St. Restrup og Omegns Husmandsforening

Livet i kolonien udgøres af samspillet mellem husmændene indbyrdes i og udenfor deres foreninger og sammenslutninger og mellem husmandskolonien og højskolen/husmandsskolen. Dette liv skal her søges indfanget i sig selv og som en del af husmandsbevægelsen, da man i denne mindre end i mange andre sammenhænge kan pille et enkelt led ud og sætte det under lup. I husmandsbevægelsen hænger alt meget nøje sammen; den beskrevne organisationsstruktur betød, at kommunikationen i systemet var meget effektiv, med det resultat at udviklingen og indholdet i bevægelsen udviser en utrolig konsistens og klarhed. Derfor kan hverken det økonomisk-faglige eller det social-politiske arbejde i den lokale husmandsforening betragtes uden i sammenhæng med kredsforeningen, amtssammenslutningen og samvirksomheden ja, bevægelsen som helhed.

Som indgangsnøgle til dette liv er det mest oplagt at tage udgangspunkt i husmandsforeningen, da denne var den første og mest centrale forening i kolonien. Det var også derfra mange ikke bevægelsesdirigerede initiativer til aktivitet og videre organisering kom. Foreningen fungerede som en slags borgerforening og politisk vælgerforening på tværs af partiskel, men tog også fællesøkonomiske opgaver op - som f.eks. oprettelsen af andelsmøllen. Derudover tog den alle de “klassiske” husmandsforeningsopgaver op i overensstemmelse med husmandsbevægelsens program, så foreningen havde et socialt og kulturelt sigte ud over selvfølgelig det rent faglige. Det var netop på dette punkt husmandsbevægelsen og husmandsforeningerne adskilte sig fra landboforeningerne og de fleste andre erhvervsorganisationer, der ikke tog det sociale og kulturelle op, men kun det faglige og fagpolitiske.

Der blev taget initiativ til at stifte en husmandsforening allerede før de sidste husmænd havde fået deres ejendomme bygget færdig. Den 7. marts 1914 stiftedes foreningen som den første i kolonien. Foreningen sluttede sig til den meget aktive “Nordvesthimmerlands Husmandskreds”. Denne kreds udgjordes af 20 lokalforeninger, hvilket betød, at området var godt dækket ind med husmandsforeninger. I de nærmeste byer var der foreninger, men på trods af dette valgte de nye husmænd på Store Restrup at oprette deres egen husmandsforening, som tre mindre byer tilsluttede sig. Styrkeforholdet i dette samarbejde var, at foreningen - opdelt i 4 kredse med henblik på valgene til bestyrelsen - helt klart domineredes af “restrupperne”. F.eks. var foreningens formænd i hele den her behandlede periode Store Restrup husmænd. Husmandsforeningen tog snart initiativ til, at husmændene skulle købe det vandværk, udstyknings foreningen havde ladet anlægge og omdanne det til fælles andelsmølle og vandværk.

Da udstykningsforeningen købte Store Restrup fulgte bl.a. den gamle mølle med. Denne havde selvfølgelig fungeret som mølle, men havde også produceret elektricitet til hovedbygningen og fra 1915 til højskolen. Efter udstykningen pumpede den desuden vand til det af udstykningsforeningen anlagte fællesvandværk, som sparede de enkelte parcellister for at bekoste boringer ved hvert brug.

Husmandsforeningens bestyrelse nedsatte et udvalg, som fik handlen med udstykningsforeningen afsluttet, således at det senere oprettede andelsselskab “Store Restrup Andelsmølle og Vandværk” købte møllen + 1 1/2 tdr. land jord af udstykningsforeningen for 8.500 kr. En god handel taget i betragtning, at det havde kostet udstykningsforeningen 30.000 kr. at anlægge vandværket. Andelsselskabet blev stiftet 29. oktober 1914 og parcellisterne blev andelshavere i vandværket i forhold til ejendommenes jordværdi fastsat ved købene og således, at man købte andele i møllen og vandværket hver for sig. Alle måtte nødvendigvis være andelshavere i vandværket, men var altså ikke dermed tvunget til også at være med i andelsmøllen.

Til at bestyre selskabet ansattes en møllebestyrer med bolig i møllen. Han skulle passe vandværket og formale korn for andels- og ikke andelshavere. Andelsselskabets bestyrelse på 5 udgjordes på skift af selskabets andelshavere, hvorfor der ikke har været nogen grund til at udarbejde bestyrelseslister for dette foretagende. De nye husmænd tog således hurtigt de første skridt i retningen af koloniens gennemorganisering.

Da der første gang efter udstykningen skulle være sognerådsvalg - dvs. i 1917 -, tog husmandsforeningen initiativ til at holde valgmøder og at oprette valgforbund med andre husmandsforeninger. Disse opstillede sammen med håndværkere og landarbejdere en fælles kandidatliste, som der blev nedsat et agitationsudvalg til at arbejde for, og før valget blev der holdt prøvevalg på højskolen. l 1921, 1925 og 1929 lavede “Store Restrup og Omegns Husmandsforening” ikke valgforbund med andre, men der blev holdt valgmøder, opstillet kandidatliste osv.

Det var således husmandsforeningen, der tog initiativ til at sikre husmændene og de klasser de følte sig solidariske med flest mulige pladser i sognerådet og dermed indflydelse på den lokale politik og udvikling. Resultatet af valget i 1917 blev, at “restrupperne” fik to i sognerådet, hvor forstander Brande var den ene og Peter Langeland den anden - altså kun een husmand. Marie Langeland overdriver således lidt, når hun i sine erindringer skriver:

“Ved det første sognerådsvalg måtte tre store bønder vige sædet for de fattige stympere fra Store Restrup. Det var et hårdt slag for gårdmændene, en af konerne var grædefærdig og sagde: Skal de nu have lov til det Søren?”

Denne overdrivelse er dog mindre væsentlig i denne her sammenhæng, hvor det i højere grad er et spørgsmål om, hvad husmændene gjorde for at få politisk indflydelse i det gårdmandsdominerede lokalsamfund, husmandskolonien lå i. Husmændene var klar over det nødvendige i at slutte sig sammen, men de var også bevidst om den modstand og skepsis kolonien var omgærdet af på egnen, og som de mødte i så mange sammenhænge bl.a. i kravet om kontantbetaling og lignende, - hvilket ikke var normalt på landet på den tid. Allerede ved udstykningen havde der været modstand og skepsis på egnen over for dette, at herregården og herremanden som en stor skatteyder blev erstattet af en flok husmænd, som frygtedes kun ville blive en byrde for sognet. Modstanden bundede imidlertid ikke kun i det økonomiske, som husmændene hurtigt fik manet i jorden. Den havde, som citatet ovenfor viser, også rod i den politiske trussel de mange nye husmænd udgjorde - netop som samlet størrelse - for den lokalt dominerende klasse; men dette var de klassebevidste husmænd omvendt også selv fuldt ud klar over og bevidste om, hvilket også vil blive påpeget i flere sammenhænge i denne afhandling.

Som den centrale forening i kolonien tog husmandsforeningen også initiativ til at diskutere f.eks. skolespørgsmålet, som jeg vender tilbage til under behandlingen af friskolen, oprettelsen af et forsamlingshus og andre interne fællesspørgsmål i kolonien. Forsamlingshuset blev dog aldrig nogen realitet, men blev også helt unødvendigt, når man betænker den betydning og funktion husmandsskolen efterhånden fik i kolonien.

Højskolens “Riddersal” blev sammen med gymnastiksalen en slags forsamlingshus på Store Restrup efterhånden som livet og samspillet mellem skolen og husmændene udviklede sig. Det sociale liv og den lokale selskabelighed, som var en væsentlig dimension udfoldede sig i høj grad på højskolen. Dette gælder møder, foredrag, generalforsamlinger i de efterhånden mange foreninger, planteavlsudstillinger, dilletant- komedier, høstfester, jagtfester, juletræ, runde fødselsdage, sølvbryllupper og lignende.

Kontakten blev på alle måder tæt mellem kolonien og husmandsskolen. Når forstander Balles og hans kones sølvbryllup f.eks. blev holdt som et kaffeselskab med koloniens beboere som gæster, der havde lavet æresporten og hvad dertil hører, fortæller dette noget en, hvor intimt og familiært forholdet mellem højskolen og husmandskoloniens beboere blev.

Hvilken betydning en højskole eller en husmandsskole får for en egn eller det lokalsamfund den ligger i afhænger af begge parter. Når Store Restrup Husmandsskole fik stor betydning og blev det centrale samlingssted for husmandskoloni en, hang det ikke kun sammen med, at skolens lokaler blev mødelokaler for koloniens aktiviteter. Skolens of koloniens aktiviteter blev på mange måder til fælles aktiviteter. Husmandsskolen blevet fagligt og kulturelt kraftcentrum for kolonien - og for husmandsbevægelsen i Nordjylland, - men som husmændene på Store Restrup også ydede deres part til. Der var ikke tale om, at husmandsskolen alene gav og husmændene blot modtog. F. eks. underviste nogle af husmændene på husmandsskolens korte kurser - Marinus Langeland og Peter Bjerring - og kolonisterne havde haver og marker af en standard, som kunne og blev brugt til anskuelsesundervisning af højskolen - netop et af husmandsskolens pædagogiske midler. Husmandsskolen havde desuden eget landbrug og gartneri, som kunne udnyttes på samme måde.

Når husmændene og husmandskonerne havde marker og haver, som var anvendelige som anskuelsesundervisning, hang dette igen sammen med bl.a. det faglige arbejde husmandsforeningen tog op og som blev inspireret gennem faglig bistand fra kredsforeningen og amts sammenslutningens konsulenter, der samtidig var faglærere på husmandsskolen.

På utallige måder supplerede husmandsforeningen, husmændene og husmandsskolen hinanden. Husmandsskolen havde samtidig et nært forhold til husmandsbevægelsen i Nordjylland, hvad jeg allerede har været inde på tidligere, idet Store Restrup var kursuscenter og mødested for bevægelsens større arrangementer, hvilket selvfølgelig yderligere bragte “kolonisterne” i nær kontakt med den bevægelse de selv var en del af.

Et tilbagevendende fællesarrangement for husmandsskolen og kolonien var bl.a. “onsdagsmøderne”, hvor højskolens elever og lærere mødtes med “kolonisterne” til fællesforedrag, diskussion, oplæsning og lignende. Mange af koloniens børn blev også elever på højskolen, hvilket igen fortæller noget om det nære forhold mellem kolonien og skolen. Meget betegnende er det også, at kun to børn i kolonien er blevet gift med hinanden, mens de fleste andre fandt sig en kone eller mand på husmandsskolen.

“Store Restrup og Omegns Husmandsforening” arrangerede faglige møder, foredrag, kurser, markvandringer og planteavlsudstillinger, og helt i overensstemmelse med husmandsbevægelsens program afholdt den også møder med social-politiske foredrag og oplæg til diskussion foruden de lidt mere underholdende arrangementer med oplæsning og de åndeligt og kulturelt prægede møder og foredrag.

I mange tilfælde kan det dog være svært at placere de enkelte foredrag og møder under den ene eller den anden kategori, da det hele i mange tilfælde gled sammen. I husmandsbevægelsen var der en stærk tendens til, at det hele var gennemsyret af bevægelsens program og ideologi, således blev f.eks. også generalforsamlingerne og planteavlsudstillingerne ledsaget af foredrag af faglig og bevægelsesrelevant karakter. En vis opdeling kan det dog lade sig gøre at foretage og må nødvendigvis foretages af praktiske grunde.

De politisk orienterede møder og foredrag angik den social-politiske side af husmandsbevægelsens program og af dem, blev der holdt mange. De centrale emner var her jordspørgsmålet, georgismen, retsstatsprincippet og lignende. Husmandens og husmandsungdommens situation og mulighed for at få jord på rimelige betingelser var altid centrale emner, selvom også mere dagsaktuelle emner blev taget op. Til eksempel blev der holdt foredrag med titlerne: “Den moderne Husmand og Husmandsbruget og Kravet om Jord til alle, der har Lyst til at dyrke den”, “Len og Stamhuse deres opståen og afvikling” og “Kvindens valg- og stemmeret”. Det var foruden højskolens forstandere og lærere husmandsbevægelsens aktive forkæmpere og talsmænd - såvel lokale som fra det øvrige land - som kom og holdt disse foredrag. Af navne kan nævnes: Jens Jensen, Als Brohuse, forstanderne Brande og Balle, Mads Jensen, Aale, Niels Frederiksen, Lærer Fisker, Almind, Carl Nielsen, Aabybro, H.C. Nielsen, Svinning, landbrugsminister Bording, Jens Holdgaard m.fl.

Folkelige og kulturelle foredrag og oplæsningsaftener med emner af blandet social, kulturel og folkelig karakter blev der også holdt, og til disse var periodens folkelige digtere og husmændenes yndlingsforfattere de fortrukne sammen med mere lokale forfattere. Det var navne som: Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Harald Bergstedt, Martin Andersen Nexø, af lokale forfattere Thomas Olesen-Løkken, Jens Thise, Hune, Hans Poulsen, kommunelærer i Støvring og oplæser Sigurd Daubjerg,- der var god til flere dialekter. Dertil kom forstandere og lærere på højskolen/husmandsskolen, præster og andre venner af husmandsbevægelsen.

Husmandsbevægelsens generelle kulturelle og social-politiske bestræbelser blev således i høj grad taget op af “Store Restrup og Omegns Husmandsforening”, men alligevel udgjorde det faglige oplysningsarbejde den største del af foreningens aktivitet og virksomhed, når man tæller op og vægter de to kategorier mod hinanden. Det var i dette arbejde husmandsbevægelsen tog sit udgangspunkt og det var i dette arbejde en meget væsentlig del af bevægelsens arbejde blev lagt, ikke mindst af den “menige” husmand. Lederne i dette arbejde synes til gengæld ikke at have tilhørt de politisk aktive i bevægelsen hverken lokalt eller på landsplan.

Det vil være umuligt at give et blot nogenlunde realistisk billede af omfanget af dette arbejde i “St. Restrup og Omegns Husmandsforening”, og det nære samarbejde den på dette område havde med kredsforeningen. kvantiteten kan måske også siges at være mindre væsentlig, når man betænker den ensartethed arbejdet udviser m.h.t. måden, og når det i højere grad er et spørgsmål om at se på, hvilke opgaver husmandsforeningen tog op.

På dette punkt fulgte foreningens arbejde meget nøje husmandsbevægelsens program, der næsten gik i detaljer m.h.t., hvordan det skulle gribes an.

På planteavlens område skulle foreningerne anlægge forevisnings- og forsøgsmarker og -haver. De skulle lave konkurrencer mellem hele og dele af brug, planteavlsudstillinger ledsaget af faglige foredrag; markmøder med foredrag i forsøgshaverne og -markerne. Der skulle oprettes fremavlssteder, så de bedste sorter og stammer kunne udvikles og resultaterne af dette skulle offentliggøres, så resultaterne kunne udnyttes.

På husdyrbrugets område skulle kvægbrug og svineavl fremmes ved kontrol og staldbedømmelse. Fjerkræavlen og gedeavlen skulle fremmes gennem oprettelsen af specielle avlscentre og -foreninger.

Planteavlsarbejdet blev på Store Restrup helt i overensstemmelse med den generelle udvikling i dette arbejde i bevægelsen taget op først. Kursusvirksomheden indenfor planteavl tog foreningen straks op men kun i perioden 1915-1918. Her spillede husmandsskolens nære tilstedeværelse uden tvivl ind, for da denne blev omdannet til husmandsskole og tog de korte kurser op, opgav husmandsforeningen samme år dette arbejde. Udstykningsforeningen havde taget jord fra til en forevisningsmark, som blev anlagt og i første omgang tilhørte husmandsforeningen, indtil denne overdrog den til “Nordvesthimmerlands Husmandskreds” som derved fik til opgave at dyrke og passe den. Derved kunne alle kredsens foreninger komme og anvende den til markmøder og lignende, men selvfølgelig havde Store Restrup husmændene og husmandsskolen specielt megen nytte af den, idet den lå i kolonien. Konkurrencer blev der anstillet forud for såvel de lokale planteavlsudstillinger som kreds- og amtsudstillingerne.

Foreningen arrangerede planteavlsudstillinger, som blev holdt på husmandsskolen, i årene fra 1917 til 1920, mens man fra 1921 valgte at sløjfe udstillingerne, som kredsforeningen til gengæld fortsatte i perioden derefter og også havde taget op allerede før; og 1920 var der stor amtsudstilling. Forud for disse udstillinger arrangerede foreningen mark- os havebrugskonkurrencer, så udstillingerne kunne blive så store, flotte og ansporende som muligt - konkurrencemomentet og denne stillen til skue var et karakteristisk træk ved husmandsbevægelsens program for at udvikle det faglige arbejde -. Vinderne af de lokale konkurrencer gik videre til kredsudstillingerne og så fremdeles.

I dette arbejde var mange restruphusmænd meget aktive både som dommere og fremavlere, og flere sad i kredsforeningens planteavlsudvalg og var med til at lede dette arbejde. Arbejdet indenfor planteavlen udviklede sig kun lidt og kræfterne blev efterhånden samlet om nye opgaver. De ændrede økonomiske strukturer under og efter l. verdenskrig var bl.a. medvirkende årsag til, at husmandsbevægelsens faglige udvalg på husdyrbrugsområdet opfordrede foreningerne til at tage dette arbejde op. 1920'erne blev da også husdyrbrugsarbejdets store periode uden at planteavlen dog blev opgivet.

Husdyrbrugsarbejdet blev i alle dets facetter taget op af “St. Restrup og Omegns Husmandsforening” og helt i overensstemmelse med bevægelsens program. Fjerkræavlen blev taget op først, da denne passede godt for det lille brug. Allerede 1916 var der blevet dannet en kvægavlsforening og 1917 en kontrolforening, men selvom foreningerne blev dannet tidligt i forhold til kvægavlsarbejdets generelle udvikling i husmandsbevægelsen i 20'erne, slog det først for alvor igennem i 1920'erne på linie med udviklingen på landsplan. En gedeavlerforening blev der også dannet lige som svineavlen og hesteavlen blev taget op. Arbejdet indenfor husdyrbruget blev ledet af Karl Thomsen, der var aktiv såvel i den lokale forening som i kredsforeningen og i samvirsomhedens husdyrbrugsudvalg, hvorfor arbejdet ofte blev taget op på Store Restrup lidt før opfordringerne fra samvirksomheden blev udsendt til foreningerne om at tage arbejdet op. Ud over de mange foreningsdanneIser er det ikke et arbejde der kan spores.

I sammenhæng med såvel planteavlsarbejdet som husdyrbrugsarbejdet blev der perioden igennem holdt faglige foredrag og møder, hvad enten det var specielle møder afholdt på højskolen eller det var i forevisningsmarken, ved markvandringsmøder eller i forbindelse med planteavlsudstillingerne.

Det følgende er et eksempel på, hvorledes foredrag ledsagede planteavlsudstillingerne, -på hvordan disse foredrag kunne inspirere til videre aktivitet; men også på hvordan husmandsskolens nære tilstedeværelse sikkert har været med til at øge aktiviteten og tage flere opgaver op.

I forbindelse med husmandsforeningens planteavlsudstilling i 1919 som blev holdt på husmandsskolen, talte forstander Balle om “Køkkenurtedyrkning i stordrift og organiseret afsætning, så den mindre bemidlede i byen også kunne få råd til at spise grøntsager”. Samme aften besluttede nogle af husmandsforeningens medlemmer at tage ideen op og at satte sig i forbindelse med arbejderne i Aalborg. I januar 1920 blev der holdt et “medlemsmøde” om sagen og dannet en salgsforening med 20 medlemmer, der fra september skulle levere grøntsager direkte af en af arbejdere drevet salgsforening i Aalborg.

Netop m.h.t. afsætning af grøntsager og frugt lå Store Restrup godt i forhold til Aalborg, hvor der var mulighed for en stor afsætning til bybefolkningen. Foruden den omtalte direkte afsætning til salgsforeningen, blev der leveret til “GASA” i Aalborg. Flere brug på Store Restrup satsede endda mere på gartneri end egentlig landbrug, hvorfor den faglige aktivitet også var meget stor netop indenfor planteavlen.

“St. Restrup og Omegns Husmandsforening” er et eksempel på en husmandsforening, hvor alle sider af husmandsbevægelsens faglige aktivitet blev taget op. Aktivitetsniveauet var meget højt, så vidt jeg kan vurdere, selvom undersøgelsen her ikke bygger på en sammenligning af to eller flere foreninger. Men vurderet på baggrund af en nøje gennemgang af husmandsforeningens forhandlingsprotokoller, “Medlemsbladet for de sammensluttede Husmandsforeninger i Aalborg Amt” og jubilæumsskriftet for “Aalborg Amts sammensluttede Husmandsforeninger” var aktiviteten i foreningen og kredsforeningen - “Nordvesthimmerlands Husmandskreds” - sammenholdt med de andre lokal- og kredsforeninger i amtet stor. “St. Restrup og Omegns Husmandsforening” fremstår som noget markant såvel i husmandskredsen som i amtet. I kredsforeningen indtog husmændene fra Store Restrup en vigtig eller stor plads, de var aktive i kredsens forskellige udvalg, dens markforsøg o.s.v. Ved kredsforeningens planteavlsudstillinger indtog “varerne” fra Store Restrup da også en særstilling. “Medlemsbladets” omtale af planteavlsudstillingen i Nibe 1920 lød bl.a. således: “man lægger straks mærke til, at det var fra St. Restrup, de særlig fine Ting er kommen, hvilket er meget naturlig, der bor de mange dygtige Husmænd Side om Side, og som saadan lærer den ene af den anden.”