Table of Contents
Peter Langelands forældre
Peters forældre er Niels Pedersen Langeland og Mette Johanne Poulsen. Deres levnedsløb indtil de blev gift i november 1866 er beskrevet andetsteds.
Ved brylluppet overtog parret et husmandssted udstykket fra Sverriggaard, der i 1866 var ejet af Mette Johannes far.
Forholdene i hjemmet er godt beskrevet af Marinus Langeland i hans selvbiografi Ad sandede veje. Marinus indleder sin beretning på følgende måde:
Mine Forældre havde købt 20 Tønder Land Hedejord og herpå faaet bygget et Hus af Kampesten. Huset var indrettet til beboelse samt Stald og Laderum. Jorden var næsten tilgroet med Lyng og meget forsulten eller udpint. Faders Besætning var en Hest og en Ko. Meget af Foderet måtte han bjerge fra den nære Hede.
Landbruget alene har da sikkert ikke kunnet brødføde den snart voksende familie. I folketællingen i februar 1870 er Nielses erhverv da også angivet som husejer og træskomand.
Nogle få sider senere skriver Marinus følgende:
Min Moders Forældre havde en god Landejendom i Østjylland. Det var en frugtbar Jord, Moder var meget interesseret i Landbrug og ventede sig meget af den nye Ejendom, de havde købt, selv om det kun var Hedejord.
Bemærkningen er ret mærkelig i betragtning af, at Niels og Mette Johanne i 1866 havde købt jorden som en udstykning fra Sverriggaard. Og Mette Johannes far ejede Sverriggaard fra 1862 til 1869. Faren med familie flyttede i 1869 til Tisted i Astrup sogn, syd for Rold Skov, hvor jorden åbenbart var bedre end hedejorden i den sydlige del af Skørping Sogn. Men faren må have vidst, hvor elendig den jord var, som det unge par nu gik igang med at få i kultur.
Lige så mærkelig forekommer følgende bemærkning om bedstefaren:
Han var en interesseret Landmand, fortalte os gerne om sin landbrugsmæssige Virksomhed og var Hjemmets Raadgiver paa Landbrugets Omraader; men Bedstefader glemte, der var stor Forskel paa den Jord, han var kendt med at dyrke, og saa den Hedejord, som hørte til vort hjem. Han mente, at ved god Dyrkning og Jordbehandling kunde Hedejorden hurtigt sættes i Kultur, men her tog han desværre grundigt fejl. Trods Omhu og Arbejde blev Jorden ved at være gold; den manglede den rette Gødning. Bestefader opdagede ogsaa senere, at Opgaven som Hededyrker var umulig med de Midler, der var til vor Raadighed paa denne Tid. Og Heden bredte sig sejersstolt over store Dele af Danmarks fattigste Agre.
Niels og Mette Johanne
Marinus har følgende karakteristik af sine forældre. Først faren:
Mine forældre var to meget forskellige Naturer. Fader var til Tider meget tungsindig og tog Livets forskellige Tilskikkelser meget tungt, særligt kunde det blive slemt, naar det kneb med at skaffe Familien det nødvendigste til Livets Behov.
Fader hed Niels Pedersen, men blev kaldt Langeland, naar han ikke hørte det, muligvis stammer han langt tilbage i Tiden fra Langeland. Vi Børn har nu faate Navnet som Døbenavn. Fader var meget politisk interesseret og talte ofte om Sammenhold og Organisation af Arbejderklassen. Vel var han Husmand af Navn, men maatte tjene det meste af Familiens Underhold ved Lønarbejde. Han lavede også en del Træsko, men mest som Fritidsarbejde. Hans Jord gav ringe vederlag for Slidet, var vist nærmest til Besvær. Fader var muligvis en af de første svage Repræsentanter eller tidligste Forposter paa Landet for det senere hurtigt voksende Socialdemokrati, han var en sikker Mand paa Valgdagen og kritiserede sine Standsfæller, dersom de ikke mødte paa den Dag. Lønarbejderne stemte i den Tid paa Venstre.
Fader nævnte aldrig sit Hjem for os Børn. Jeg antager, han har været hjemløs, saa længe han husker, og fristede Livet paa bedste Beskub. Han sagde, vi var Børn af Tiden, man kunde gøre os Uret, men det kunde blive værre. Vi havde jo ingen Midler til at værge os. — Men engang, naar Arbejderklassen vaagner og bliver os vor Styrke bevidst, saa er vi de mange og kan hjælpe hinanden at reformere og da skaffe gode og sunde Samfundsforhold for alle. Jeg vil saa haabe, at vi aldrig skal misbruge vor Magt; vort Maal maa være Ret og Retfærdighed for alle.
Både Marinus og Peter var, som deres far, meget interesseret i samfundsforhold og politik, en interesse de kunne se ud til at have haft med hjemmefra. Peter var socialdemokrat hele livet, og Marinus diskuterede politik så intenst, at han senere i livet var tæt på at ødelægge forholdet til sine svigerforældre af den grund.
Det forekommer lidt underligt at Marinus nævner at faren aldrig omtalte sit hjem. Ved folketællingen i 1870 bor Nielses mor ved familien i Sverrighus, så nogen kontakt må der have været. Forklaringen kan være, at de fleste børn blev født efter hendes død i 1871.
Herefter en beskrivelse af moren:
Moders barndomshjem var i Haals, hendes Navn var Mette Johanne Poulsen, hun var født 6. April 1845. Fader kaldte hende Hanne. Hendes Slægt havde haft Landbrug langt tilbage i Tiden, hendes Stamtræ kender jeg kun efter hendes Beretning, men har ofte tænkt paa at faa det undersøgt nøjere og bevaret for slægten, men et travlt Landmandsliv giver sjældent Stunder til den Slags Ting. Moder var modsat Fader og havde næsten altid et strålende Hymør. Hun var Fader en trofast Medhjælper og var en god Type paa den solide Bondekvinde, som nu var havnet i et lille Landbrug, der var blevet Landarbejderhjem, men hun tog Livets Tilskikkelser, som de kom, paa sin egen friske Maade; selv under de fattigste Kaar kunde hun strø sin Hygge omkring sig og faa den fattigste kost til at blive tiltalende, maaske kun Rugbrød med Sirup paa eller amerikansk Svinefedt som eneste Paalæg paa Brødet; Kartofler med Vandsovs, hvori der var Løg og Salt, som eneste Ret til Middagsmad var meget almindeligt. Det blev budt os med et smilende: Værsaagod, paa en skinnende ren Tallerken.
Et andet sted fortæller Marinus:
Moder var en god Fortæller og Læremester for vi Børn. Hendes Moder døde fra sin Børneflok i en ung alder, og saa fik de Stedmoder, og det blev ikke godt for dem. Børnene maatte rejse fra Hjemmet saa snart som muligt og blev spredt for alle Vinde. Moder kom af den Grund til at holde særlig meget af sin Fader, hun var den mindste i Floken. Bedstefader var ofte hos os de sidste Aar, han levede, han blev ved med at holde mest af sin yngste Pige.
Her virker det som om, hukommelsen spiller Marinus et puds: Mette Johanne var sine forældres ældset barn.
Tiden i Sverrighus
Mette Johanne og Niels begynder at skabe en familie.
Deres første barn, Poul, blev født den 23. november 1867. Han døde dog kort efter, kun 15 dage gammel. Han blev efterfulgt af endnu en Poul, der blev født 21. november 1869. Begge drenge formodentlig opkaldt efter Mette Johannes far, der hed Poul Nielsen Rise. Poul udvandrede til Amerika i 1889. Mere om ham andetsteds.
Ved folketællingen den 1. februar 1870 er familien noteret på følgende måde:
Lille Sverrighus:
Niels Pedersen, 40 år, Husejer og Træskomand
Mette Johanne Poulsen, 24 år, Hans Kone
Poul Pedersen, 2 år, Deres Barn
Bodil Marie Chrisen, 65 år, Husfaders Moder
Vi ser altså at Nielses mor, Bodil Marie Christensen, opholder sig hos sønnen.
Det næste barn i rækken er Marinus, der blev født 5. oktober 1872. Af en tilføjelse i kirkebogen under den 15. januar 1906 kan vi se at han fik bevilliget navneforandring til Marinus Pedersen Langeland.
Kirstine (Kirstin ifølge kirkebogen) blev født den 17. oktober 1875. Hun er formodentlig opkaldt efter sin mormor, der hed Ane Kristine. Der er for øvrigt nogen forvirring med hensyn til navnet Kirstine. Hun omtales nemlig også jævnligt som Kristine. Og blev formodentlig altid kaldt Stine af familien. Kirstine udvandrede som sin broder Poul til Amerika.
Ane Sophie blev født 30. juli 1877. I familien senere omtalt som faster Sofie i Fræer.
Ane Sophie er det sidste barn der bliver født medens familien stadig bor i Sverrighus.
Forholdene blive efterhånden så umulige for den lille familie, at forældrene beslutter at opgive husmandsbruget. De flytter derfor til et jordløst hus i Skørping Stationsby, et hus, der i Marinuses beretning, formodentlig går under betegnelsen Svinehuset.
Det virker også her som om Marinus lider lidt af hukommelsessvigt. Han beretter nemlig at flytningen fra Sverrighus til Svinehuset var en længere rejse gennem et øde hedelandskab. Dette kan dog ikke passe for en flytning inden for Skørping Stationsby, men passer bedre for den næste flytning.
I Svinehuset
I forbindelse med folketællingen i 1880 optræder der et udøbt drengebarn som medlem af familien. Drengen blev født 9. oktober 1879. Han blev døbt 25. april 1880 og navngivet Niels Peter Pedersen. Han døde 20. maj 1881, ifølge kirkebogen af tæring.
Forældrene fik senere samme år, den 26. september 1881, en søn, der blev hjemmedøbt, og som ligeledes fik navnet Niels Peter Pedersen. Der er ingen bemærkning i kirkebogen om, at Peter fik bevilliget navneforandring. Ikke desto mindre er dette den person, der senere kun kendes som Peter Langeland.
Inden Niels Peter blev født var familien dog flyttet fra Skørping Stationsby til Skindbjerg, i den nordlige del af Skørping sogn. Niels Langelands bror, Christen Pedersen Langeland, havde et fæstehus under Lindenborg i Skindbjerg. I marts 1881 udvandrede han med familie til USA. Niels og Mette Johanne overtog derpå fæstehuset i Skindbjerg. Et hus med et tilliggende på 3½ tønde land.
I Skindbjerg
Huset i Skindbjerg er matrikel nr. 6 på kortet til højre. Jordtilligendet er på 47.000 kvadratalen. Da en tønde land er 14.000 kvadratalen altså ca. 3½ tønde land. Og som i Sverrighus var jorden dårlig, sandjord på en nordvendt skråning, og grænsende op til hedeområder.
Også i Skindbjerg var det svært at få det til at løbe rundt. Niels arbejdede da også jævnligt på Lindenborg, og en vinter tager han arbejde som røgter på en gård. Han må være på gården hele tiden og har knap nok mulighed for at komme hjem om søndagen. Han bliver syg om må køres hjem.
Han skranter meget og dør i sommeren 1895. Dog ikke af sygdom. Marinus siger i Ad sandede Veje kun at han døde pludselig. Han hængte sig i laden på Lindenborg og ifølge Christian Brøndum, Ellen Langelands fætter, kørt til hjemmet i en stiv arbejdsvogn. Ifølge kirkebogen hængte han sig af tungsind. Han blev begravet på Gammel Skørping kirkegård 8. juni 1895.
Efter hans død flyttede Marinus, der var ude at tjene, hjem til moderen og overtog driften af husmandsstedet i Skindbjerg. Også for ham var det vanskeligt at få det til at løbe rundt, blandt andet fordi han var svækket af tuberkulose, og derfor ikke i større udstrækning kunne tage arbejde hos andre.
Men ved hårdt arbejde og ved at satse på bierhverv, som biavl og avl af frugt og grøntsager, får han efterhånden forvandlet de 3½ tønde land dårlig jord til et mønsterbrug. Indsatsen er så imponerende, at han bliver hædret med en navnesten på Kongenshus Mindepark for hedens opdyrkere.
I vinteren 1910/11 var Marinus på Kærhave højskole, og Peter overtog hans plads i Hjemmet. I Ad sandede Veje beskriver Marinus det på følgende måde:
Ja, saa var det at jeg tog den Beslutning at rejse paa Landbrugsskole i fem Måneder for om mulig at raade Bod paa mine i høj Grad manglende Skolekundskaber. Mine fattige og slidsomme Barneaar havde næsten gjort mig til en uvidende Hedning. Min Broder, Peter Langeland, overtog min Plads i Hjemmet. Jeg har før i Bogen bemærket dette, det var jeg ikke saa glad for, det blev et stort Offer, han maate bringe for min Skoletrang, han havde været saa heldig at faa en god Plads hos en Købmand som Staldforpagter, det kunde give en god Løn, og en saadan Plads var ikke saa let at faa. Peter gik og sled og sparede for at faa Midler til eget Hjem. I den fattige Tid var det saa vanskeligt at faa Foden uder eget Bord, men vi Søskende holdt sammen og havde vanskeligt ved at sige nej til hinanden. Ja, han passede så vort hjem uden Løn, mens jeg var paa Skole. Jeg mener, at denne Søskendegodhed er en Følge af, at vi Børn var kommet fra den yderste fattige Pynt.
Til St. Restrup
Marinus begynder også at deltage i Husmandsbevægelsens arbejde. Han er blandt andet med i bestyrelsen for Husmændenes udstykningsforening for Aalborg Amt. Og i den forbindelse med til at udstykke St. Restrup i 1912. Og i 1913 køber han et af de udstykkede brug, og flytter til St. Restrup med sin kone og sin mor, Mette Johanne.
Mette Johanne holder ikke længe efter omplantningen fra Skindbjerg til St. Restrup. Marinus beskriver det på følgende måde:
En solklar Vintermorgen segnede hun stille om med et Suk, hun hviskede med svag Stemme: — Nu dør jeg, Farvel. Kun et Øjeblik, og vor kloge, flittige, nøjsomme Moder var ikke mere. Det var i Julen 1915, vor stridende, gode Moder nedlagde sin Vandringsstav.