Husmandsbevægelsen

Fridlev Skrubbeltrang: Den danske Husmand. Husmænds og Husmandsbevægelse gennem Tiderne, Udgivet af De samvirkende danske Husmandsforeninger gennem Det danske Forlag København, 1952.

Landstingsmand P. Jeppesen: Husmandsbevægelsens Historie gennem 25 Aar. Udgivet af De samvirkende danske Husmandsforeninger. I kommission hos Gyldendalske Boghandel og Nordisk Forlag, 1927

Det danske landbrugs historie, bind I til IV, 1988, redigeret af Claus Bjørn. Udgivet med støtte af Nykredit for Landbohistorisk selskab.

Peter Riismøller: Sultegrænsen. Nyt nordisk Forlag Arnold Busck, København 1985.

FRA DEN ALLER FØRSTE TID.
En dansk Landsby var i Tiden før de store Landboreformer af langt større Udstrækning end Tilfældet er nu om Dage. Thi alt, hvad Byen ejede af Menneskeboliger, maaske dog med Undtagelse af Herregaardene, laa samlet i Klump og Klynge i Landsbyen. Af disse Landsbyens Bosteder var den lerklinede, firlængede Gaard den dominerende og alt beherskende; men indeklemt mellem disse og næsten som søgende Ly bag de krøgede Længers Fang laa enkelte Huse, ikke Husmandssteder af den hyggelige Art, som nu pynter op i det danske Landskab; men det var smaa uanselige Vaaningshuse, der som Regel ved Gavl eller paa Siden var tilhæftet et Appendiks, som afgav Bolig for Ko, Gris og andre Husdyr.

De fleste af disse Huse med samt de lerklinede Gaarde er nu forsvundne, og smaa firkantede Tofter og Vænger staar som et levende Vidnesbyrd om, hvor disse Fortidens Bosteder en Gang har ligget. En egentlig Husmandsklasse kendtes paa hin Tid - Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede - ikke; thi de forholdsvis faatallige Huse, der laa spredt om i Landsbyen, var mere baseret paa Haandværk end paa Landbrug, men Husenes Indehavere havde dog som Regel Ret til Græsning af en Ko i Overdrevsmarken. Af og til fik disse Husmænd eller Inderster ogsaa, ved særlig Velvilje, til eget Behov Lov til at dyrke et lille Hjørne af Bymarken; men denne Velvilje var mere Udtryk for og Ønske om at give Landsbyhaandværkeren og Høstmedhjælperen et lille Tillæg til den lave Dagleje, end at give Husmanden en Opmuntring som Landbruger.

Disse Husmænd og Inderster havde i Sammenligning med Fæstegaardmændene deres paa det tørre. Thi Gaardmændene led under Hoveripligtens tunge Svøbe, og da Husmændene var fritaget for denne Pligt, vil det forstaas, at det blev betragtet for Straf, naar en Husmand af »Herskabet« blev udset til at tage en ledig Gaard i Fæste; men »Herskabet« var højeste Myndighed, og Husmanden havde blot, selvom det gjaldt noget efter hans Mening saa nedværdigende som dette at flytte fra et Hus til en Fæstegaard, at parere Ordre. De store Landboreformers Gennemførelse bragte en hel Revolution ind i vore Landboforhold her hjemme. Jorderne, der før var dyrket i Fællesskab, blev udskiftede, og som Følge deraf blev en Del af Landsbyernes gamle Bopladser flyttede ud paa de udskiftede Bymarker. Sideordnet med denne Reform fulgte Gaardmandshoveriets Afskaffelse, og det var sikkert denne Reform, der mer end noget andet banede Vej for en voksende Husmandsklasses Fremkomst her i Landet. Thi Følgen af, at Gaardmandshoveriet blev ophævet, blev bl. a. den, at Herremændene maatte se sig om efter en ny og helst billig Arbejdskraft, og som naturligt var, satte Herremændene Tanken om billig Arbejdskraft og Oprettelse af smaa Husmandsbrug i Forbindelse med hinanden med det Formaal, at de sidste skulde være Midlet til at opnaa det første.

Og Tidens og Forholdenes Udvikling kom paa dette Punkt saa at sige af sig selv Herremændene til Hjælp; først og fremmest gennem de nye Smaabrug, der opstod, da Husmændenes Græsningsret som Følge af Udskiftningen blev inddraget. Som Vederlag for nævnte Ret fik Landsbyens jordløse Huse nemlig udlagt hver 2 a 3 Tdr. Land af den udskiftede Bymark.

Endvidere gav en kongelig Forordning af 25. Marts 1791 Godsejerne Ret til at nedlægge en fæstepligtig Gaard, naar det havde vist sig umuligt at faa bortfæstet denne, mod at der oprettedes to nye Huse, hver med et Tilliggende af 6 Tdr. Land, samt at alle Huse i Landsbyen med et Tilliggende af under 3 Tdr. Land Middeljord fik tillagt saa stort et Areal, som svarede dertil.

Og foruden ad disse Veje, fandt Godsejerne en ret forstaaelig Trang til ved eget privat Initiativ at bøde paa den for de store Gaarde følelige Mangel paa Arbejdskraft, og Resultatet blev, at der oprettedes hele smaa Kolonier af Huse rundt om paa Herregaardenes Udmarker og langs med Skovbrynene.

Disse Husmænd, som tog Herregaardenes daarligste Jord i Brug, maatte forpligte sig til at præstere Arbejdsydelse i Stedet for at svare Pengeafgift; som Regel maatte en saadan Herregaardshusmand forpligte sig til at arbejde 2 a 3 Dage ugentlig for Herremanden samt, som særlig Arbejdsydelse, »at høste Lodder i Slæt og Høst«. Ved Udtrykkt »at høste Lodder« skal forstaas, at Husmanden maatte forpligte sig til at høste 2-3, ja indtil 4 Tdr. Land for Herremanden. Hver Lod var som Regel sat af paa en Størrelse af 1 Td. Land.

Det var altsaa Husmandshoveri, der blev indført samtidig med, at Gaardmandshoveriet blev afskaffet. Da Husmanden foruden den nævnte Arbejdsydelse tillige maatte udføre Arbejde som Vederlag for at faa passet sin egen Jordlod, vil det forstaas, at dette hans Landbrug nærmest blev at opfatte som en ham ubehagelig Klods om Benet, og Følgen blev da ogsaa, at medens Gaardmandsstanden rejste sig økonomisk og moralsk, sank Husmandsstanden dybere og dybere i Armod og Elendighed. Det nittende Aarhundredes første Halvdel er et mørkt Kapitel i den danske Husmandsstands Historie.

Men af de Begivenheder fra Firserne, som er omtalt her, og som hver paa sin Vis hjalp til at bryde Vejen frem for den gryende Husmandsbevægelse, er der dog ingen, der i højere Grad end Husmandsrejserne formaaede dette. Det var en fynsk Husmandssøn, den kendte Forstander for den daværende Høng Højskole, der nu er overgaaet til Husmandsskole, Anders Jørgensen, der først fik den lykkelige Tanke at samle de smaa Jordbrugere holdvis og under en Førers kyndige Vejledning søge ud til Husmandsbrugets Foregangsmænd, for dels ved Selvsyn, dels gennem Forklaring at høste Indtryk og Belæring til senere Omplantning paa den hjemlige Grund. Det var altsaa en Art Skoleundervisping, som Anders Jørgensen indførte, og der var det gode ved hans Undervisningssystem, at alle, selv de mindst begavede, kunde følge med; thi hans Undervisningsmidler og Eksempler blev ikke hentet frem fra bindstærke Bøger. Nej, det var den danske Jord i Forbindelse med slidsomt og maalbevidst Arbejde, der dannede Grundpillen i Anders Jørgensens Undervisning af Husmændene, ved de af ham arrangerede Rejser.

Men da det var Smaafolk med smaa, beskedne Pengernidler, som Anders Jørgensens Husmandsrejser var møntet paa, indsaa denne hurtigt, at der maatte skaffes Penge fra det offentliges Side, for saa vidt Husmændene i nævneværdigt Tal skulde kunne gøre Brug af Rejsetanken. Og da der hos Jørgensen, naar noget for Alvor fyldte hans Sind, ikke var langt fra Tanke til Handling, gik han straks til det pengestærke Landbrugsselskab, Holbæk Amts økonomiske Selskab, og fik Tilsagn om dettes Støtte; senere lykkedes det ham gennem Samtaler med indflydelsesrige Rigsdagsmænd at vinde disse for Husmandsrejsernes Betydning, med det Resultat, at der ydedes en aarlig Bevilling paa Finansloven til Afholdelse af Husmandsrejserne.

Fra en forholdsvis ringe Begyndelse tog Husmandsrejserne i Løbet af faa Aar meget stærk Fart, saa stærk, at end ikke Anders Jørgensen, Høng, i sine dristigste Tanker havde regnet dermed.

Det gik med denne Lov som med de fleste andre betydende Love, at den bar Kompromisets Præg, dog med overvejende Hældning til den Side i Kommissionen og paa Rigsdagen, der var imod Oprettelse af selvstændige Husmandsbrug. Dette fremgik bedst af den i Loven fastslaaede Bestemmelse, hvorefter de i Tilknytning til denne oprettede Brug kun maatte have en Laaneværdi af 4000 Kr., hvoraf Landarbejderen selv skulde være i Besiddelse af 1/10.

Og selv med Henblik paa det i hin Tid herskende Prisniveau kunde et selvstændigt Husmandsbrug ikke oprettes for 4000 Kr.

Og endelig bidrog Loven af 1899 og det Røre, den skabte, i høj Grad til at vække og samle Husmændene til bevidst Arbejde for Standens faglig-sociale Dygtiggørelse med det mærkbare og vigtige Resultat, at Husmandsbevægelsen i den Skikkelse, som vi nu kender den, vandt Fodfæste og tog Fart fra Sogn og til Sogn Landet over.

Selvstyre og Selvstændighed i alle Spørgsmål angaaende Bevillinger til Husmandsbrugets Fremdrift og Opkomst. Samarbejde med det større Landbrug, men saaledes, at det mindre Landbrugs Udvikling særlig tilsigtes. I den Retning forbeholder Husmandsstanden sig selv at stille sig Opgaver og selv at pege på Vejen, ad hvilke disse Opgaver skal løses.

Medens den første Landsorganisation, som nævnet, i sin korte Levetid kun førte en lidet paaagtet og hensygnende Tilværelse, groede Husmandsbevægelsen saa meget des kraftigere paa andre Kanter; fra Sogn til Sogn meldtes om nye Foreningers Dannelse. Smitten - den rigtige Organisationssmitte - havde faaet fat i Husmandsstanden, og i Løbet af ganske faa Aar var Værket fuldbyrdet. Husmandsorganisationerne havde erobret Landet, og saa godt som hvert Sogn havde ydet sit Bidrag dertil. Fra alle Sider blev den ny hastigt fremvoksende Bevægelse hilst med Sympati, og hvem kunde i Grunden med Rimelighed rejse Anke imod en Organisationsdannelse med det smukke Formaal at bringe større Udbytte ud af den danske Jord og i det hele taget befordre Husmandsstandens faglige og kulturelle Dygtiggørelse?

Det skulde da lige være Landboforeningerne, hvis ledende Kræfter hidtil, foruden at røgte det større Landbrugs Interesser, ogsaa havde tjent Husmandsbrugets. Helt ukendt og for den Sags Skyld uforstaaeligt er det da heller ikke, at man i ledende Landboforeningskredse med nogen Frygt, maaske iblandet Jalousi, saa paa denne Hær af Husmænd, der i Kraft af den Styrke, som Sammenhold og Organisation giver, forlangte at komme paa lige Fod med de af Erfaring, Aar og Magt prægede Landboforeninger.

Men enten man fra de andre Samfundsklassers Side saa vredt eller mildt, Husmandsorganisationerne var der, og Husmandsorganisationerne blev der; ja, man ikke blot blev der, men man søgte yderligere i de første 3-4 Aar efter Aarhundredskiftet at underbygge og fæstne de mange spredte Sogneorganisationers Magtstilling gennem Oprettelse af provinsielle Samvirksomheder, hvori de enkelte Sogneforeninger indgik som Medlemmer.

Fra de daværende Husmandsføreres Side havde man sikkert regnet med, at den i 1901 oprettede »Dansk Husmandsforening« skulde være Generalnævneren, hvori alle Lokalforeninger gik op; men efterhaanden, som det blev klart for flere og flere, at Landsorganisationen kun var og blev en Skændeklub, opstod den Tanke rundt om i Landets Husmandsorganisationer, at man muligvis var bedre tjent med Oprettelse af provinsielle Samvirksomheder.

Husmandsmødet udtaler: Da Husmandsbruget som selvstændig Driftsform bevislig er den fordelagtigste Form for Landbrug, saavel for Samfundet som for den enkelte, og derfor kan vente at blive den almindeligste (og i Fremtiden mulig den eneste) Driftsform for dansk Landbrug, kan Husmandssagens Udvikling ikke væsentlig bygges paa Bidrag fra Staten eller andre Samfundsklasser, eller paa lignende Undtagelsesregler, men kun derpaa, at Husmandsklassens lige Retsstilling med de andre Samfundsklasser fuldt ud anerkendes gennem Lovgivningen.

Husmandsstanden kræver derfor ikke nogen Begunstigelse for sig ved Skattelovgivningen, saasom Ophævelse af de faste Grundskatter og Tiender, der findes ved Jordens Overtagelse og godtgøres ved Afkortning i Købesummen, deslige Byrders Afskaffelse vil urettelig komme et enkelt Slægtled til Gode, og af dette kun de store Grundejere, til Forringelse af Samfundsformuen og til Tab for de ubemidlede Samfundsklasser.

Husmandsstanden maa derimod kræve snarest mulig Ophævelse af enhver Told og Skat, som beregnes af eller i Forhold til Forbrugsafgifter, saasom paa Fødemidler, Beklædning, Møbler, Bygning, Besætning, Redskaber, Maskiner, Raastoffer og Arbejdsfortjeneste, da alle deslige Byrder (ofte med Tillæg af Toldbeskyttelse o. s. v.) hviler uretfærdigt tyngende paa Arbejdet og de smaa Hjem.

Husmanden maa i Stedet derfor kræve, at der til Dækning af de offentlige Fornødenheder opkræves Skat paa den Jordværdi, som ikke skyldes Enkeltmands Arbejde, men som hidrører fra Samfundets Vækst og Udvikling, og som særlig ophober sig i Storbyerne og ufortjent tilflyder uvedkommende Privatspekulanter, i Stedet for at inddrages i Statens og Kommunens Kasse; deslige Byrder vil ikke tynge Arbejdet, men tværtimod gøre Jorden billigere og derved lette Adgangen for hver Mand til at faa eget Hjem.

Husmandsmødet i Køge opfordrer derfor herved Landets øvrige Husmandsorganisationer til at slutte sig til dette Program i Skattesagen, og opfordrer de politiske Partier, der Ønsker Støtte fra Husmandsstandens Side, til at virke for disse Kravs Optagelse paa Partiprogrammet og deres Gennemførelse som Lov under de forestaaende Forhandlinger i Rigsdagen om en Skattereform.

Husmandsbevægelsens Program.

Vedtaget paa Landsstævnet i Odense 1913.

Planteavlen:

For at fremme Oplysningen om Planteavlen anlægger Foreningerne Forevisnings- og Forsøgsmarker og -Haver, hvor Interessen for saadanne er til Stede.

Konkurrencen mellem hele Brug eller Dele deraf fortsættes og udvikles.

Planteavlsudstillinger afholdes saa vidt muligt hvert Aar i de lokale Foreninger eller i større Sammenslutninger.

Der foranlediges afholdt Markmøder med Foredrag i Foreningernes Forsøgshaver og -Marker. Ligeledes ved Planteavlsudstillinger afholdes faglige Foredrag.

For at skaffe godt og folderigt Sædekorn oprettes der Fremavlssteder hvor der gøres Fremavl af saadanne Sædstammer, der ved Forsøg har vist sig at være de bedst.

De fra Statens, Landboforeningernes eller egne Forsøg fremkomne Resultater søges offentliggjort i saa stor Udstrækning som mulig.

Husdyrbruget:

Kvægbruget og Svineavlen søges fremmet gennem Staldbedømmelser, og den ved disse gennemførte Kontrol med de enkelte Dyrs Ydeevne lægges til Grund for den videre Udvikling.

Fjerkræavlen fremmes ved fortsat Arbejde gennem de kontrollerede Avlscentre, ved Fremavl af Rugeæg og ved Udstilling af Dyr fra Avlscentre.

Andre økonomiske Opgaver:

Gennem Udstykningsforeningerne fortsættes med Arbejdet for at lette Adgangen til Jorden.

Foreningerne støtter og iværksætter Kursus, hvor der af kyndige Vejledere gives Oplysning om specielle Emner vedrørende de forskellige Grene af Husmandsbrugets Virksomhed.

Foreningerne antager Vejledere til Varetagelse af de økonomiske Opgaver, og lader afholde landøkonomiske Foredrag.

Gennem Lovgivning og Tilslutning til Andelsbevægelsen gøres et Arbejde for at bryde Monopolers og Ringes Udbytning.

De sociale Opgaver:

Lige og almindelig Valgret for alle fuldmyndige Mænd og Kvinder. Hjælp, ydet paa Grund af uforskyldt Nød, berøver ingen Valgretten.

Folkets Ret til Fædrelandets Jord befæstes og udvides.

Da Grundenes Værdi saavel i By som paa Land skyldes Samfundets Liv og Virksomhed, bør Bestræbelserne gaa i Retning af at inddrage de samfundsskabte Grundværdier til offentlig Eje gennem en Grundskyld. Under Overgangen til denne bibeholdes en Skat med stadig stigende Skala paa Formue og Indkomst.

For yderligere at lette det arbejdende Folk Adgang til Jord, ydes der af Staten, uden Rentetab for denne, Laan til Oprettelse af Husmandsbrug, til Udstykningsforeninger, Byggeforeninger o. lign. Brugene bliver Selvejendom, dog at Forrentningen af Jordens Værdi bliver fast offentlig Grundbyrde til Staten.

Lehn og Stamhuse frigives, og den ved Frigivelsen fremkaldte øgede Værdi inddrages til Staten, ligesom i det hele taget det offentliges Interesser i disse Besiddelser varetages.

Finanstolden nedsættes gradvis, indtil den helt kan bortfalde. Beskyttelsestolden ophæves planmæssig og gradvis.

Vor Skoleundervisning, saavel i Børne- som Ungdomsskoler, lægges saaledes, at alle har lige Adgang til en fyldig Undervisning, som Evner og Attraa anbefaler. Hjemmenes Ret til at ordne Skolens Anliggender befæstes og udvides.

Sundheds- og Alkohollære indføres som et fast Fag i Skolerne.