Fyrrene. Vildmosekommissionen

Forholdene i fyrrene var næsten fuldstændig domineret af den Tyske besættelse af Danmark og Den anden Verdenskrigs direkte og indirekte indflydelse. Krigen og besættelsen betød vareknaphed og rationering, en situation der varede ved til op i halvtredserne. Først med Marshalhjælpen kom der for alvor gang i udviklingen. En udvikling der for alvor tog fart sidst i halvtredserne og i tresserne.

Som beskrevet ovenfor, var trediverne højdepunktet for Peters involvering i organisationsarbejdet inden for Husmandsbevægelsen. Det ser dog ud til, at han sidst i trediverne begyndte at trække sig ud. Jens Holdgaards død, det at Peter ikke blev formand for den jydske samvirksomhed, og husmændenes, og dermed Peters, udtræden af Landbrugsrådet, ser ud til at have ført til, at Peter begyndte at lægge sine kræfter andre steder. I 1941 fyldte han 60 år og så vidt vides fejlede helbredet ikke noget. Men de mange rejsedage forbundet med deltagelse i organisationsarbejdet har formodentlig slidt.

I slutningen af 1940 trækker han sig ud af bestyrelserne for De samvirkende jydske Husmandsforeninger, og De samvirkende danske Husmandsforeninger. Allerede i 1937 havde han trukket sig fra formandsposten i Aalborg Amts sammensluttede Husmandsforeninger.

Han trækker sig ligeledes samtidig fra Landsudvalget for Landøkonomisk Ungdomsarbejde. Alt i alt ser det således ud til, at Peter drosler ned de steder, hvor han ikke føler længere at kunne gøre en forskel, for i stedet at satse des mere på andre aktiviteter. Disse andre aktiviteter er først og fremmest Jordlovsudvalget og dets underudvalg Vildmosetilsynet. Han er også stadig formand for Statens Kornnævnet, og han var i 1938 blevet medlem af Nationalbankens Repræsentantskab.

Jordlovsudvalget havde vanskelige forhold under krigen, hvilket resulterede i meget lav aktivitet med hensyn til køb af jord. En del af problemet bestod i at jorden ikke godt kunne udstykkes, idet det var vanskeligt at skaffe bygningsmaterialer. Og uden disse kunne nye brug ikke opføres, og udstykning ville derfor ikke være rimelig.

Ved krigsafslutningen fik Jordlovsudvalget dog en række nye opgaver. Umiddelbart ved den tyske kapitulation kom Udvalget til at stå for håndteringen af de af Værnemagten beslaglagte jorde, som f. eks. flyvepladser og andre militære anlæg. En del af problemet her var, at der på nogle af arealerne foregik lanbrugsdrift. Disse måtte sikres videreførelse, idet der flere steder var dyr på de forpagtede gårde. Det var derfor vigtigt, at Udvalget kunne sikre drift uden afbrydelse. De tyske flyvepladser ved Ålborg var Peters ansvar.

Efter krigsafslutningen blev al tysk og japansk ejendom i Danmark beslaglagt, og en del ejendomme blev beslaglagt ved dom over personer, der havde drevet landsskadelig virksomhed. Det blev Jordlovsudvalgets opgave at håndtere de beslaglagte landbrugsejendomme. I Nordjylland blev Grev Schimmelmann på Lindenborg således i 1949 fradømt Dronninglund Hovedgård. En sag der faldt inden for Peters ansvarsområde.

Staten havde købt det meste af Store Vildmose i tyverne og den nordlige halvdel af Lille Vildmose sidst i trediverne. Baggrunden for købet var brændselsmanglen under Første Verdenskrig. Man ville fra statsmagtens side have styr på de brændselsreserver, der fandtes i moserne. Og under Anden Verdenskrig iværksatte man tørveudvinding i begge moser i stor stil. Desuden arbejdede man på at kultivere store områder i moserne og gøre arealerne klar til udstykning til husmandsbrug.

Det praktiske arbejde blev ledet af Vildmosetilsynet, der fungerede som bestyrelse for mosedriften. Der blev efterhånden opkøbt mere jord, specielt i egnen mellem Store Vildmose og Limfjorden, de lave arealer omkring Gjøl og Øland. På sit højeste var Vildmosetilsynet ansvarlig for ca 7.000 ha, og dermed den største 'jordbesidder' i Danmark. Tilsynet bestod af tre personer: Formanden for Statens Jordlovsudvalg, Niels Frederiksen, var også formand for Vildmosetilsynet, derudover Jordlovsudvalgets ansvarlige for Ålborg Amt, Peter, og hans ligemand fra Hjørring Amt, Fibiger.

De endnu ugifte døtre blev gift i fyrrene. Ellen bliver viet til Frode Knudsen i Sønderholm Kirke den 30. august 1942. Og Gudrun vies til Jens Markussen den 30. maj 1943. Igen i Sønderholm Kirke.

Ellen og Frode bliver forpagtere af Peter og Maries husmandssted , og fortsætter således traditionen med svigersønnernes involvering i hjemmet på St. Restrup.

Til: Peter takker af