organisationer:vildmosetilsynet

This is an old revision of the document!


Vildmosetilsynet

Peter Langeland var med i Vildmosetilsynet fra 1935 til omkring 1950. Vildmosetilsynet var et underudvalg under Statens Jordlovsudvalg, der stod for statens involvering i opdyrkning og udnyttelse af de to Vildmoser, Store og Lille Vildmose.

Dette opslag er baseret på gennemgangen af Vildmosetilsynets protokol, samt på

Konsulent M. K. Kristensen: Vildmosearbejdet, Udgivet af Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, 1945.

Det er også skelet til Jordlovsudvalgets protokol, og lidt til

Jørgen Priemé: Fra Jord til Bord, Strukturdirektoratets historie. Udgivet af Strukturdirektoratet 1997.

Statens involvering i opdyrkningen af de to nordjyske Vildmoser tog sin begyndelse under Første Verdenskrig. Og baggrunden var primært et ønske om adgang til brændselsreserverne i moserne i form af tørv. De første diskussioner og udredningsarbejder fandt sted i 1917:

Det var på Foranledning [af professor T. Westeman], at Kontorchef H. C. Larsen udarbejdede et Forslag, som den 5. November 1917 blev afgivet til Landbrugsministeriet. Under påpegning af den rådende Brændselsnød, den truende Arbejdsløshed, Trangen til udvidelse af dyrket Jord og ønskeligheden af at standse ødelæggelsen af gode Engarealer på Lavmose ved tørveskæring foreslog Planteavlsudvalget Vildmoserne erhvervet og udnyttet i overensstemmelse med Forslaget.

Der blev arbejdet videre med sagen, så langt at der blev fremsat lovforslag:

Nu blev der udarbejdet Lovforslag, som den 5. Februar 1918 forelagdes Folketinget, og som gik ud på at ekspropriere indtil 5000 ha af Store vildmose og indtil 5500 ha af Lille Vildmose til Udnyttelse ved offentligt og privat Initiativ .

I første omgang kunne lovforslaget ikke vedtages, der blev dog afsat 40.000 kr. til en grundig forundersøgelse. Der blev foretaget forskellige undersøgelser i moserne efter aftale med ejerne, Stamhuset Birkelse (Store Vildmose) og Grevskabet Lindenborg (Lille Vildmose). Der blev samtidig ført forhandlinger med ejerne om statens mulighed for at købe moserne. Ingen af ejerne var dog interesseret i at sælge. Lindenborg fordi de selv mente at kunne udnytte mosen, og Birkelse fordi de havde bortforpagtet 4000 tdl. af mosen. Forundersøgelsen resulterede dog i, at undersøgelsesudvalget foreslog Landbrugsministeriet at fremsætte lovforslag om erhvervelse af arealer i Store Vildmose på et sådant tidspunkt, hvor forpagtningen ophørt.

Næste skridt i sagen var at Rigsdagen i april 1920 nedsatte en Vildmosekommission, der som kommissorium fik

at undersøge Mulighederne for og eventuelt at stille Forslag om en rationel Ordning af Forholdene i og om Store Vildmose i Hjørring og Aalborg Amter og Lille Vildmose i Aalborg Amt, således at der skabtes Betingelser foren effektiv Udnyttelse af Tørvemassen i Moserne eller Dele af disse og for Mosernes landbrugsmæssige Anvendelse.

Kommissionen begyndte sit arbejde i august 1920. Interessen samlede sig fra starten om, hvorledes tørvemasserne i moserne kunne udbyttes. Der blev arbejdet med flere forslag. Udnyttelse af 'hundekød', meget let og løs tørv, til strøelse. Mere interesse samlede sig nok om udnyttelsen af tørvenes brændværdi. Der blev således foreslået, som et forsøg, at etablere et glasværk på 300 ha af mosen, svarende til et forbrug på 7200 tons tørv om året i 100 år.

Man undersøgte også muligheden af at anlægge et højspændingsværk. Ifølge undersøgelsen ville et kraftværk, der producerede 18 mill. kWh om året, forbruge 45.000 tons tørv, således at der ved drift i 100 år ville forbruges hundekødslaget fra 3000 ha.

Udvalget undersøgte tillige mulighederne for opdyrkning af arealerne både før og efter en mulig afgravning af tørvelaget.

Undervejs i udvalgets arbejde blev det muligt at købe størstedelen af Store Vildmose:

Det blev Kommissionen bekendt, at den Kontrakt, som Stamhuset Birkelse havde med A/S Vildmoserne om Forpagtning af ca. 2200 ha af Store Vildmose gav Stamhuset Ret til en Måned efter den 23. November 1920 at kræve Forpagtningsforholdet ophævet som Følge af, at Vildmoserne ikke havde fyldestgjort Bestemmelsen om at anlægge en Fabrik og etablere Tørveproduktion inden for en given Frist. Det var under disse omstændigheder, at Stamhuset Birkelse gik ind på at afhænde 2800 ha af sit Areal i Store Vildmose mod en Købesum af 250 Kr. pr. ha . Indstillingen vandt Ministeriets og Finansudvalgets Tilslutning, og ved Købekontrakt den 11. Marts 1921 blev det pågældende Areal købt af Birkelse.

Vildmoseudvalget gik nu i gang med at gøre mosen tjenlig til brug. Efter opmålinger og jordbundsundersøgelser igangsatte man de første omfattende arbejder, der bestod i at bygge veje, således at der kunne skaffes adgang til mosen, og i afvanding, således at der skabtes mulighed for opdyrkning af mosen. Ideerne om glasværk og kraftværk m.m. blev skudt i baggrunden til fordel for opdyrkning af arealerne.

Efter veje og grøfter var etableret gik man i gang med at forbedre arealerne til dyrkning. Første skridt bestod i planering af arealerne ved hjælp af traktortrukne fræsere. Jorden var blød og fræserne med traktorer voldsomt tunge. Traktorerne var da også udstyret med meget brede jernhjul, hvilket dog ikke forhindrede, at de ofte sad fast og måtte hjælpes op på det tørre.

Efter planeringen fulgte tilførsel af mergel. Og det var store mængder det drejede sig om, 50 til 70 m3 pr. ha. Der blev anlagt tipvognsbaner for at håndtere de store mængder.

Efter merglingen fulgte tilførslen af kunstgødning, dog i noget mindre mængder, og gentaget hvert år. Hvert år regnede man med, at der skulle tilføres 300 kg/ha superfosfat og 200 kg/ha kaligødning.

Endelig blev arealerne tilsået med græs. Og der blev opsat hegn. Området blev altså gjort klar til græsning af kreaturer.

I 1927 var man kommet så langt, at man begyndte at udsætte dyr og gennemføre tilvækstforsøg. De første års stude klarede sig så godt, at de omkringboende landmænd begyndte at udvise interesse for at leje sig ind på græsningen. Og fra 1930 udlejede man græsfenner. I starten mest til enkelte landmænd, men i stigende grad til husmandsforeninger. Brønderslev Husmandsforening gjorde et forsøg med leje af fællesgræsning i 1925. Men først fra 1939 blev ordningen mere permanent, og i 1943 foranledigede Aalborg Amts Husmandsforeninger, formodentlig stærk hjulpet på vej af Peter Langeland, at 12 husmandsforeninger og husmandskredse organiserede fællesgræsning.

Da det ikke altid var nemt at leje græsningen ud, lejere svingede fra 84 i 1930 til 165 i 1942, besluttede Vildmosekommissionen at oprette helårsbrug på mosen og opførte i 1933 og 1934 i alt 10 forpagterbrug på 40 ha, 2 dog kun 20 ha.

Ud over udlejning af græsning og oprettelse af forpagtergårde opbyggede Vildmosekommissionen en Opdrætningscentral. I Vildmosearbejdet beskrives den på følgende måde:

Opdrætningscentralen er en Pension for sunde Kalve fra tuberkuløse Besætninger ude i Landet, hvor man ønsker at erstatte de tuberkuløse Dyr med friskt Indskud, og hvor man alligevel gerne i Avlen vil benytte Tillæg af de bedste Avlsdyr på Gården. Kalve fødes som bekendt i Reglen fri for Tuberkulose, og når de isoleres fra den angrebne Besætning til Afsendelsestiden - 8-12 Maaneder – og har de fornødne Attester for at have bestået Tuberkulinprøve og Blodprøve for Kastning, kan de blive optaget på Opdrætningscentralen. Her værnes de nu under opdrætningen mod smitsomme Sygdomme, og efter at de er løbet ved Tyre af 1. Kl. Afstamning, hjemsendes de som højtdrægtige Kvier og som tuberkulosefrit Indskud i Moderbesætningen .

Ideen om at oprette en opdrætningscentral blev først fremsat af dyrlæge P. Grinsted i Aalborg i 1933 og blev hurtig taget op af Aalborg Amts Landboforeninger, Nørresundby Slagteri og Aalborg Kvægtorvs ledelse. De første forhandlinger førte dog ikke til noget selv om Vildmosekommissionen var positiv indstillet, men dog ønskede at en ordning skulle dække hele landet. M. K. Kristensen foreslog derpå i 1934 at Mejeriernes Fællesorganisation kunne stå som samlende organ for udnyttelsen af en Opdrætningscentral.

Der blev nu optaget Forhandlinger mellem Mejeriernes Fællesorganisation, Vildmosekommissionen og Landbrugsministeriet, og disse Forhandlinger resulterede i en Overenskomst, hvorefter Staten skulde stille 1500 ha af Sandels- og Damfennerne i Store Vildmose til Rådighed sammen med de fornødne bygninger bestående af 19 staldgårde og en centralgård med Plads for Kvier, Hestekraft, Inspektøren og hans Familie samt en Arbejdsstab på 70 Mand om Sommeren.

Ved udgangen af 1934 var man blevet enige, og en arkitektkonkurrence om opførelse af bygningerne kunne udskrives og byggeriet efterfølgende sættes i gang. Og man arbejdede hurtigt. Man indtegnede kvier fra februar 1935 til udsætning på mosen i sommeren og opstaldning den efterfølgende vinter.

Indtil 1935 var arbejdet i mosen sket under Vildmosekommissionens ledelse med reference til Landbrugsministeriet. I 1935 blev det besluttet, at Vildmosen skulle overtages af Jordfonden og at ledelsen af arbejdet skulle overgå til Statens Jordlovsudvalg.

Til at have opsyn med det praktiske arbejde nedsatte Jordlovsudvalget et underudvalg, Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg, bestående at tre medlemmer. Fra starten bestod dette udvalg af Jordlovsudvalgets formand, Niels Frederiksen, og Jordlovsudvalgets ansvarlige for Ålborg og Hjørring amter, Peter Langeland og Vilhelm Fibiger.

Den mere praktiske side af ledelsen af arbejdet varetoges af Vildmosetilsynet. Dets rolle ses måske bedst af det kommissorium, der blev forhandlet med Jordlovsudvalget på et møde den 9. januar 1936. I Vildmosetilsynets protokol finder vi:

Vildmosetilsynets forhold til Jordlovsudvalget:

Den daglige administration af Vildmosearbejdet forestås af Konsulent M. K. Kristensen, Skanderborg med sekretær Johs. Knudsen som daglig regnskabsfører og hjælper.

I månedlige møder i Vildmosetilsynet forelægges forslag om arbejdet til beslutning og meddelelser om arbejdet til efterretning og godkendelse.

Der udarbejdes fra møderne en protokol, som sendes medlemmerne til godkendelse. Protokollen sendes også til Statens Jordlovsudvalgs formand til godkendelse og videre indstilling til ministeriet i de tilfælde, hvor dette er fornødent.

Tilsynets virksomhed. Tilsynet har opsigt med de ti forpagtergårde og opdrætningscentralen med hensyn til den kontraktlige overholdelse og gødskning og vedligeholdelse af arealerne samt brugen af disse og bygningerne. Tilsynet forestår selv gødskning og pleje af de græsarealer, som lejes ud til græs og ser efter med den stedfindende udnyttelse.

Vildmosetilsynet udarbejder planer for nyopdyrkning og har tilsyn med arbejdernes gennemførelse.

Vildmosetilsynet har regnskabet og pengeudbetalingerne samt indkasseringen af regningsbeløb. Der aflægges månedligt regnskab over for statens jordlovsudvalg, hvad driften angår.

Til nykultivering og nybygninger kan tilsynet fra Statens Jordlovsudvalg af de givne bevillinger rekvirere de nødvendige beløb, efterhånden som der bliver brug for dem. Der aflægges årligt regnskab for anvendelsen af beløbene.

Regnskabet deles i afdelinger for nykultivering, nybygninger og drift.

Der ser ud til at være lidt usikkerhed om, hvem der udgjorde Vildmosetilsynet. Men det ser ud som om, at Vildmosetilsynet bestod af Konsulent M. K. Kristensen, med sekretær Johannes Knudsen som hjælp. Det Peter var med i, var vel derfor Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg. Vildmosetilsynets protokol er dog ført på en sådan måde, at det fremtræder som protokol for Vildmoseudvalget. I det følgende benyttes derfor betegnelsen Vildmosetilsynet for Vildmoseudvalget samt M. K. Kristensen og Johs. Knudsen.

Og Vildmosetilsynet sad 'på toppen' af en organisation, der efterhånden blev meget stor. En fornemmelse for størrelsen kan fåes af M. K. Kristensens udtalelse til protokollen på Vildmosetilsynets møde den 18. juni 1945, der er M. K. Kristensens sidste møde inden pensioneringen:

M. K. Kristensen meddelte, at han var gået ind i arbejdet, således som han var blevet indstillet som medlem af Vildmosekommissionen fra 1920 -1934, og at han i sit arbejde havde denne indstilling.

Til at begynde med var den ledende arbejdsstab meget lille og omfattede kun halvdelen af St. Vildmose. Nu var her kommet opdrætningscentral til. Vildmosetilsynet havde fået navn og kontor. Nye arbejdsmarker var tilkommet i Lille Vildmose med opdyrkningen, Vildmosegården og Nopsgården, med Søengene, Klausholm, Hørsholmene samt værkstedet. Tørveproduktionen var kommet til.

Der var i 1934 arbejde på 1400 ha, i 1945 på 6.131 ha. De ledende personer fra 7 imod 98, arbejderne 85 imod 919, 307 heste imod 1.531, 3.710 kreaturer mod 7.499, 200 får mod 1.100. …

Det sidste møde i Vildmosetilsynet, hvorfra der foreligger referat, er i 1964. Vildmosetilsynet eksisterer dog stadig. På Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside præsenteres det på følgende måde (september 2011):

Vildmosetilsynet
Vildmosetilsynet forestår den daglige drift af ca. 1200 ha i Store Vildmose samt i Sandmosen. Tilsynet indgår aftaler med omkring 100 landmænd, der kommer med ca. 4000 dyr, overvejende kreaturer og heste.

Vildmosetilsynets servicetilbud omfatter udlejning af græsningsarealer i moserne. Der er i alt ca. 1.000 ha. Vildmosetilsynet har dagligt tilsyn med kreaturer og heste i græsningsperioden fra midt i maj til slutningen af oktober. Vildmosetilsynet sørger desuden for hegning og drikkevandforsyning. Mod særskilt betaling tilbyder Vildmosetilsynet at give dyrene en mineralblanding, at gøde arealerne samt eventuelt at behandle for indvoldsparasitter.

Landmænd, der kunne være interesseret i at indgå forpagtningsaftaler, bedes henvende sig til Vildmosetilsynet, FødevareErhverv.

Jagten på Vildmosetilsynets arealer er lejet ud til højstbydende på 5-årige kontrakter med udløb i 2013.

Ulvedybet:
Vildmosetilsynet administrerer også det statsejede naturreservat Ulvedybet og står for udlejning af randarealerne, der bliver afgræsset. Disse arealer er ikke omfattet af Vildmosetilsynets servicetilbud.

Peter Langelands første møde i Vildmosetilsynet var den 2. maj 1935. På det tidspunkt var opdyrkningen af Store Vildmose allerede langt fremskredet. Der var bygget forpagtergårde, opdrætningscentralen var besluttet og arbejdet sat i gang, både med at indskrive kreaturer og med at opføre bygninger.

Peter var formodentlig med indtil han stoppede i Statens Jordlovsudvalg i foråret 1950. Man kan ikke af Vildmosetilsynets protokol se hvor længe han var med, idet indføringer i protokollen tynder voldsomt ud fra 1946 og fremefter. Vildmosetilsynet mødtes rundt regnet en gang om måneden (90 møder mellem 1935 og 1945 er noteret i protokollen). Derudover har der formodentlig været en del mødeaktivitet, der ikke er registreret. Det er derfor nok ingen tvivl om, at deltagelse i Tilsynets arbejde har været ret tidskrævende. Den største fordel for Peter har vel været, at arbejdet ikke krævede længere rejser, som f. eks. møderne i København i Jordlovsudvalget og Husmandsforeningernes bestyrelse m.m.

I Peters tid i tilsynet skete der en voldsom udvidelse af aktiviteterne: Man opkøbte store arealer i tilknytning til det allerede ejede i Store Vildmose, man købte en stor del af Lille Vildmose og igangsatte opdyrkningen af denne, og man opkøbte arealer og foretog inddæmningsarbejder omkring Gøl og Øland. Undervejs havde man store problemer med opdrætningscentralen, som man selv overtog driften af fra Mejeriernes Fællesorganisation. Under krigen blev man voldsomt involveret i tørveproduktion, og dyrkning af afgrøder, som hør og hamp, der ikke længere kunne importeres.

Peters rolle kan vel kort beskrives som medlem af bestyrelsen for Danmarks største jordbrug, idet tilsynet i 1945 havde ansvaret for dyrkningen og udnyttelsen af over 6.000 ha.

I Vildmosearbejdet, der er udkom i 1945, er der en beskrivelse af tilsynets ledende mænd. Peter er beskrevet på følgende måde:

Det er en stor Styrkelse for Vildmoseudvalget, at Husmand P. Langeland, St. Restrup - den nordjydske Husmandsfører - er kommet med i vildmosearbejdet. En Del af virksomheden - således Fordelingen af Kælvekvier til Nybyggere i Jylland og nu udleje af Andelsfenner til Husmandsforeninger og Husmandskredse i Nordjylland - falder direkte ind under de ønsker, som Langeland nærer om Støtte for de mindre Landbrug. P. Langeland er en af dem, der længe har ivret for vildmosernes opdyrkning, og han har for sit Vedkommende været med til at tage hårde Løft, for at Arbejdet skulde glide under vanskelige Situationer.

I det følgende gennemgås tilsynets aktiviteter, som de fremgår af protokollen, i den tid Peter deltog i arbejdet. Megen tid på møderne medgår med, hvad der bedst kan betegnes som almindelige driftsspørgsmål. Og man får indtrykket af at Vildmoseudvalget, altså Jordlovsudvalgets repræsentanter, fungerer som bestyrelse med M. K. Kristensen som direktør. Et eksempel på en mødedagsorden findes kan findes her.

Det areal Jordlovsudvalget overtog fra Vildmosekommissionen i 1935 var på ca. 2.800 ha. Men der var store mosearealer i Vildmosen, der lå hen på samme måde som de arealer, der i sin tid var overtaget fra Stamhuset Birkelse. Jordlovsudvalget forsøgte at købe op i disse arealer, således at hele mosen kunne komme under statslig kontrol. Og det første møde hvor Peter optræder, 2. maj 1935, er et møde Jordlovsudvalget har om opkøb, og det er ikke helt klart om Peter er med som medlem af Jordlovsudvalget eller som repræsentant for Vildmosetilsynet. Man mødes med lodsejerne af Biersted og Nørre Halne moselodder for at diskutere køb af lodderne, der er beliggende i mosens sydlige del. Af protokollen for Jordlovsudvalgets møde den 11. september 1935 fremgår det at man i Ministeriet har fået godkendt købet: Af Biersteds sogns vildmoselodder: 800 ha.

Store Vildmose Kort over Store Vildmose fra Vildmosetilsynets protokol, med indtegnede veje og drængrøfter.

Herefter råder Jordlovsudvalget over ca. 3.700 ha i Store Vildmose.

På det tidspunkt hvor Peter starter i Vildmosetilsynet, sommeren 1935, er der indgået aftale med Mejeriernes Fællesorganisation om Opdrætcentralen. Tilsynet har forpligtet sig til at bygge en centralgård og et antal staldgårde. Begge dele står færdig i løbet af sommeren 1935.

Derudover har Tilsynet forpligtet sig til at have opsigt med … opdrætningscentralen med hensyn til den kontraktlige overholdelse og gødskning og vedligeholdelse af arealerne samt brugen af disse og bygningerne .

Man skal altså sørge for at arealerne gødes og hegn, grøfter m.m. holdes i orden. Mejerierne står selv for driften af centralen. Og det viser sig hurtigt, at der er store problemer med at få driften til at løbe rundt. Første gang vi støder på problemerne er i juli 1936, altså på et tidspunkt, hvor centralen har været i drift lidt over et år. Vi finder i protokollen: Problemer med opdrætningscentralen, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen. De ønsker tilskud til forskelligt. Tilsynet er nok villig til at hjælpe, men synes mejerierne er for pylrede, idet de øvrige 10 forpagtere godt kan få tingene til at hænge sammen.

Allerede måneden efter er centralens problemer oppe at vende igen:

Opdrætningscentralens muligheder.
P. Langeland følte sig overbevist om, at Vildmosetilsynet på tilfredsstillende måde kunde drive foretagendet. Der skulle indkøbes kvier brugelige til avlsdyr, som så skulde sælges ved auktion, når tiden var inde hertil
Herefter en diskussion af problemer hermed. Blandt andet, ser det ud til, for høje lønninger i Tilsynets regi.

På næste møde fylder centralen ligeledes meget. Men det bliver værre. I januar 1937 er der møde mellem Mejerierne, Tilsynet og Statens Jordlovsudvalg på Jordlovsudvalgets kontor i København.

Møde mellem Statens Jordlovsudvalg og Mejeriernes fællesorganisation for at drøfte forholdene omkring Opdrætscentralen i St. Vildmose.
Fællesorganisationen han ikke få økonomien til at hænge sammen. De var blevet stillet i udsigt at de kunne græsse 4000 kvier om sommeren og have 400 på stald om vinteren. Men de har altså opereret med underskud på trods af en afgift pr. kvie på 120 kr.
Niels Frederiksen (Jordlovsudvalgets formand) lover velvilje til at forsøge at finde en løsning.
Peter har et længere indlæg, hvis hovedtese er at andre forpagtere af jord og bygninger på mosen sagtens kan få økonomien til at hænge sammen. Der er venteliste for at få lov at komme til. Desuden sender Fællesorganisationen alt for dårlige og unge kvier til mosen, hvorfor de ikke kan forvente et ordentlig resultat.
Mødets resultat er at Fællesorganisationen i samarbejde med Vildmosetilsynet skal udarbejde en driftsplan for en nyordning .

Der arbejdes på at lave en plan for en nyordning. På et møde i februar diskuteres planerne:

Møde mellem tilsynet og mejeriernes Fællesorganisation.
Diskussion af Mejeriernes plan for opdrætningscentralens fortsatte drift. De foreslår en nedsættelse af beregningsgrundlaget for forpagtningsafgiften og at Staten/Jordlovsudvalget påtager sig risikoen for, at der kan avles nok til at føde det beregnede antal kvier.
Jordlovsudvalget/Tilsynet kan måske gå med til en forpagtningsnedsættelse, men kan ikke gå med til at påtage sig nogen risiko. Ses som en første behandling af forslaget. Ministeren skal spørges om, hvor meget han vil sætte ind på at bevare opdrætningscentralen .

På mødet i marts finder vi

Forhandling med Mejerierne om Opdrætningscentralen. Niels Frederiksen lovede bortfald af forpagtningsafgift for et år, og 150.000 kr. rentefrit lån til indkøb af Kvier, da der var tegnet meget få. Driftansvaret måtte hvile helt på mejerierne .

På mødet i maj drøftede man igen situationen. Denne gang dog uden at Mejerierne var til stede.

Opdrætningscentralen
Man så mørkt på fremtidsudsigterne “og var enige om i den kommende tid at skimte efter udveje for anden brug af arealerne og organisation af centralgården” .

Man begyndte altså at undersøge alternativer til samarbejdet med Mejerierne. På julimødet drøfter man igen sagen: Man drøfter desuden et internt udarbejdet forslag til drift af Opdrætningscentralen, hvor staldgårdene udlejes enkeltvis. Man vil tænke over det og må selvfølgelig enes med mejerierne .

Sager går videre. I august finder vi: Opdrætningscentralen igen. Niels Frederiksen havde talt med ministeren, der var enig i, at man ikke kunne fortsætte uden lejeindtægt fra Mejerierne. Man ønskede et møde med Mejerierne snarest. Og så gerne, at det var dem, der ønskede at trække sig fra kontrakten.

Man kommer nærmere og nærmere på en situation, hvor Mejerierne trækker sig. I november således: Drøftelse af oplæg til møde med Mejerierne. Man vil tilbyde halv afgift resten af forpagtningens løbetid. Hvis dette ikke er acceptabel så fuld afgift i et år til afvikling. Og igen i januar 1938: Der havde været et møde i Ministeriet med deltagelse af ministeren og departementschefen og Mejerierne. Mejerierne blev tilbudt 25% reduktion af forpagtningsafgiften og at Jordlovsudvalget ville indkøbe op til 500 kvier i to år, så centralen kunne afvikles i god ro og orden. Mejerierne mente ikke at kunne acceptere at køre videre, da de midler der var afsat var brugt, og man ikke kunne påtage sig nogen yderligere risiko. Man var nødt til at standse med det samme. Nyt møde aftaltes.

Herefter ser det ud til at Mejerierne har trukket sig ud meget hurtigt. Der er ingen omtale af et nyt møde med Mejerierne, men af protokollen for Tilsynets møde i juli ser det ud som om, Tilsynet har overtaget driften af Centralen. I august har Peter og M. K. Kristensen et møde med Mejerierne om køb af et hold kvier, der tilhører Mejerierne. Ved samme lejlighed diskuteres, hvorledes Jordlovsudvalget, som er den nye ejer, skal komme af med kvierne. Peter foreslår, at der trækkes lod blandt interesserede købere, idet man ikke er meget for at afholde auktion.

Efter august 1938 optræder Opdrætningscentralen ikke i protokollen på anden måde end som forhold i forbindelse med almindelig drift.

I Vildmosearbejdet hører vi lidt mere om problemerne, der førte til at Mejerierne trak sig ud:

De følgende År var der adskillig Modgang. Stankelbenslarverne greb, som førnævnt , ind og svækkede Udbyttet. Muligvis har Manglen på tilstrækkelig Fosforsyre og KaIi holdt Udbyttet noget nede i de nærmest følgende År, og Vejrguderne var heller ikke opdrætningen gunstig. Det kneb for Kvierne på visse strækninger - uklart af hvilken Grund - at klare sig, og dette gav straks Genlyd i de tegnende Mejeriers Generalforsamlinger og i Pressen, så det efterhånden blev vanskeligt at tegne så mange Dyr, som man skulde bruge . Statens Jordlovsudvalg måtte da træde til med Midler til Indkøb af Dyr.

I 1938 stod det Fællesorganisationen klart, at den helst måtte træde til bage fra dette Foretagende, da det ikke var den muligt at opnå yderligere Bevillinger, og efter Forhandling med Ministeriet afgav den derefter hele sit Materiel, Inventar og Hestebestand samt Tegning af Kvier til Statens Jordlovsudvalg, hvis Vildmosetilsyn derefter med Inspektør N. Mølgaard som daglig Leder har stået for Administrationen .

Man havde dog lært meget. Og Vildmosetilsynet fortsatte Opdrætningscentralen, som det ses i følgende:

Set som Helhed, nu da denne Fase er forbi, blev der vundet mange Erfaringer til Støtte for Arbejdet i Årene 1935-39. Det var de første vanskelige År og de første svære Tag, som Mejerierne måtte tage. Det er ikke for meget sagt, at hvis ikke Fællesorganisationen var trådt til, var denne store og vanskelige Sag næppe blevet trukket i Klæderne. Det vilde ikke have været muligt at få Regeringsmyndighederne til at gå med til et Statsforetagende af denne Art. Med Mejeriernes Hjælp gik det imidlertid. Vildmosekontoret har siden besørget det Arbejde, der blev udført på Fællesorganisationens Kontor i Aarhus, og Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg har fulgt med i Arbejdet og truffet de Afgørelser og skaffet de Bevillinger, der efter Omstændighederne var nødvendige .

Som det ses, er forfatteren af Vildmosearbejdet meget positiv stemt over for Mejerierne. Forfatteren, M. K. Kristensen, var da også en af ide-mændene bag Opdrætningscentralen og ydede en stor indsats for at få den etableret, og var selvfølgelig også dybt involveret i dens fortsættelse i Vildmosetilsynets regi. Det ser derimod ud til, at Peter hele vejen igennem var meget kritisk indstillet over for Mejerierne. Efter at Mejerierne havde trukket sig, ser det ud til, at Peter gjorde en stor indsats for at sikre husmændene adgang til at bruge mosen, både som fællesgræsning om sommeren, og som købere af kvier fra Opdrætningscentralen.

Opdrætningscentralen fortsatte med at fungere som center for rensning af besætninger for tuberkulose og smitsom kalvekastning. For at udnytte centralens kapacitet fuldt ud købte Tilsynet hvert år et antal kvier, der så senere blev solgt. Salget foregik ikke, som man kunne forvente ved auktion, men ved at Tilsynet fastsatte en pris, hvorefter der blev trukket lod blandt de interessenter, der havde meldt sig.

Vildmosearbejdet har en beskrivelse af forholdene:

I 1938 påbegyndte Mejeriernes Fællesorganisation for Vildmosetilsynets Regning Indkøb af Kalve til Supplering af Bestanden. Det drejede sig om 523 Stk., og efter Vildmosetilsynets Overtagelse af Opdrætningscentralen er Kalvene forskaffet dels ved Tegning og dels ved Opkøb. Der er i Årene 1938-41 modtaget 10 000 Kvier, hvoraf 645 er opkøbt og indtegnet af Husmandsforeningernes Indkøbsforeninger, Vildmosetilsynet har i denne Periode selv indkøbt 2883 Kvier.

I Opdrætningscentralen er fremdeles Tegningen af Kvier Hovedsagen. Ved Tegningen våges der over, at det ikke er Forretningshensyn, der kommer til at gøre sig gældende, men at Tegningen bliver en Håndsrækning i Arbejdet for Udrensning af Tuberkulose i bestående Besætninger. Indkøbsforeningernes Kvier er blevet bortsolgt ved Auktion. Vildmosetilsynets Kvier udloddes først til Nybyggere i Jylland, og efter at denne Trang er dækket, overlades Resten til private Købere. Udlodningen af disse Kvier er et Kapitel for sig. De sættes til Pris forinden Udlodningen af Inspektør N. Mølgaard, Centralgården, og Kredsdyrlæge Svend Christensen, Hjørring, i Henhold til Dagspriserne og Kviernes Kvalitet. De sælges derefter med ca. 100 Stk. daglig ved 3 Udlodninger i September og Oktober Måned. Salget er ordnet således, at et passende Antal Nybyggere tilsiges til hver Udlodningsdag. Det er store Dage for såvel Køber som Sælger. For Køberen, fordi han kan komme i Besiddelse af gode Dyr til rimelige Priser og på gode Vilkår, da Staten yder Etableringslån og Tilskud efter Tuberkuloseloven, således at det kun er et mindre Beløb, den enkelte Køber skal af med for at få 2-3 gode Kvier med hjem i Bilen .

Og opdrætningscentralen bestod til midt i halvtredserne , hvor staldgårdene blev udstykket til husmandsbrug.

Vest for Store Vildmose ligger meget store, meget lavtliggende områder, der altid var meget fugtige og jævnligt blev oversvømmet. Altså arealer der var af meget lav landbrugsmæssig værdi. De kunne allerhøjest bruges til lidt græsning. I tilslutningen til arbejdet med at opdyrke Store Vildmose blev man i regeringskredse enige om at forsøge store dele af disse områder inddiget og opdyrket. Jordlovsudvalget bliver opfordret til at se på sagen: Anmodning fra ministeriet om at besigtige Statens arealer i inddæmningen Øland-Attrup i Aalborg og Hjørring amter, der agtes afvandet med eventuel udstykning for øje.

Og i Vildmosetilsynets protokol ser man, at Finanstilsynet samt Landbrugsminister Bording og trafikminister Fisker var på besøg ved inddæmningen ved Øland den 11. juni 1936. Man har formodentlig ved samme lejlighed set på hele det lave område mellem Øland og Store Vildmose. Trafikministeren lovede at være behjælpelig med at få vejspørgsmål bragt i orden. Og veje var et af Tilsynets, og også Jordlovsudvalgets, tilbagevendende spørgsmål. Der var altid problemer med at få Sogneråd til at optage nyanlagte veje som offentlige vej og derfor et kommunalt vedligeholdelsesproblem.

Købet af arealerne fremgår ikke direkte af Tilsynets protokol, da det er en opgave for Jordlovsudvalget, hvor de dog også er sparsomt belyst. Opkøbene starter dog formodentlig ret tidligt, efter at Peter kommer med i Tilsynet. På mødet i Tilsynet den 7. oktober 1937 diskuterer man købet af Clausholm, hvorved man ville få et stort sammenhængende areal med Oksholm og Hovengene. Clausholm, der ser ud til at have været en del af Oksholm, får man købt. Derimod lykkes det aldrig at købe Oksholm, selv om man ifølge Jordlovsudvalgets protokol, forsøger.

I Tilsynets protokol findes i forbindelse med referat af mødet den 12. april 1938 en indstilling udarbejdet af M. K. Kristensen og Johs. Knudsen om købet af Rævkjærgaard Søenge. Indstillingen er gengivet i sin helhed i et selvstændigt opslag, idet den giver et udmærket indblik i udfordringerne med få fornuftig agerjord ud af de meget lavtliggende jorde omkring Øland og Gjøl. Af Jordlovsudvalgets protokol kan man dog se at sagen behandles og indstilles til ministeren.

Det er dog først og fremmest af Vildmosetilsynets arbejdsbeskrivelse, der finde i protokollen under 20. maj 1938, at det er muligt at se at man køber Søengene. Af samme arbejdsbeskrivelse ser man tillige, hvilke øvrige arealer man har købt allerede på dette tidspunkt. De kan opgøres som vist i tabellen til højre.

Arealerne ligger i området fra Ryå og vestpå, nord om Gjøl og Øland, mellem rute 11 og Limfjorden.

Limfjordsarealer:
Ølandsarealer 470 ha
Statsarealet ved Skallerne 430 ha
Clausholm 135 ha
Hvolgaard 160 ha
Hovengen 100 ha
Søengen 435 ha
Ialt 1.730 ha

Som beskrevet i indstillingen om købet af Rævkjærgaards Søenge går arbejdet med at kultivere området i gang, og man kommer så langt, at man i 1945 kan begynde udstykningen af Søengene . (Det er for øvrigt en af de meget få gange at man finder en bemærkning om udstykningen. I Jordlovsudvalgets protokol er der masser om køb af jord, men næsten intet om konkrete udstykninger, der jo dog altid finder sted. Det samme i Tilsynets protokol).

Man har videre interesse i områderne vest for Øland. Man anstiller derfor et forsøg, der omtales i protokollen under 11. august 1939: Omtale af Ølandsforsøget. Staten ønskede at vide om man kunne inddæmme et område ved Øland og få god jord ud af det. Derfor blev et mindre areal på 4 ha inddæmmet.

Resultaterne er åbenbart så gode, at man i 1940 diskuterer problemerne i forbindelse med at gennemføre Øland-Attrup inddæmningen, der er foreslået som beskæftigelsesarbejde . Og man indleder forhandlinger med mulige interesserede, idet man ikke vil gå i gang med arbejdet med mindre, der dannes et digealug. Det ser dog ud til, at det, det drejer sig om, ikke er bygningen af selve dæmningen, der ifølge wikipedia blev påbegyndt i 1921, men derimod afvanding af området bag dæmningen, ved grøftning og opførelse af en pumpestation. Ved pumpestationen står en mindesten for de, der havde fremmet landvindingen. Rejst i 1954 af Brovst kommune. På nettet kan man finde følgende beskrivelse:

Gårdejerne omkring Øland anlægger et lille dige ved Knudegård for at beskytte engene, men de bliver alligevel ofte oversvømmet, så der opstod ideer om at lave et nyt og højere dige mellem Øland og Gjøl og endnu et dige mellem Attrup og Øland. I 1914 påbegyndte man arbejdet mellem Gjøl og Øland, og diget var færdigt i 1919. Prisen var 75.000 kr. I 1915 startede man så på anden del – diget mellem Øland og Attrup. Dette dige var færdig i 1922 og kostede 600.000 kr. I digerne var der sluseanlæg med en slags ”døre” som lukkede når der var meget vand i fjorden, og som var åbne når der var lavvandet, så vandet indenfor kunne løbe væk. Disse ”døre” var af træ og rådnede efterhånden. De blev udskiftet, og disse plader bruges stadig ved højvande i fjorden. Man besluttede i 1940 at bygge en pumpestation med tre motorer både ved Attrup og ved Ulvedybet. Pumpestationen i Attrup var færdig i 1954, og pumpestationen ved Ulvedybet var færdig i 1969. De tre pumper i Attrup er større end dem ved Ulvedybet. Kører alle tre pumper kan der flyttes 10,7 m3 pr sekund – det svarer til 642.000 l i minuttet, og pumperne løfter vandet 2 meter op og ud i Limfjorden. Attrup Pumpestation afvander 12.500 ha jord, og der er 116 km kanaler – som fra Aalborg C til Århus C ad landevejen. Efter pumpestationerne kom i drift, blev arbejdet med at vedligeholde og udbygge de mange kanaler i området intensiveret for at få så meget jord som muligt under plov.

Kortudsnittet til højre er ca. 100 år gammelt. Jernbanen mellem Thisted og Aalborg er bygget, men Øland og Gjøl er ikke landfast med resten af Han Herred. Det præcise årstal kendes ikke, men jernbanen blev bygget i 1890’erne, og Øland blev landfast omkring 1920’erne.

Landskabet mellem Limfjorden og Tranum er meget fugtigt fordi det ligger 1 – 1½ m under vandspejlet i fjorden. De fugtige områder er på kortet de vandrette blå linjer.

Øland og Gøl ca. år 1900

Man var, som nævnt ovenfor, også fra statens side interesseret i at overtage Lille Vildmose. Det tog dog længere tid her end i Store Vildmose med at få arrangeret et køb. Første forsøg gøres i 1935, hvor Jordlovsudvalget modtager et tilbud fra Mosens ejer:

Grs. Schimmelmann, Lindenborg tilbyder ca. 1790 ha af den nordre ende af Lille Vildmose i Aalborg amt for 500.000 kr. Prisen blev anset for for høj. Formanden oplyste at det var tanken at administrationen af Store Vildmose og eventuelle arealer af Lille Vildmose skulde overgå til Jordlovsudvalget. Det vedtoges med forsigtighed at fortsætte forhandlingerne.

1936 har man forhandlet sig frem til en pris man tør indstille til Ministeren til godkendelse: Af “Lille Vildmose” Mou sogn, Aalborg amt. 3.098 ha, pris 800.000 kr. Sælger Grev Schimmelmann.

På samme møde besigtigede man arealerne i Mosen hvorefter man fortsatte diskussion af købet: Underudvalget anbefalede erhvervelsen af jorden (i Vildmosen). Formanden mente at kultiveringen af Lille Vildmose ville være noget nemmere end den i Store Vildmose.

Indlæg ved Langeland: Langeland anbefalede sagens fremme og anførte at der ved moseområdernes kultivering skabes absolutte foderværdier af stor betydning og store tørveværdier under græsarealerne. Det vedtoges at søge arealerne købt til den tilbudte pris.

Og på Jordlovsudvalgets møde den 19. november 1936 foreligger der godkendelse fra Ministeren: Lille Vildmose Mou sogn Aalborg amt: 3.098,2 ha, 7,628,158 kr.

(Prisen, enten denne eller den først nævnte, ser dog ikke ud til at stemme overens.)

Vildmosetilsynet var dog hurtigt i gang med arbejdet, allerede den 1. juli 1936, altså før købet var endeligt på plads, finde vi:

Pkt. 13: Kultiveringsarbejdet i Lille Vildmose påbegyndes efter overtagelsen den 1. april 1937. Dog kan der tages fat på de forberedende arbejder, nivellering m.m., allerede nu i efteråret, når købekontrakten foreligger oprettet.

Og man laver planer for arbejdet og den efterfølgende udstykning:

Besigtigelse af de indkøbte arealer.
Diskussion af udstykning. Man beregnet til hvert brug 5 ha sandjord og 15 ha mose. I alt skønnes at der kan oprettes 82 brug.
Forhandling med sogneråd, der ønsker at arbejdet med grøftning etc. ikke forceres således at den lokale arbejdskraft kan udføre arbejdet og der ikke skal importeres arbejdskraft udefra. Tilsynet villig hvis den nødvendige arbejdskraft findes. Man forventer at det vil tage 3 år at grave grøfter, 2 med at dræne og 3 med at mergle.

Man ønsker dog så vidt muligt at købe tilstødende arealer. Man køber således et par gårde i Dokkedal: I november 1936, Gårdejer Langeland har en ejendom i Dokkedal på ca. 80 tdl. Der støder op til statens arealer i L. Vildmose. Villig til at sælge til en rimelig pris.

På mødet i december bliver man internt enige om at købe: Diskussion af køb af Kr. Langelands går og et hus i Dokkedal. Vedtaget. Køb af Husmand P. Langelands ejendom samme sted. Ligeledes vedtaget med Jordlovsudvalgets forventede accept. Og til mødet den 21. december foreligger Jordlovsudvalgets accept. Bort set fra mindre stykker ser dette ud til at være de sidste tilkøb.

Kort over Lille Vildmose

Kort over Lille Vildmose fra Vildmosetilsynets protokol. Veje og grøfter er indtegnet.

Opdyrkningen af Lille Vildmose fulgte samme opskrift som for Store Vildmose. Det vil sige først opmåling og nivellering, der allerede gik i gang i slutningen af 1936. Derefter anlæg af veje og gravning af grøfter og afvandingskanaler. Derefter tilførsel af mergel, som man var så heldig at finde i Randrup, vest for mosen. For at hente mergelen til mosen blev der med nogen besvær anlagt en tipvognsbane. Man skulle både krydse vej og jernbane mellem Aalborg og Hadsund, ud over at man skulle enes med diverse lodsejere om ret til at anlægge spor. I alt blev der anlagt 50 km spor, i og uden for mosen.

  • organisationer/vildmosetilsynet.1399023495.txt.gz
  • Last modified: 2014/05/01 22:00
  • (external edit)