Trediverne. Landbrugsrådet og Jordlovsudvalg

Tyverne var karakteriseret ved en række små landbrugskriser. Trediverne var derimod domineret af den verdensomspændende krise, der indledtes med børskrakket i New York i 1929. I løbet af 1931 ramte krisen for alvor Europa. De europæiske regeringer reagerede på forskellig vis, i mange tilfælde ved at indføre restriktioner i den frie vareudveksling. Restriktioner der ramte den danske landbrugseksport voldsomt. Og landbrugseksporten udgjorde gennem trediverne op mod 80% af landets samlede eksport.

I juli 1931 medførte en tysk bankkrise, at Tysklande indførte centraliseret handel med valuta, og tilknyttede reducerede importmængder. Den 21. september devaluerede England pundet, ved at 'gå fra guldet'. De to vigtigste eksportmarkeder for dansk landbrug var således blevet ramt af krisen, hvilket nødvendigvis måtte få store konsekvenser i Danmark.

Danmark valgte også at forlade kronens binding til guldet, og devaluerede dermed kronen. Dog ikke så meget som England, hvilket gjorde at danske varer solgt til England nu ikke indbragte så meget som tidligere målt i kroner.

En uge senere indførte Frankrig kontingentering af importen af landbrugsvarer, altså kvoter for hvor meget der måtte indføres fra enkelte lande. Og man indførte desuden en valutaafgift på 15%. Danmark svarede igen ved at reducere importen fra Frankrig ved hjælp af told og importforbud.

I begyndelsen af 1932 fordoblede Tyskland tolden på smør. Dette fik Danmark til at vedtage en lov om beskyttelse af den danske valuta. Nu kunne der kun købes valuta, og dermed foretages indkøb i udlandet, efter opnået valutaattest fra Nationalbanken. Dette skulle give Danmark en stærkere forhandlingsposition over for de traditionelle samhandelspartnere, hvilket kunne være tiltrængt, idet ulykkerne fortsatte med at ramme eksporten.

England indførte i marts 1932 told på smør, æg m.m. fra lande uden for imperiet. Og Belgien begrænsede importen af kvæg til 700 stykker om ugen mod tidligere 2-3.000. Sidst i juli fik landene i det Engelske imperium, ved forhandlinger i Ottawa, tilsagn om begunstigelser af deres landbrugseksport til moderlandet mod til gengæld at reducere tolden på Engelske industrivarer.

I efteråret 1932 indførte England nye begrænsninger på baconimporten fra lande uden for imperiet. Den danske import blev reduceret med 15% i forhold til niveauet ved årsskiftet 1931/32.

I begyndelsen af 1933 indledtes Dansk-Engelske handelsforhandlinger i London. Og i april sluttedes en overenskomst, der gav Danmark ret til at levere 62% af den bacon England importerede fra ikke-imperielande, desuden fastsattes mængder af smør, æg m.m. Omvendt skulle Danmark købe 80% af sine kul i England tillige med forskellige varer til baconfremstilling.

Først i 1934 lykkedes det at få en aftale med det næststørste marked, Tyskland. Aftalen gav Danmark ret til eksport at smør, som i 1933, og ca. 50.000 stykker kvæg. Til gengæld skulle Danmark aftage visse minimumskvanta af tyske varer.

Med aftaler med England og Tyskland på plads var der skabt grundlag for genopbygningen af den danske landbrugseksport, og det lykkedes også efterhånden at få aftaler med nogle af de mindre aftagere af danske landbrugsvarer. Grænserne for den danske landbrugseksport blev nu i nogen grad bestemt af danske importønsker, hvilket sidst i trediverne førte til nogen gnidning mellem visse af landbrugets mænd og regeringen, der beskyldtes for at ville beskytte dansk industriproduktion og tilknyttet beskæftigelse mod konkurrence.

Peter var som nævnt ovenfor medlem af bestyrelsen for De samvirkende danske Husmandsforeninger og ser efterhånden ud til at være kommet med i inderkredsen.

Som nævnt ovenfor er tiderne fra først i trediverne og frem meget vanskelige for landbruget. Dette fører 12. December 1931 til at Landbrugsministeriet nedsatte et Udvalg til Undersøgelse af Mulighederne for en Formindskelse af Konjunktursvingningernes uheldige Virkninger for Landbruget. Et udvalg der gik under betegnelsen Landbokommissionen af 1931. Landbrugets organisationer var repræsenteret i Kommissionen, og Peter repræsenterede Husmændene.

De vanskelige forhold for landbruget gjorde at landbrugets organisationer rykkede tættere sammen. Under første verdenskrig var der gjort forsøg på at samle alle landbrugsinteresser i en organisation, Landbrugsrådet. Det lykkedes da også at få oprettet et Landbrugsråd, dog uden Husmandsforeningernes deltagelse. Forhandlingerne strandede på, hvorledes de forskellige organisationer skulle være repræsenterede i rådet. Husmændene holdt på en repræsentation i forhold til medlemstal, hvilket ville give Husmandsforeningerne en dominerende stilling i forhold til Landboforeningerne. Herudover var der også helt klare forskelle i økonomiske interesser.

Situationen i trediverne gjorde dog, at man endnu engang gjorde et forsøg på at få oprettet en samlende organisation. Et element i beslutningen var fremkomsten af L. S., Landbrugernes Sammenslutning, der meget aggressivt angreb begge de 'gamle' landmandsorganisationer. Efter forhandlinger lykkedes det at blive enige om formlen for repræsentation, Husmandsforeninger, Landboforeninger og Andelsselskaberne fik lige mange repræsentanter i bestyrelsen, nemlig 5 hver. Husmandsforeningernes deltagelse blev besluttet på et landsmøde i Odense i marts 1932. Peter var et af Husmandsforeningernes 5 medlemmer fra starten og indtil Husmændene trak sig ud i 1939.

Som medlem af Landbrugsrådet deltog Peter i juni 1936 i det tyske Nordisches Geselleschafts 3. Årsmøde i Lübeck. Ud over rejsen i 1925 til England, Frankrig m. f. lande er dette den eneste gang, Peter vides at have været i udlandet. Referatet fra Årsmødet giver et godt indblik i tysk handelspolitik i trediverne. Og derudover et klart indtryk af hvorledes nazistisk tankegang gennemsyrede politiken, selv inden for landbrugsområdet.

Den politiske situationen i landet tilspidsedes i slutningen af 1932 og begyndelsen af 1933. Varepriserne faldt, arbejdsløsheden voksede og landbrugets afsætningsmuligheder forringedes. Arbejdsgiverne truede med lock-out for at få lønningerne sat ned med 20%. I den tilspidsede situation blev der mellem Regeringen Stauning/Munk og Venstre indgået en omfattende aftale kendt som Kanslergadeforliget.

Forliget har navn efter Staunings lejlighed i Kanslergade på Østerbro, hvor forhandlere fra Venstre søndag formiddag den 29. januar mødtes med repræsentanter for regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Her opnåede Venstre til imødegåelse af landbrugskrisen en yderligere sænkning af kronekursen med ca. 10% til 22,40 kr. over for det britisk pund. Herved øgedes landbrugets eksportindtægter målt i danske kroner. Forliget indeholdt også et et-årigt forbud mod lockouter og strejker og hindrede dermed en truende storlockout.

Samtidigt skulle overenskomster forlænges ved lov, dvs. at arbejdere bevarede deres bestående lønninger, mens arbejdsgivernes krav havde været en sænkning af lønninger med ca. 20% som følge af et generelt prisfald.

Ud over dette indeholdt forliget gennemførelsen af den af K.K. Steincke udarbejdede socialreform om bl.a. aldersrente, sygekasse, invaliderente og arbejdsløshedsunderstøttelse samlet i et lovkompleks, samtidig med at hjælpen udvidedes på forskellige punkter. Yderligere elementer i forliget var statsstøtte til boligbyggeri, lettelse af ejendomsskatter, men en udvidelse af grundskylden, og en konvertering af gæld på landbrugsejendomme.

Problemerne for landbruget resulterede i indførelsen af forskellige ordninger med det formål at afbøde de værste virkninger. De to væsentligste ordninger kan vel antages at være nye kornordninger, til at sikre at det kornproducerende landbrug ikke blev forarmet ved import af udenlandsk korn til dumpingpriser. Da den animalske produktion, vel især flæsk og æg, i stor udstrækning var baseret på indkøb af korn som foder til opdræt, var det tillige nødvendigt at indføre en ordning for svineproduktionen. Disse ordninger, samt adskillig andre drøftedes indgående i Landbokommissionen.

Landbrugsministeriet opbyggede en større organisation til at håndtere de praktiske aspekter af de vedtagne kornordninger. Som et element heri oprettedes Landbrugsministeriets Kornnævn. Peter var medlem af nævnet fra december 1933, og blev formand i november 1935.

Fra Husmandsforeningernes side blev det jævnligt fremført, at en effektiv måde at komme arbejdsløsheden til livs på var at øge udstykningen. Oprettelse af nye husmandsbrug ville kunne opsuge en del af de arbejdsløse og desuden være med til at udnytte den danske agerjord bedre. Regeringen Stauning/Munk forsøgte omkring 1930 at få vedtaget lovgivning om ekspropriation af jord til husmandsbrug, især tænkt som en måde at skaffe jord på til 'de indeklemte husmænd'. I forbindelse med lovgivningen om lensafløsningen, Oktoberlovene af 1919, havde man forsøgt at få indført muligheden for ekspropriation til husmandsbrug, dog uden at det var lykkedes. Ideen var ikke død, og Husmandsforeningerne pressede løbende på. Et nyt forsøg gjordes derfor fra regeringens side i 1930. Dog igen uden held. Sagen vakte voldsomme følelser til live, som man kan se af et indlæg Peter fik bragt i Husmandshjemmet.

Oktoberlovene fra 1919 var blevet administreret på ad-hoc vis i Landbrugsministeriet på grundlag af en bemyndigelseslov, og der var løbende kommet ny lovgivning til. I 1934 blev hele området taget op til revision. Resultatet var en samlet lovgivning for statens aktiviteter med hensyn til udstykning og oprettelkse af husmandsbrug. Et af resultaterne var at Statens Jorlovsudvalg nu fik en mere klar lovgivningsbestemt stilling. Udvalget blev rekonstitueret i november 1934, blandt andet med nye medlemmer. Et af de nye medlemmer var Peter. Og som det senere vil ses, ser det ud til, at Peter her fandt sin endelige mission i tilværelsen.

Som nævnt ovenfor blev Peter i større og større udstrækning inddraget i Husmandsforeningernes overordnede arbejde. Hans centrale placering kan ses af, at han efterhånden kommer med i de betydningsfulde aktiviteter, der følger af at være med i inderkredsen. Som nævnt: Medlem af Landbrugsrådet fra 1932 til 1939, hvor husmændene trækker sig ud. Medlem af Landbokommissionen fra 1931 til 1935. Medlem af Statens Jordlovsudvalg, og dermed af Vildmosekommissionen. Han bliver også formand for Landbrugsministeriets Kornnævn, en udnævnelse der formodentlig skyldes hans gode forbindelser til Socialdemokratiet, mere end hans stilling inden for husmandsbevægelsen.

Ved gennemgang af bestyrelsesprotokoller og mødereferater får man den opfattelse, at Peter havde et særdeles nært samarbejde med Jens Holdgaard, der fra november 1929 var formand for De samvirkende jydske Husmandsforeninger, og fra 1931 tillige formand for De samvirkende danske Husmandsforeninger. Peter og Jens Holdgaard kan ses at optræde sammen i mange sammenhænge, også ud over de der følger af at Peter i december 1931 bliver valg til næstformand i den jydske samvirksomhed.

Jens Holgersen døde ret pludseligt i oktober 1936. På det jydske sendemandsmøde i november skulle der derfor udpeges en ny formand for samvirksomheden. Som næstformand var Peter en oplagt kandidat. Han blev dog ikke valgt. Den væsentligste grund var, at han var erklæret socialdemokrat, og det var næsten utænkeligt, at de jydske husmænd skulle have en formand, der ikke var medlem af Det radikale Venstre. Familietraditionen vil derudover vide, at mange havde den opfattelse, at Peter var under tøflen. Det var Marie, der bestemte. Hun var formodentlig jævnligt med til Sendemandsmøderne og derfor kendt som en skrap dame, der ikke var nem at bide skeer med. Og man kunne ikke have en formand, der ikke var den der havde 'bukserne på'.

Efterhånden som Peters aktiviteter uden for hjemmet tog til i omfang, blev det nødvendig med fremmed hjælp til driften af husmandsstedet. Fra starten havde Maries søn Jens, der var født i 1903, været til hjælp. Og i starten ser der ikke ud til at have været andre, på trods af at Jens kun var 10 år da familien startede på St. Restrup. Han bor hjemme ved folketællingen i 1921 tillige med pigerne Johanne, Dagmar, Ellen og Edith. Ved folketællingerne i 1925 og 1930 ses at Jens har forladt hjemmet. Han må formodes som langt de fleste andre fra husmandshjem at være kommet ud at tjene. Og han har formodentlig også været på højskole eller husmandsskole.

Men husmandsstedet har ikke kunnet fungere uden fremmed hjælp. Vi finder da også en tjenestedreng, Jens Christian Nielsen, født 10-12 1911, ved folketællingen i november 1925. Og ved tællingen i november 1930 en tjenestekarl, Valdemar Christensen, født 13-7 1912. Fødestedet angives som Amerika, USA.

I 1921 ses der at være en husassistent, Lilly Petrea Larsen, født 19-11-1903. Formodentlig som hjælp for Marie med alle pigerne.

I 1930 bor alle pigerne stadig hjemme. Den ældste, Johanne, er i 1930 18 år gammel. Men op i trediverne begynder de at de flytter hjemmefra. De bliver, så vidt vides, alle elever på Husmandsskolen. Og alle, bort set fra Dagmar, finder en ægtemand, som har været elev på skolen. Og de begynder at gifte sig.

Jens bliver gift med Eli Enemærke, den 4. juli 1930, i Barrit Kirke. Johanne bliver gift med Arne Nørgaard, den 4. juni 1933, i Sønderholm Kirke. Dagmar bliver gift med Morten Winther Larsen, den 9. juni 1935, i Sønderholm Kirke.

En anden elev på husmandsskolen, Peter Bach, bliver karl hos Peter og Marie, og bliver forlover med Edith. Han er så tæt på familien, at han er med på familiefotoet i anledningen af Marie og Peters Sølvbryllup, den 12. november 1937. Edith og Peter bliver dog først gift den 14. april 1940. Igen i Sønderholm Kirke.

Og to fremtidige svigersønner, Frode Knudsen og Jens Markussen, er elever på husmandsskolen i vinteren 1938-39. Ellen var stuepige på skolen den vinter og blev forlovet med Frode. Og Gudrun fandt sammen med Jens Markussen.

Sølvbryllupsbillede. Bagerste række fra højre: Peter Bach, Johanne, Arne Nørgaard, Dagmar, Morten Larsen, Ellen, Jens, Eli. Midterste række: Edith, Marie, Peter, Gudrun. Forreste række: Laila og Leif, børn af Jens og Eli