Ejendomme beslaglagt til brug for tyskerne
Under anden Verdenskrig blev en del ejendomme eksproprieret eller beslaglagt af staten til brug for den tyske besættelsesmagt. Det drejede sig, så vidt ejendomme med større jordtilliggender angår, i første række om jord til flyvepladser. De to der optræder med mest omtale i protokollen er flyvepladserne ved Aalborg, der er både en vest for og en øst for Aalborg, og flyvepladsen i Vandel. For flyvepladsernes vedkommende drejer det sig om relativt store arealer. Men der var også mindre arealer, der blev beslaglagt, nogle af dem med installationer med tilknytning til flyvepladserne. Efter forlydende skal der have været en radarstation i Lille Vildmose, og ved Skibsby lidt øst for Hjørring en radar eller radiopejlingsstation.
Ejendomme med tilknytning til kystbefæstningen langs Vestkysten optræder ikke i protokollen. De har måske allerede været i statens eje, da tyskerne forlangte jord til dette formål.
Protokollens indføringer vedrørende flyvepladserne berører formodentlig kun en side af problemerne. Fra anden side vides, at Peter Langeland blev kontaktet af Amtmanden for Aalborg Amt i dagene lige inden tyskernes kapitulation. Henvendelsen gik ud på, at få Jordlovsudvalgets lokale repræsentanter til at involvere sig i håndteringen af situationen på de gårde på flyvepladserne i Aalborg, der ved kapitulationen ville befinde sig i en uafklaret situation. Store områder inden for flyvepladsernes område blev dyrket, og gårdene havde normale besætninger. Det var derfor nødvendigt, at man sikrede en fortsat drift enten med de eksisterende forpagtere eller med andet kvalificeret personale.
Fra wikipedie.dk findes følgende beskrivelse af Flyvestation Aalborg:
Under 2. verdenskrig besatte tyskerne lufthavnen den 9. april 1940, ved det man betragter som den første luftbårne operation gennemført under krig. Allerede den 10. april opererede mere end 50 tyske transportfly fra lufthavnen. Tyskerne gik straks i gang med en udbygning, og anlagde under krigen en af Nordeuropas største flyvestationer. Efter kapitulationen den 5. maj 1945 overtog Royal Air Force (RAF) kommandoen og destruerede de 270 tyske fly der var placeret på stationen. Området blev desuden anvendt som flygtningelejr for tyskere og polakker. Den 1. januar 1946 overgav RAF stationen til Indenrigsministeriet og i 1947 blev den igen taget i brug som civil lufthavn.
Jordlovsudvalgets og Peters involvering
Jordlovsudvalgets protokol er igen brugt for at kunne skitsere Peters involvering:
Første gang i juni 1945:
20-6-1945: Jordlovsudvalgets medvirken ved administrationen af overtagne arealer.
Formanden fandt det rimeligt at staten overtog sådanne jorder til realisation, men oplyste at der har vist sig at være store vanskeligheder forbundet med overtagelsen og den hidtidige administration, ligesom forskellige problemer endnu var uafklarede, f. eks vedrørende den i visse tilfælde indrømmede tilbagekøbsret for tidligere ejere.
Langeland redegjorde for forholdene på de store flyvepladsarealer ved Aalborg og oplyste, at amtmanden havde nedsat et udvalg til at bistå ved administrationen, hvilket udvalg taleren var blevet medlem af. Taleren rejste spørgsmålet om, hvorvidt alle disse værdier nu er de allierede hæres krigsbytte.
I første omgang ser det ud til, at Udvalget bliver bedt om at være med til at administrere de overtagne arealer. Senere ser det dog ud til, at det er meningen at Udvalget, eller vel Jordfonden, skal overtage arealerne:
11-9-1945: Administration af de tidligere tyske flyvepladser
Formanden udtalte, at jordlovsudvalget, i det omfang det får overdraget flyvepladsarealer, først og fremmest må lade foretage en registrering af alle tilstedeværende værdier ved kontorets foranstaltning.
Wilcke fremhævede, at der foruden flyvepladsarealerne også vil blive tale om ejendomme, der konfiskeres fra krigsforbrydere, dels ejendom, der enten har været administreret af Kreditanstalt Vogelsangs datterselskab A/S Höfeverwaltung, eller i hvilke der indestår lån fra Vogelsang.
Udvalget fortsætter arbejdet med problemerne:
5-12-1945: Jordlovsudvalgets medvirken ved administration af landbrugsarealer på de tidligere tyske flyvepladser m.m.
Udvalget har overtaget landbrugsarealerne på flyvepladserne, men hele området er meget kompliceret. Referatet indeholder en lang diskussion af de problemer, der kan forudses. Som er:
- Har tidligere ejere tilbagekøbsret, på hvilke vilkår og til hvilke priser?
- Manglende lovhjemmel for administrationen.
- Hvilke arealer der i fremtiden skal bruges som flyveplads.
- Hvad jorden skal bruges til i fremtiden, vil noget kunne udstykkes?
Flyvepladserne blev igen drøftet på mødet den 8-2-1946. Et af problemerne ser ud til at være aftaleforhold for folk beskæftigede på flyvepladserne. Vi finder i november 1946 følgende:
8-11-1946: Eventuelt, Fornyet forhandling angående overenskomst for arbejdet på Beldringe flyveplads.
Det drejer sig vist især om høstarbejde.
Undervejs bedes de 7 udvalgsmedlemmer, herunder Langeland, der er ansvarlige for drift af en flyveplads, at fremkomme med en redegørelse for løn og overenskomstforhold for de af dem administrerede flyvepladser.
Det ser altså ud til, at Peter har stået for administrationen af flyvepladserne ved Aalborg. Et af problemerne med ejendommene var, at der fandtes tilbagekøbsklausuler på de eksproprierede ejendomme. Dette ser ud til at være blevet drøftet særskilt på mødet i april 1947.
Det ser ud til at Peter efterhånden har fundet arbejdsbelastningen for stor. I januar 1948 beder han sig fritaget for arbejdet med flyvepladserne.
16-1-1948: Meddelelser. Formandens overtagelse af tilsynet med flyvepladsen Aalborg vest og forskellige skødeklausulerede ejendomme i den nordlige del af Aalborg amt i stedet for P. Langeland
Formanden meddelte, at Langeland havde bedt ham overtage tilsynet med flyvepladsen og nogle skødeklausulejendomme.
Peter begynder altså at trække sig ud af arbejdet i begyndelsen af 1948. På det tidspunkt er han 66 år, og er formodentlig ved at være slidt op af arbejdsbyrderne.
Flyvestation Aalborg
På et af Peters besøg på Flyvestation Aalborg har han eller en af hans ledsagere, måske hans svigersøn, Frode Knudsen, taget billeder af de tyske fly, efter at de var blevet ødelagt af Royal Air Force.
Skibsby ved Hjørring
Et andet område Peter var involveret i var den tyske pejlestation ved Skibsby øst for Hjørring. Der er intet i Jordlovsudvalgets protokol om pejlestationen, men i Peters 'kasse' på lokalarkivet i Sønderholm finde et kort over anlæget.
Anlæget blev overtaget af staten. Dele af området anvendes nu af Forsvarets Efteretningstjeneste. Lidt områdets historie kan ses her.