====== En ikke helt almindelig husmandsrejse. ====== **Peter Langeland og Lars Larsens rejse til England, Frankrig, Belgien og Holland i juli 1925** ~~NOTOC~~ ===== Indledning ===== Fra den 1. til den 19. juli 1925 foretog Peter Langeland sammen med Lars Larsen, en af de andre aktive husmænd på St. Restrup, en studierejse til England, Frankrig, Belgien, Holland. Af materiale vedrørende rejsen findes der følgende: * En beretning om rejsen bragt i Husmandshjemmet nr. 3, 17. januar 1926. * Tre breve fra Peter Langeland til familien, hvoraf et er ufuldstændig. * To breve fra Lars Larsen til familien. * Notater fra Lars Larsens notesbog, der har været medbragt på rejsen. * Der findes desuden et brev fra en konsulent W. A. Kock, hvem Lars Larsen inden rejsen ser ud til at have spurgt om råd. Lars Larsen nævner et sted, at lyset er for dårligt til at fotografere. De billeder, han måtte have taget, har det ikke været muligt at lokalisere. Finansieringen af rejsen ser ud til at have været et statsstipendium med tilskud fra Aalborg Amts Landboforening. I Aalborg Venstreblad, 24 maj 1925 finder vi således i artiklen //En Time med Fotografiapparatet blandt St. Restrups Husmænd:// "Først i Juni rejser Peter Langeland og Lars Larsen 14 dage til England, Holland, Belgien og måske Frankrig, hvis Aalborg Amts Landboforeninger vil give et Tilskud til det Statsstipendium, de har fået." En af husmandsbevægelsens aktiviteter fra bevægelsens start var husmandsrejser. Amtsforeningerne stod for at arrangere grupperejser for husmænd og deres koner, så de fik mulighed for at besøge andre steder, se andre husmandsbedrifter og andre interessante ting. Peter og Larses rejse kan derfor med nogen ret ses i denne tradition, men må nok karakteriseres som en noget usædvanlig husmandsrejse, som Lars da også bemærker i sine noter. Ud fra brevene kan rejsens ydre omstændigheder fastlægges. Og en rejse i 1925 foregik med tog og skib, og formodentlig på tredje klasse, ikke som i vore dage med fly. ===== Rejseplan ===== |Onsdag 1. juli|Afrejse fra St. Restrup til Esbjerg kl 8.00| | |::: |Ombordstigning på skib til Harwich|::: | |Torsdag 2. juli|Ankomst til London kl 20.30|Hotel i London| |Fredag 3. juli|London til Cambridge|University Arms Hotel| |Lørdag 4. juli| |University Arms Hotel| |Søndag 5. juli|London|Indkvartering i Den danske Klub i London| |Mandag 6. juli|Fra London til Paris|Indkvartering i Den danske Klub i Paris| |Tirsdag 7. juli|Til frontzonen| | |Onsdag 8. juli|Ser på Paris| | |Torsdag 9. juli|Til Compiegne?|Hotel i Compiegne?| |Fredag 10 juli|Til Brussel|Hotel i Brussel | |Lørdag 11. juli| |At andet hotel i Brussel| |Søndag 12. juli| | | |Mandag 13. juli|Til Haag? |Hotel i Haag?| |Tirsdag 14. juli|I Haag|Hotel i Haag| |Onsdag 15. juli|Til Køln via Amsterdam|Hotel i Køln| |Torsdag 16. juli|I Køln| | |Fredag 17. juli|Til Hamborg| Hotel i Hamborg| |Lørdag 18. juli|Til St. Restrup| | |Søndag 19. juli|Ankomst til St Restrup kl. 09.00| | ===== En oversigt ===== [[emner:studierejse:husmandshjemmet|Beretningen i Husmandshjemmet]] drejer sig selvfølgelig mest om de landbrugsfaglige aspekter af turen, hvorimod brevene på mere direkte vis giver et indtryk af, hvorledes det var for to husmænd, næsten helt uden kundskaber i andre sprog end dansk, at bevæge sig rundt i Europa. Nogle udpluk: I England var de så heldige at møde en del personer, der kunne dansk, disse var oven i købet så venlige at bespise dem. I øvrigt levede de formodentlig en del af tiden i England af mad medbragt hjemmefra. England forekom dem voldsomt dyr. Livet på gaderne i London gjorde et stort indtryk. I Paris var prisniveauet mere rimeligt, deres hotelværelser noget billigere. Men, som Lars Larsen bemærker, var de også væsentlig ringere, de var snavsede og lugtede. Peter bemærker, at den danske mad, de fik, i Den danske Forening var meget bedre en den elendige franske mad. Derimod synes Lars Larsen, at den var bedre end den de fik i England. Også i Paris var de imponerede over bylivet. I Nordfrankrig og Belgien var de meget rystede over Første Verdenskrigs ødelæggelser. En af de pudsige oplevelser på rejsen var de ude for i Brussel. Lars Larsen beretter – og Peter nævner det ikke med et ord - hvorledes de, da de kom til Brussel, havde besvær med at finde hotel. Det lykkedes dog at finde et, der dog viste sig at være noget i retningen af et bordel. De blev hjulpet tilrette af en meget køn, men næsten nøgen kvinde. Næste dag fandt de et andet hotel. I brevene fra Haag beretter de begge om et besøg hos personer med tilknytning til et kommunistisk kollektiv, hvor Anders Christensen - en af de andre aktive husmænd på St. Restrup, kommunist og forfatter - havde opholdt sig nogle år. Brevene bringes i den originale (ret)skrivning (dog er aa erstattet med å) og med den originale tegnsætning, eller mangel på samme. Formatet er tilrettet således at den originale linjelængde er søgt bevaret, hvilket visse steder letter forståelsen. Der er følgende breve: * [[emner:studierejse:brevpeter1|Peter til Marie fra Cambridge]] * [[emner:studierejse:brevpeter2|Peter til Marie fra Paris]] * [[emner:studierejse:brevpeter3|Peter til familien fra Haag]] * [[emner:studierejse:brevlars1|Lars Larsen til familien fra Paris]] * [[emner:studierejse:brevlars2|Lars Larsen til Petra Larsen fra Haag]] Lars Larsens noter er redigeret på en sådan måde at forløbet følger den kendte rejserute. Teksten bringes i samme format som brevene. Retskrivning og tegnsætning er som i noterne. De ord og sætninger Lars Larsen har overstreget er ikke medtaget, selv om de i de fleste tilfælde kan læses. * [[emner:studierejse:noterlars|Lars Larsens noter]]