvigshus i Studiestræde, hvorfra man kunne pleje tætte kontakter med regering og rigsdag. Adskillige af bestyrelsens medlemmer var medlem af enten Folketing ellet Landsting. De politiske forbindelser var derfor relativt gode, specielt i perioder med Socialdemokratisk-Radikale regering.

De provinsielle samvirksomheder tog sig derimod primært af samordning af bevægelsens faglige arbejde indenfor planteavl, husdyrbrug, havebrug med mere. Og man stod for arrangementet af husmandsrejser.

Det var de amtslige organisationer, der tog sig af det praktiske i forbindelse med det faglige arbejde. Man havde tilknyttet et antal konsulenter inden for planteavl, husdyrbrug m.m. Og man arrangerede forsøgsmarker, staldbedømmelser og andre aktiviteter til fremme af det faglige arbejde. Amtsorganisationerne stod tillige for at arrangere Februarmøder. Møder der, i al fald for Aalborg Amts vedkommende, trak op til fem hundrede deltagere, og hvor der diskuteredes politiske, sociale og økonomiske emner.

Peter var som nævnt medlem af den jydske samvirksomheds bestyrelse fra november 1922. Som en del af bestyrelsesarbejdet blev han medlem af forskellige udvalg:

• Frøkontroludvalget, fra 1922 til 1934,
• Regnskabsudvalget fra 1926 til 1929 og
• Børnenes og de forurettedes værn, formodentlig kun et enkelt år, til 1926.

I starten ser Peter ikke ud til at have gjort meget væsen af sig, men han må dog have vist så store evner, at han i december 1925 blev valgt ind i den danske samvirksomheds bestyrelse. Dette ser ud til at resultere i, at han bærer resultater fra det overordnede arbejde tilbage til den jydske bestyrelse.

I den danske samvirksomheds bestyrelse ser han ligeledes ud til at starte langsomt. Men han bliver dog fra starten, maj 1926, valgt til et Udvalg der agtes nedsat til Administration af de Midler Rockefellerfonden anvender til Det danske Ungdomsarbejde. Man beslutter at anvende de amerikanske midler til det, der kom til at gå under betegnelsen Landøkonomisk Ungdomsarbejde, og udvalget skifter navn til det mere formelle Landsudvalget for landøkonomisk Ungdomsarbejde. Peter har med sin baggrund som formand for bestyrelsen for St. Restrup Husmandsskole formodentlig været både kvalificeret og, ser det ud til, meget interesseret i arbejdet med landboungdommens uddannelse.

Han fortsætter i al fald som medlem af udvalget indtil 1941. Undervejs slipper pengene fra Rockefellerfonden, ialt $70.000, op omkring 1931, hvorefter det lykkes at få staten til at tage over. Og arbejdet, der i stor udstrækning hvilede på et amerikansk forbillede, bliver efterhånden 'markedsført' under betegnelsen 4H. 4H organisationen findes stadig, omend i en noget anden udgave end den oprindelige.

I juli 1925 rejste Peter på studietur til England, Frankrig, Belgien og Holland. Peter rejste sammen med end af de andre nybyggere på St. Restrup, Lars Larsen. Rejsen var kommet i stand ved hjælp af et statsstipendium og formodentlig et tilskud fra Aalborg Amts Landboforeninger. Efter hjemkomsten beskrev de rejsen i et par indlæg i Husmandshjemmet. Og der findes et mindre antal private breve, de sendet hjem til familien. Lars Larsen førte en slags dagbog, der ligeledes er med til at give et indtryk af turen.

Beskrivelsen af turen i Husmandshjemmet drejer sig naturligvis mest om landbrugsfaglige forhold, hvorimod brevene giver et bedre indtryk af, hvor stor en oplevelse rejsen har værtet: To husmænd, uden nogen form for sproglig ballast ud over dansk, på besøg i blandt andet storbyerne London og Paris.

Turen gik via Esbjerg til London og Cambridge. Herfra til Paris og videre til Bryssel og Haag. Hjemrejsen foregik via Køln og Hamborg. De rejste onsdag den 1. juli om morgenen og var hjemme igen søndag morgen den 19. juli.

Nogle udpluk fra beskrivelsen af turen:

I England var de så heldige at møde en del personer, der kunne dansk. Disse var oven i købet så venlige at bespise dem. I øvrigt levede de formodentlig en del af tiden i England af mad medbragt hjemmefra. England forekom dem voldsomt dyr. Livet på gaderne i London gjorde et stort indtryk.

I Paris var prisniveauet mere rimeligt, deres hotelværelser noget billigere. Men, som Lars Larsen bemærker, var de også væsentlig ringere, de var snavsede og lugtede. Peter bemærker at den danske mad de fik i Den danske Forening var meget bedre en den elendige franske mad. Derimod synes Lars Larsen at den var bedre end den de fik i England. Også i Paris var de imponerede over bylivet. I Nordfrankrig og Belgien var de meget rystede over Første Verdenskrigs ødelæggelser.

En af de pudsige oplevelser på rejsen var de ude for i Bryssel. Lars Larsen beretter – og Peter nævner det ikke med et ord - hvorledes de, da de kom til Bryssel, havde besvær med at finde hotel. Det lykkedes dog at finde et, der dog viste sig at være noget i retningen af et bordel. De blev hjulpet tilrette af en meget køn, men næsten nøgen kvinde. Næste dag fandt de et andet hotel.

I brevene fra Haag beretter de begge om et besøg hos personer med tilknytning til et kommunistisk kollektiv, hvor Anders Christensen - en af de andre aktive husmænd på St. Restrup, kommunist og forfatter - havde opholdt sig nogle år.

I løbet af tyverne finder vi også Peter i rollen som offentlig debattør. Her skal nævnes to eksempler fra Husmandshjemmet. Det første er et rent politisk indlæg, det andet en diskussion i forbindelse med introduktion af 5%'s obligationer.

Det er ikke umiddelbart til at se, i hvilken anledning dette indlæg fra marts 1925 er bragt i Husmandshjemmet. Det fremstår mest som et partipolitisk indlæg i forbindelse med en valgkamp. Der var folketingsvalg i april 1924 og igen i december 1926. Og valg til Landstinget september 1924 og igen i september 1928. Indlægget retter sig altså ikke direkte mod et valg på landsniveau. På trods heraf har indlægget mest karakter som et landspolitisk, socialistisk eller socialdemokratisk, partipolitisk indlæg. Anledningen var derfor uden tvivl valget til kommunalbestyrelserne i marts 1925.

I indlægget argumenterer Peter for, at de, der kommer med opfordringen: Stem Tvangstyrraniet ned, ikke har forstået, hvad tvang er og dermed heller ikke hvad frihed er. Frihed for Peter er først og fremmest økonomisk frihed, som han forstår som frihed mod udbytning. Eller : Enhver sikres Udbyttet af sit eget Arbejde!

For at vise at situationen i landet ikke lever op til denne form for frihed, kommer han med et par eksempler. Eksemplerne er det, han ser, som åger-agtige udbytter fra to aktieselskaber, De danske Sukkerfabrikker og Det forenede Dampskibsselskab. Om udbytter fra det sidste selskab siger han følgende:

Det forenede Dampskibsselskab viste i Aarene 1915-20 følgende Udbytte 25,35,35,35,60 og 40%.

og

Det er dog Topmaalet af Udbytning, at en Dampskibsaktionær ved en Aktieformue paa 500,000 Kr. er i Stand til uden mindste Arbejde at inkassere en Indkomst, i 1919 for Eks. af 300,000 Kr. mindst.

Det Peter ikke tager hensyn til er, at aktierne i de to selskaber ikke handles til pari, men til noget højere kurser. Ved at tage hensyn til handelskursen finde man at udbytterne set i forhold for handelskursen ikke er voldsomt høje, for eksempel set i forhold til diskontoen på samme tidspunkt. For Det danske Dampskibsselskab findes således, at udbyttet i forhold til handelskursen under første verdenskrig lå på ca. 10%. Diskontoen var i samme periode 5%. Og skibene sejlede blandt andet i den periode, hvor tyskerne havde erklæret uindskrænket ubådskrig!

I Husmandshjemmet i vinteren 1928 er Peter involveret i en længere disput. I anledning af, at Kreditforeningen i Viborg har oprettet en serie 5%s obligationer, udspinder der sig en livlig diskussion mellem tilhængere af den nye obligation og Peter, der er meget imod oprettelsen af den nye serie.

Den højest forrentede obligation var indtil da en 4½%s serie, og Peter ser den nye serie som et led i en krybende hævelse af renten, hvilket han ønsker bekæmpet for enhver pris.

Fortalerne for den nye obligation ser vel, i al fald set med nutidens øjne, realøkonomisk på sagen: Obligationens kurs vil på pengemarkedet blive fastsat således, at den effektive rente svare til den rådende rente på ethvert tidspunkt. Og et låntagerland som Danmark kan ikke per regeringsbeslutning indføre en lavere rente uden, at det får konsekvenser for landets mulighed for at låne eller for kronekursen.

Peter Langeland er som nævnt voldsomt imod ud fra følgende betragtninger:

Den nye serie indikerer en forhøjelse af renten, hvilket vil være til fordel for kapitalejerne, der allerede har indhøstet en krigsgevinst på et tidspunkt, hvor kronekursen var lav i forhold en ’ægte’ krone målt i forhold til guld. Mange husmænd, og vel andre låntagere, har sat sig i gæld i en svækket krone, men må forrente og afdrage gælden i en ny situation med en stærk krone. Et problem Peter tilskriver den af regeringen førte valutapolitik under og efter Første Verdenskrig. Hans konklusion er derfor, at det er regeringen, der bør sørge for, at rentebyrden på låntagere, i al fald arbejdere og husmænd, sænkes.

Peter ser ud til i diskussionen at forfægte holdningen hos ledelsen i Husmandsbevægelsen, der har stillet forslag til regeringen om foranstaltninger til at lempe problemerne for den gældsplagede del af husmændene. Dette er vel heller ikke mærkeligt i betragtningen af, at han på tidspunktet for diskussionen var medlem af bestyrelsen for De samvirkende jydske og De samvirkende danske Husmandsforeninger. Peter kunne jo så ikke som bestyrelsesmedlem ret godt være med til at gå ind for tiltag, der implicit involverede en renteforhøjelse, når bestyrelserne samtidig arbejdede for en rentenedsættelse af lovgivningens vej. Den regering husmændene var oppe imod i foråret 1928 var regeringen Madsen-Mygdal, der sad fra 14. december 1926 til 30. april 1929. Venstremanden Madsen-Mygdal var både statsminister og landbrugsminister.

Teksterne viser Peter som en særdeles aggressiv debattør, og hans, i forhold til dagens Socialdemokrati, særdeles markerede socialistiske holdninger.

Endnu i tyverne må der have gået megen tid og energi i at få jorden i kultur, læhegn plantet og bygningerne indrettet. Landbruget var fra starten et for den tid normalt husmandsbrug med køer, svin og heste. Der var også høns, hvilket heller ikke var usædvanligt. Hvad der nok var mere usædvanligt var at Marie gik helhjertet ind i hønseavlen. I Marie og Peter Langeland finde vi følgende beskrivelse (side 48):

I 1922 fik Peter og Marie endnu en datter, Gudrun, der blev den sidste af deres børneflok på 5 piger, foruden Maries søn Jens, der var blevet adopteret af Peter.

Flere af børnene kom i løbet af tyverne i den undervisningspligtige alder. De hørte til Sønderholm skoles skoledistrikt, men forældrerne besluttede at undervise dem hjemme. I al fald så længe de var små. De blev så senere sendt i skole i Sønderholm.

Blandt nybyggerne på St. Restrup var der også jævnligt diskussion af skoleforhold. Man forsøgte flere gange at få Sognerådet til at oprette en skole i St Restrup, idet børnene hørte til tre skoledistrikter: Sønderholm, Frejlev og Tostrup. Sognerådet var dog altid imod, idet der var plads i de eksisterende skoler og en ny skole ville koste penge. Der blev også diskuteret oprettelse af en friskole, hvilket lykkedes i 1928. Men Peter var imod friskolen. Hans opfattelse var, at den offentlige skole burde gøres så god, at den var god nok til alle.

Til: Trediverne. Landbrugsrådet og Jordlovsudvalg