User Tools

Site Tools


organisationer:vildmosetilsynet

Vildmosetilsynet

Peter Langeland var med i Vildmosetilsynet fra 1935 til omkring 1950. Vildmosetilsynet var et underudvalg under Statens Jordlovsudvalg, der stod for statens involvering i opdyrkning og udnyttelse af de to Vildmoser, Store og Lille Vildmose.

Dette opslag er baseret på gennemgangen af Vildmosetilsynets protokol, samt på

Konsulent M. K. Kristensen: Vildmosearbejdet, Udgivet af Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, 1945.

Det er også skelet til Jordlovsudvalgets protokol, og lidt til

Jørgen Priemé: Fra Jord til Bord, Strukturdirektoratets historie. Udgivet af Strukturdirektoratet 1997.

Om Vildmosetilsynet

Statens involvering i opdyrkningen af de to nordjyske Vildmoser tog sin begyndelse under Første Verdenskrig. Og baggrunden var primært et ønske om adgang til brændselsreserverne i moserne i form af tørv. De første diskussioner og udredningsarbejder fandt sted i 1917:

Det var på Foranledning [af professor T. Westeman], at Kontorchef H. C. Larsen udarbejdede et Forslag, som den 5. November 1917 blev afgivet til Landbrugsministeriet. Under påpegning af den rådende Brændselsnød, den truende Arbejdsløshed, Trangen til udvidelse af dyrket Jord og ønskeligheden af at standse ødelæggelsen af gode Engarealer på Lavmose ved tørveskæring foreslog Planteavlsudvalget Vildmoserne erhvervet og udnyttet i overensstemmelse med Forslaget.

Der blev arbejdet videre med sagen, så langt at der blev fremsat lovforslag:

Nu blev der udarbejdet Lovforslag, som den 5. Februar 1918 forelagdes Folketinget, og som gik ud på at ekspropriere indtil 5000 ha af Store vildmose og indtil 5500 ha af Lille Vildmose til Udnyttelse ved offentligt og privat Initiativ .

I første omgang kunne lovforslaget ikke vedtages, der blev dog afsat 40.000 kr. til en grundig forundersøgelse. Der blev foretaget forskellige undersøgelser i moserne efter aftale med ejerne, Stamhuset Birkelse (Store Vildmose) og Grevskabet Lindenborg (Lille Vildmose). Der blev samtidig ført forhandlinger med ejerne om statens mulighed for at købe moserne. Ingen af ejerne var dog interesseret i at sælge. Lindenborg fordi de selv mente at kunne udnytte mosen, og Birkelse fordi de havde bortforpagtet 4000 tdl. af mosen. Forundersøgelsen resulterede dog i, at undersøgelsesudvalget foreslog Landbrugsministeriet at fremsætte lovforslag om erhvervelse af arealer i Store Vildmose på et sådant tidspunkt, hvor forpagtningen ophørt.

Næste skridt i sagen var at Rigsdagen i april 1920 nedsatte en Vildmosekommission, der som kommissorium fik

at undersøge Mulighederne for og eventuelt at stille Forslag om en rationel Ordning af Forholdene i og om Store Vildmose i Hjørring og Aalborg Amter og Lille Vildmose i Aalborg Amt, således at der skabtes Betingelser foren effektiv Udnyttelse af Tørvemassen i Moserne eller Dele af disse og for Mosernes landbrugsmæssige Anvendelse.

Kommissionen begyndte sit arbejde i august 1920. Interessen samlede sig fra starten om, hvorledes tørvemasserne i moserne kunne udbyttes. Der blev arbejdet med flere forslag. Udnyttelse af 'hundekød', meget let og løs tørv, til strøelse. Mere interesse samlede sig nok om udnyttelsen af tørvenes brændværdi. Der blev således foreslået, som et forsøg, at etablere et glasværk på 300 ha af mosen, svarende til et forbrug på 7200 tons tørv om året i 100 år.

Man undersøgte også muligheden af at anlægge et højspændingsværk. Ifølge undersøgelsen ville et kraftværk, der producerede 18 mill. kWh om året, forbruge 45.000 tons tørv, således at der ved drift i 100 år ville forbruges hundekødslaget fra 3000 ha.

Udvalget undersøgte tillige mulighederne for opdyrkning af arealerne både før og efter en mulig afgravning af tørvelaget.

Store Vildmose købes

Undervejs i udvalgets arbejde blev det muligt at købe størstedelen af Store Vildmose:

Det blev Kommissionen bekendt, at den Kontrakt, som Stamhuset Birkelse havde med A/S Vildmoserne om Forpagtning af ca. 2200 ha af Store Vildmose gav Stamhuset Ret til en Måned efter den 23. November 1920 at kræve Forpagtningsforholdet ophævet som Følge af, at Vildmoserne ikke havde fyldestgjort Bestemmelsen om at anlægge en Fabrik og etablere Tørveproduktion inden for en given Frist. Det var under disse omstændigheder, at Stamhuset Birkelse gik ind på at afhænde 2800 ha af sit Areal i Store Vildmose mod en Købesum af 250 Kr. pr. ha . Indstillingen vandt Ministeriets og Finansudvalgets Tilslutning, og ved Købekontrakt den 11. Marts 1921 blev det pågældende Areal købt af Birkelse.

Vildmoseudvalget gik nu i gang med at gøre mosen tjenlig til brug. Efter opmålinger og jordbundsundersøgelser igangsatte man de første omfattende arbejder, der bestod i at bygge veje, således at der kunne skaffes adgang til mosen, og i afvanding, således at der skabtes mulighed for opdyrkning af mosen. Ideerne om glasværk og kraftværk m.m. blev skudt i baggrunden til fordel for opdyrkning af arealerne.

Efter veje og grøfter var etableret gik man i gang med at forbedre arealerne til dyrkning. Første skridt bestod i planering af arealerne ved hjælp af traktortrukne fræsere. Jorden var blød og fræserne med traktorer voldsomt tunge. Traktorerne var da også udstyret med meget brede jernhjul, hvilket dog ikke forhindrede, at de ofte sad fast og måtte hjælpes op på det tørre.

Efter planeringen fulgte tilførsel af mergel. Og det var store mængder det drejede sig om, 50 til 70 m3 pr. ha. Der blev anlagt tipvognsbaner for at håndtere de store mængder.

Efter merglingen fulgte tilførslen af kunstgødning, dog i noget mindre mængder, og gentaget hvert år. Hvert år regnede man med, at der skulle tilføres 300 kg/ha superfosfat og 200 kg/ha kaligødning.

Endelig blev arealerne tilsået med græs. Og der blev opsat hegn. Området blev altså gjort klar til græsning af kreaturer.

I 1927 var man kommet så langt, at man begyndte at udsætte dyr og gennemføre tilvækstforsøg. De første års stude klarede sig så godt, at de omkringboende landmænd begyndte at udvise interesse for at leje sig ind på græsningen. Og fra 1930 udlejede man græsfenner. I starten mest til enkelte landmænd, men i stigende grad til husmandsforeninger. Brønderslev Husmandsforening gjorde et forsøg med leje af fællesgræsning i 1925. Men først fra 1939 blev ordningen mere permanent, og i 1943 foranledigede Aalborg Amts Husmandsforeninger, formodentlig stærk hjulpet på vej af Peter Langeland, at 12 husmandsforeninger og husmandskredse organiserede fællesgræsning.

Da det ikke altid var nemt at leje græsningen ud, lejere svingede fra 84 i 1930 til 165 i 1942, besluttede Vildmosekommissionen at oprette helårsbrug på mosen og opførte i 1933 og 1934 i alt 10 forpagterbrug på 40 ha, 2 dog kun 20 ha.

Ud over udlejning af græsning og oprettelse af forpagtergårde opbyggede Vildmosekommissionen en Opdrætningscentral. I Vildmosearbejdet beskrives den på følgende måde:

Opdrætningscentralen er en Pension for sunde Kalve fra tuberkuløse Besætninger ude i Landet, hvor man ønsker at erstatte de tuberkuløse Dyr med friskt Indskud, og hvor man alligevel gerne i Avlen vil benytte Tillæg af de bedste Avlsdyr på Gården. Kalve fødes som bekendt i Reglen fri for Tuberkulose, og når de isoleres fra den angrebne Besætning til Afsendelsestiden - 8-12 Maaneder – og har de fornødne Attester for at have bestået Tuberkulinprøve og Blodprøve for Kastning, kan de blive optaget på Opdrætningscentralen. Her værnes de nu under opdrætningen mod smitsomme Sygdomme, og efter at de er løbet ved Tyre af 1. Kl. Afstamning, hjemsendes de som højtdrægtige Kvier og som tuberkulosefrit Indskud i Moderbesætningen .

Ideen om at oprette en opdrætningscentral blev først fremsat af dyrlæge P. Grinsted i Aalborg i 1933 og blev hurtig taget op af Aalborg Amts Landboforeninger, Nørresundby Slagteri og Aalborg Kvægtorvs ledelse. De første forhandlinger førte dog ikke til noget selv om Vildmosekommissionen var positiv indstillet, men dog ønskede at en ordning skulle dække hele landet. M. K. Kristensen foreslog derpå i 1934 at Mejeriernes Fællesorganisation kunne stå som samlende organ for udnyttelsen af en Opdrætningscentral.

Der blev nu optaget Forhandlinger mellem Mejeriernes Fællesorganisation, Vildmosekommissionen og Landbrugsministeriet, og disse Forhandlinger resulterede i en Overenskomst, hvorefter Staten skulde stille 1500 ha af Sandels- og Damfennerne i Store Vildmose til Rådighed sammen med de fornødne bygninger bestående af 19 staldgårde og en centralgård med Plads for Kvier, Hestekraft, Inspektøren og hans Familie samt en Arbejdsstab på 70 Mand om Sommeren.

Ved udgangen af 1934 var man blevet enige, og en arkitektkonkurrence om opførelse af bygningerne kunne udskrives og byggeriet efterfølgende sættes i gang. Og man arbejdede hurtigt. Man indtegnede kvier fra februar 1935 til udsætning på mosen i sommeren og opstaldning den efterfølgende vinter.

Statens Jordlovsudvalg tager over

Indtil 1935 var arbejdet i mosen sket under Vildmosekommissionens ledelse med reference til Landbrugsministeriet. I 1935 blev det besluttet, at Vildmosen skulle overtages af Jordfonden og at ledelsen af arbejdet skulle overgå til Statens Jordlovsudvalg.

Til at have opsyn med det praktiske arbejde nedsatte Jordlovsudvalget et underudvalg, Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg, bestående at tre medlemmer. Fra starten bestod dette udvalg af Jordlovsudvalgets formand, Niels Frederiksen, og Jordlovsudvalgets ansvarlige for Ålborg og Hjørring amter, Peter Langeland og Vilhelm Fibiger.

Den mere praktiske side af ledelsen af arbejdet varetoges af Vildmosetilsynet. Dets rolle ses måske bedst af det kommissorium, der blev forhandlet med Jordlovsudvalget på et møde den 9. januar 1936. I Vildmosetilsynets protokol finder vi:

Vildmosetilsynets forhold til Jordlovsudvalget:

Den daglige administration af Vildmosearbejdet forestås af Konsulent M. K. Kristensen, Skanderborg med sekretær Johs. Knudsen som daglig regnskabsfører og hjælper.

I månedlige møder i Vildmosetilsynet forelægges forslag om arbejdet til beslutning og meddelelser om arbejdet til efterretning og godkendelse.

Der udarbejdes fra møderne en protokol, som sendes medlemmerne til godkendelse. Protokollen sendes også til Statens Jordlovsudvalgs formand til godkendelse og videre indstilling til ministeriet i de tilfælde, hvor dette er fornødent.

Tilsynets virksomhed. Tilsynet har opsigt med de ti forpagtergårde og opdrætningscentralen med hensyn til den kontraktlige overholdelse og gødskning og vedligeholdelse af arealerne samt brugen af disse og bygningerne. Tilsynet forestår selv gødskning og pleje af de græsarealer, som lejes ud til græs og ser efter med den stedfindende udnyttelse.

Vildmosetilsynet udarbejder planer for nyopdyrkning og har tilsyn med arbejdernes gennemførelse.

Vildmosetilsynet har regnskabet og pengeudbetalingerne samt indkasseringen af regningsbeløb. Der aflægges månedligt regnskab over for statens jordlovsudvalg, hvad driften angår.

Til nykultivering og nybygninger kan tilsynet fra Statens Jordlovsudvalg af de givne bevillinger rekvirere de nødvendige beløb, efterhånden som der bliver brug for dem. Der aflægges årligt regnskab for anvendelsen af beløbene.

Regnskabet deles i afdelinger for nykultivering, nybygninger og drift.

Der ser ud til at være lidt usikkerhed om, hvem der udgjorde Vildmosetilsynet. Men det ser ud som om, at Vildmosetilsynet bestod af Konsulent M. K. Kristensen, med sekretær Johannes Knudsen som hjælp. Det Peter var med i, var vel derfor Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg. Vildmosetilsynets protokol er dog ført på en sådan måde, at det fremtræder som protokol for Vildmoseudvalget. I det følgende benyttes derfor betegnelsen Vildmosetilsynet for Vildmoseudvalget samt M. K. Kristensen og Johs. Knudsen.

Og Vildmosetilsynet sad 'på toppen' af en organisation, der efterhånden blev meget stor. En fornemmelse for størrelsen kan fåes af M. K. Kristensens udtalelse til protokollen på Vildmosetilsynets møde den 18. juni 1945, der er M. K. Kristensens sidste møde inden pensioneringen:

M. K. Kristensen meddelte, at han var gået ind i arbejdet, således som han var blevet indstillet som medlem af Vildmosekommissionen fra 1920 -1934, og at han i sit arbejde havde denne indstilling.

Til at begynde med var den ledende arbejdsstab meget lille og omfattede kun halvdelen af St. Vildmose. Nu var her kommet opdrætningscentral til. Vildmosetilsynet havde fået navn og kontor. Nye arbejdsmarker var tilkommet i Lille Vildmose med opdyrkningen, Vildmosegården og Nopsgården, med Søengene, Klausholm, Hørsholmene samt værkstedet. Tørveproduktionen var kommet til.

Der var i 1934 arbejde på 1400 ha, i 1945 på 6.131 ha. De ledende personer fra 7 imod 98, arbejderne 85 imod 919, 307 heste imod 1.531, 3.710 kreaturer mod 7.499, 200 får mod 1.100. …

Det sidste møde i Vildmosetilsynet, hvorfra der foreligger referat, er i 1964. Vildmosetilsynet eksisterer dog stadig. På Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside præsenteres det på følgende måde (september 2011):

Vildmosetilsynet
Vildmosetilsynet forestår den daglige drift af ca. 1200 ha i Store Vildmose samt i Sandmosen. Tilsynet indgår aftaler med omkring 100 landmænd, der kommer med ca. 4000 dyr, overvejende kreaturer og heste.

Vildmosetilsynets servicetilbud omfatter udlejning af græsningsarealer i moserne. Der er i alt ca. 1.000 ha. Vildmosetilsynet har dagligt tilsyn med kreaturer og heste i græsningsperioden fra midt i maj til slutningen af oktober. Vildmosetilsynet sørger desuden for hegning og drikkevandforsyning. Mod særskilt betaling tilbyder Vildmosetilsynet at give dyrene en mineralblanding, at gøde arealerne samt eventuelt at behandle for indvoldsparasitter.

Landmænd, der kunne være interesseret i at indgå forpagtningsaftaler, bedes henvende sig til Vildmosetilsynet, FødevareErhverv.

Jagten på Vildmosetilsynets arealer er lejet ud til højstbydende på 5-årige kontrakter med udløb i 2013.

Ulvedybet:
Vildmosetilsynet administrerer også det statsejede naturreservat Ulvedybet og står for udlejning af randarealerne, der bliver afgræsset. Disse arealer er ikke omfattet af Vildmosetilsynets servicetilbud.

Peters deltagelse

Peter Langelands første møde i Vildmosetilsynet var den 2. maj 1935. På det tidspunkt var opdyrkningen af Store Vildmose allerede langt fremskredet. Der var bygget forpagtergårde, opdrætningscentralen var besluttet og arbejdet sat i gang, både med at indskrive kreaturer og med at opføre bygninger.

Peter var formodentlig med indtil han stoppede i Statens Jordlovsudvalg i foråret 1950. Man kan ikke af Vildmosetilsynets protokol se hvor længe han var med, idet indføringer i protokollen tynder voldsomt ud fra 1946 og fremefter. Vildmosetilsynet mødtes rundt regnet en gang om måneden (90 møder mellem 1935 og 1945 er noteret i protokollen). Derudover har der formodentlig været en del mødeaktivitet, der ikke er registreret. Det er derfor nok ingen tvivl om, at deltagelse i Tilsynets arbejde har været ret tidskrævende. Den største fordel for Peter har vel været, at arbejdet ikke krævede længere rejser, som f. eks. møderne i København i Jordlovsudvalget og Husmandsforeningernes bestyrelse m.m.

I Peters tid i tilsynet skete der en voldsom udvidelse af aktiviteterne: Man opkøbte store arealer i tilknytning til det allerede ejede i Store Vildmose, man købte en stor del af Lille Vildmose og igangsatte opdyrkningen af denne, og man opkøbte arealer og foretog inddæmningsarbejder omkring Gøl og Øland. Undervejs havde man store problemer med opdrætningscentralen, som man selv overtog driften af fra Mejeriernes Fællesorganisation. Under krigen blev man voldsomt involveret i tørveproduktion, og dyrkning af afgrøder, som hør og hamp, der ikke længere kunne importeres.

Peters rolle kan vel kort beskrives som medlem af bestyrelsen for Danmarks største jordbrug, idet tilsynet i 1945 havde ansvaret for dyrkningen og udnyttelsen af over 8.000 ha. Omganget af arbejdet fremgår klart af Vildmosetilsynets protokol for 20 maj 1938, hvor den fremtidige administration fastlægges.

I Vildmosearbejdet, der er udkom i 1945, er der en beskrivelse af tilsynets ledende mænd. Peter er beskrevet på følgende måde:

Det er en stor Styrkelse for Vildmoseudvalget, at Husmand P. Langeland, St. Restrup - den nordjydske Husmandsfører - er kommet med i vildmosearbejdet. En Del af virksomheden - således Fordelingen af Kælvekvier til Nybyggere i Jylland og nu udleje af Andelsfenner til Husmandsforeninger og Husmandskredse i Nordjylland - falder direkte ind under de ønsker, som Langeland nærer om Støtte for de mindre Landbrug. P. Langeland er en af dem, der længe har ivret for vildmosernes opdyrkning, og han har for sit Vedkommende været med til at tage hårde Løft, for at Arbejdet skulde glide under vanskelige Situationer.

I det følgende gennemgås tilsynets aktiviteter, som de fremgår af protokollen, i den tid Peter deltog i arbejdet. Megen tid på møderne medgår med, hvad der bedst kan betegnes som almindelige driftsspørgsmål. Og man får indtrykket af at Vildmoseudvalget, altså Jordlovsudvalgets repræsentanter, fungerer som bestyrelse med M. K. Kristensen som direktør. Et eksempel på en mødedagsorden findes kan findes her.

Store Vildmose

Det areal Jordlovsudvalget overtog fra Vildmosekommissionen i 1935 var på ca. 2.800 ha. Men der var store mosearealer i Vildmosen, der lå hen på samme måde som de arealer, der i sin tid var overtaget fra Stamhuset Birkelse. Jordlovsudvalget forsøgte at købe op i disse arealer, således at hele mosen kunne komme under statslig kontrol. Og det første møde hvor Peter optræder, 2. maj 1935, er et møde Jordlovsudvalget har om opkøb, og det er ikke helt klart om Peter er med som medlem af Jordlovsudvalget eller som repræsentant for Vildmosetilsynet. Man mødes med lodsejerne af Biersted og Nørre Halne moselodder for at diskutere køb af lodderne, der er beliggende i mosens sydlige del. Af protokollen for Jordlovsudvalgets møde den 11. september 1935 fremgår det at man i Ministeriet har fået godkendt købet: Af Biersteds sogns vildmoselodder: 800 ha.

Store Vildmose Kort over Store Vildmose fra Vildmosetilsynets protokol, med indtegnede veje og drængrøfter.

Herefter råder Jordlovsudvalget over ca. 3.700 ha i Store Vildmose.

Opdrætcentralen

På det tidspunkt hvor Peter starter i Vildmosetilsynet, sommeren 1935, er der indgået aftale med Mejeriernes Fællesorganisation om Opdrætcentralen. Tilsynet har forpligtet sig til at bygge en centralgård og et antal staldgårde. Begge dele står færdig i løbet af sommeren 1935.

Derudover har Tilsynet forpligtet sig til at have opsigt med … opdrætningscentralen med hensyn til den kontraktlige overholdelse og gødskning og vedligeholdelse af arealerne samt brugen af disse og bygningerne .

Man skal altså sørge for at arealerne gødes og hegn, grøfter m.m. holdes i orden. Mejerierne står selv for driften af centralen. Og det viser sig hurtigt, at der er store problemer med at få driften til at løbe rundt. Første gang vi støder på problemerne er i juli 1936, altså på et tidspunkt, hvor centralen har været i drift lidt over et år. Vi finder i protokollen: Problemer med opdrætningscentralen, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen. De ønsker tilskud til forskelligt. Tilsynet er nok villig til at hjælpe, men synes mejerierne er for pylrede, idet de øvrige 10 forpagtere godt kan få tingene til at hænge sammen.

Allerede måneden efter er centralens problemer oppe at vende igen:

Opdrætningscentralens muligheder.
P. Langeland følte sig overbevist om, at Vildmosetilsynet på tilfredsstillende måde kunde drive foretagendet. Der skulle indkøbes kvier brugelige til avlsdyr, som så skulde sælges ved auktion, når tiden var inde hertil
Herefter en diskussion af problemer hermed. Blandt andet, ser det ud til, for høje lønninger i Tilsynets regi.

På næste møde fylder centralen ligeledes meget. Men det bliver værre. I januar 1937 er der møde mellem Mejerierne, Tilsynet og Statens Jordlovsudvalg på Jordlovsudvalgets kontor i København.

Møde mellem Statens Jordlovsudvalg og Mejeriernes fællesorganisation for at drøfte forholdene omkring Opdrætscentralen i St. Vildmose.
Fællesorganisationen han ikke få økonomien til at hænge sammen. De var blevet stillet i udsigt at de kunne græsse 4000 kvier om sommeren og have 400 på stald om vinteren. Men de har altså opereret med underskud på trods af en afgift pr. kvie på 120 kr.
Niels Frederiksen (Jordlovsudvalgets formand) lover velvilje til at forsøge at finde en løsning.
Peter har et længere indlæg, hvis hovedtese er at andre forpagtere af jord og bygninger på mosen sagtens kan få økonomien til at hænge sammen. Der er venteliste for at få lov at komme til. Desuden sender Fællesorganisationen alt for dårlige og unge kvier til mosen, hvorfor de ikke kan forvente et ordentlig resultat.
Mødets resultat er at Fællesorganisationen i samarbejde med Vildmosetilsynet skal udarbejde en driftsplan for en nyordning .

Der arbejdes på at lave en plan for en nyordning. På et møde i februar diskuteres planerne:

Møde mellem tilsynet og mejeriernes Fællesorganisation.
Diskussion af Mejeriernes plan for opdrætningscentralens fortsatte drift. De foreslår en nedsættelse af beregningsgrundlaget for forpagtningsafgiften og at Staten/Jordlovsudvalget påtager sig risikoen for, at der kan avles nok til at føde det beregnede antal kvier.
Jordlovsudvalget/Tilsynet kan måske gå med til en forpagtningsnedsættelse, men kan ikke gå med til at påtage sig nogen risiko. Ses som en første behandling af forslaget. Ministeren skal spørges om, hvor meget han vil sætte ind på at bevare opdrætningscentralen .

På mødet i marts finder vi

Forhandling med Mejerierne om Opdrætningscentralen. Niels Frederiksen lovede bortfald af forpagtningsafgift for et år, og 150.000 kr. rentefrit lån til indkøb af Kvier, da der var tegnet meget få. Driftansvaret måtte hvile helt på mejerierne .

På mødet i maj drøftede man igen situationen. Denne gang dog uden at Mejerierne var til stede.

Opdrætningscentralen
Man så mørkt på fremtidsudsigterne “og var enige om i den kommende tid at skimte efter udveje for anden brug af arealerne og organisation af centralgården” .

Man begyndte altså at undersøge alternativer til samarbejdet med Mejerierne. På julimødet drøfter man igen sagen: Man drøfter desuden et internt udarbejdet forslag til drift af Opdrætningscentralen, hvor staldgårdene udlejes enkeltvis. Man vil tænke over det og må selvfølgelig enes med mejerierne .

Sager går videre. I august finder vi: Opdrætningscentralen igen. Niels Frederiksen havde talt med ministeren, der var enig i, at man ikke kunne fortsætte uden lejeindtægt fra Mejerierne. Man ønskede et møde med Mejerierne snarest. Og så gerne, at det var dem, der ønskede at trække sig fra kontrakten.

Man kommer nærmere og nærmere på en situation, hvor Mejerierne trækker sig. I november således: Drøftelse af oplæg til møde med Mejerierne. Man vil tilbyde halv afgift resten af forpagtningens løbetid. Hvis dette ikke er acceptabel så fuld afgift i et år til afvikling. Og igen i januar 1938: Der havde været et møde i Ministeriet med deltagelse af ministeren og departementschefen og Mejerierne. Mejerierne blev tilbudt 25% reduktion af forpagtningsafgiften og at Jordlovsudvalget ville indkøbe op til 500 kvier i to år, så centralen kunne afvikles i god ro og orden. Mejerierne mente ikke at kunne acceptere at køre videre, da de midler der var afsat var brugt, og man ikke kunne påtage sig nogen yderligere risiko. Man var nødt til at standse med det samme. Nyt møde aftaltes.

Herefter ser det ud til at Mejerierne har trukket sig ud meget hurtigt. Der er ingen omtale af et nyt møde med Mejerierne, men af protokollen for Tilsynets møde i juli ser det ud som om, Tilsynet har overtaget driften af Centralen. I august har Peter og M. K. Kristensen et møde med Mejerierne om køb af et hold kvier, der tilhører Mejerierne. Ved samme lejlighed diskuteres, hvorledes Jordlovsudvalget, som er den nye ejer, skal komme af med kvierne. Peter foreslår, at der trækkes lod blandt interesserede købere, idet man ikke er meget for at afholde auktion.

Efter august 1938 optræder Opdrætningscentralen ikke i protokollen på anden måde end som forhold i forbindelse med almindelig drift.

I Vildmosearbejdet hører vi lidt mere om problemerne, der førte til at Mejerierne trak sig ud:

De følgende År var der adskillig Modgang. Stankelbenslarverne greb, som førnævnt , ind og svækkede Udbyttet. Muligvis har Manglen på tilstrækkelig Fosforsyre og KaIi holdt Udbyttet noget nede i de nærmest følgende År, og Vejrguderne var heller ikke opdrætningen gunstig. Det kneb for Kvierne på visse strækninger - uklart af hvilken Grund - at klare sig, og dette gav straks Genlyd i de tegnende Mejeriers Generalforsamlinger og i Pressen, så det efterhånden blev vanskeligt at tegne så mange Dyr, som man skulde bruge . Statens Jordlovsudvalg måtte da træde til med Midler til Indkøb af Dyr.

I 1938 stod det Fællesorganisationen klart, at den helst måtte træde til bage fra dette Foretagende, da det ikke var den muligt at opnå yderligere Bevillinger, og efter Forhandling med Ministeriet afgav den derefter hele sit Materiel, Inventar og Hestebestand samt Tegning af Kvier til Statens Jordlovsudvalg, hvis Vildmosetilsyn derefter med Inspektør N. Mølgaard som daglig Leder har stået for Administrationen .

Man havde dog lært meget. Og Vildmosetilsynet fortsatte Opdrætningscentralen, som det ses i følgende:

Set som Helhed, nu da denne Fase er forbi, blev der vundet mange Erfaringer til Støtte for Arbejdet i Årene 1935-39. Det var de første vanskelige År og de første svære Tag, som Mejerierne måtte tage. Det er ikke for meget sagt, at hvis ikke Fællesorganisationen var trådt til, var denne store og vanskelige Sag næppe blevet trukket i Klæderne. Det vilde ikke have været muligt at få Regeringsmyndighederne til at gå med til et Statsforetagende af denne Art. Med Mejeriernes Hjælp gik det imidlertid. Vildmosekontoret har siden besørget det Arbejde, der blev udført på Fællesorganisationens Kontor i Aarhus, og Statens Jordlovsudvalgs Vildmoseudvalg har fulgt med i Arbejdet og truffet de Afgørelser og skaffet de Bevillinger, der efter Omstændighederne var nødvendige .

Som det ses, er forfatteren af Vildmosearbejdet meget positiv stemt over for Mejerierne. Forfatteren, M. K. Kristensen, var da også en af ide-mændene bag Opdrætningscentralen og ydede en stor indsats for at få den etableret, og var selvfølgelig også dybt involveret i dens fortsættelse i Vildmosetilsynets regi. Det ser derimod ud til, at Peter hele vejen igennem var meget kritisk indstillet over for Mejerierne. Efter at Mejerierne havde trukket sig, ser det ud til, at Peter gjorde en stor indsats for at sikre husmændene adgang til at bruge mosen, både som fællesgræsning om sommeren, og som købere af kvier fra Opdrætningscentralen.

Opdrætningscentralen fortsatte med at fungere som center for rensning af besætninger for tuberkulose og smitsom kalvekastning. For at udnytte centralens kapacitet fuldt ud købte Tilsynet hvert år et antal kvier, der så senere blev solgt. Salget foregik ikke, som man kunne forvente ved auktion, men ved at Tilsynet fastsatte en pris, hvorefter der blev trukket lod blandt de interessenter, der havde meldt sig.

Vildmosearbejdet har en beskrivelse af forholdene:

I 1938 påbegyndte Mejeriernes Fællesorganisation for Vildmosetilsynets Regning Indkøb af Kalve til Supplering af Bestanden. Det drejede sig om 523 Stk., og efter Vildmosetilsynets Overtagelse af Opdrætningscentralen er Kalvene forskaffet dels ved Tegning og dels ved Opkøb. Der er i Årene 1938-41 modtaget 10 000 Kvier, hvoraf 645 er opkøbt og indtegnet af Husmandsforeningernes Indkøbsforeninger, Vildmosetilsynet har i denne Periode selv indkøbt 2883 Kvier.

I Opdrætningscentralen er fremdeles Tegningen af Kvier Hovedsagen. Ved Tegningen våges der over, at det ikke er Forretningshensyn, der kommer til at gøre sig gældende, men at Tegningen bliver en Håndsrækning i Arbejdet for Udrensning af Tuberkulose i bestående Besætninger. Indkøbsforeningernes Kvier er blevet bortsolgt ved Auktion. Vildmosetilsynets Kvier udloddes først til Nybyggere i Jylland, og efter at denne Trang er dækket, overlades Resten til private Købere. Udlodningen af disse Kvier er et Kapitel for sig. De sættes til Pris forinden Udlodningen af Inspektør N. Mølgaard, Centralgården, og Kredsdyrlæge Svend Christensen, Hjørring, i Henhold til Dagspriserne og Kviernes Kvalitet. De sælges derefter med ca. 100 Stk. daglig ved 3 Udlodninger i September og Oktober Måned. Salget er ordnet således, at et passende Antal Nybyggere tilsiges til hver Udlodningsdag. Det er store Dage for såvel Køber som Sælger. For Køberen, fordi han kan komme i Besiddelse af gode Dyr til rimelige Priser og på gode Vilkår, da Staten yder Etableringslån og Tilskud efter Tuberkuloseloven, således at det kun er et mindre Beløb, den enkelte Køber skal af med for at få 2-3 gode Kvier med hjem i Bilen .

Og opdrætningscentralen bestod til midt i halvtredserne , hvor staldgårdene blev udstykket til husmandsbrug.

Søengene m.m.

Vest for Store Vildmose ligger meget store, meget lavtliggende områder, der altid var meget fugtige og jævnligt blev oversvømmet. Altså arealer der var af meget lav landbrugsmæssig værdi. De kunne allerhøjest bruges til lidt græsning. I tilslutningen til arbejdet med at opdyrke Store Vildmose blev man i regeringskredse enige om at forsøge store dele af disse områder inddiget og opdyrket. Jordlovsudvalget bliver opfordret til at se på sagen: Anmodning fra ministeriet om at besigtige Statens arealer i inddæmningen Øland-Attrup i Aalborg og Hjørring amter, der agtes afvandet med eventuel udstykning for øje.

Og i Vildmosetilsynets protokol ser man, at Finanstilsynet samt Landbrugsminister Bording og trafikminister Fisker var på besøg ved inddæmningen ved Øland den 11. juni 1936. Man har formodentlig ved samme lejlighed set på hele det lave område mellem Øland og Store Vildmose. Trafikministeren lovede at være behjælpelig med at få vejspørgsmål bragt i orden. Og veje var et af Tilsynets, og også Jordlovsudvalgets, tilbagevendende spørgsmål. Der var altid problemer med at få Sogneråd til at optage nyanlagte veje som offentlige vej og derfor et kommunalt vedligeholdelsesproblem.

Købet af arealerne fremgår ikke direkte af Tilsynets protokol, da det er en opgave for Jordlovsudvalget, hvor de dog også er sparsomt belyst. Opkøbene starter dog formodentlig ret tidligt, efter at Peter kommer med i Tilsynet. På mødet i Tilsynet den 7. oktober 1937 diskuterer man købet af Clausholm, hvorved man ville få et stort sammenhængende areal med Oksholm og Hovengene. Clausholm, der ser ud til at have været en del af Oksholm, får man købt. Derimod lykkes det aldrig at købe Oksholm, selv om man ifølge Jordlovsudvalgets protokol, forsøger.

I Tilsynets protokol findes i forbindelse med referat af mødet den 12. april 1938 en indstilling udarbejdet af M. K. Kristensen og Johs. Knudsen om købet af Rævkjærgaard Søenge. Indstillingen er gengivet i sin helhed i et selvstændigt opslag, idet den giver et udmærket indblik i udfordringerne med få fornuftig agerjord ud af de meget lavtliggende jorde omkring Øland og Gjøl. Af Jordlovsudvalgets protokol kan man dog se at sagen behandles og indstilles til ministeren.

Det er dog først og fremmest af Vildmosetilsynets arbejdsbeskrivelse, der finde i protokollen under 20. maj 1938, at det er muligt at se at man køber Søengene. Af samme arbejdsbeskrivelse ser man tillige, hvilke øvrige arealer man har købt allerede på dette tidspunkt. De kan opgøres som vist i tabellen til højre.

Arealerne ligger i området fra Ryå og vestpå, nord om Gjøl og Øland, mellem rute 11 og Limfjorden.

Limfjordsarealer:
Ølandsarealer 470 ha
Statsarealet ved Skallerne 430 ha
Clausholm 135 ha
Hvolgaard 160 ha
Hovengen 100 ha
Søengen 435 ha
Ialt 1.730 ha

Som beskrevet i indstillingen om købet af Rævkjærgaards Søenge går arbejdet med at kultivere området i gang, og man kommer så langt, at man i 1945 kan begynde udstykningen af Søengene . (Det er for øvrigt en af de meget få gange at man finder en bemærkning om udstykningen. I Jordlovsudvalgets protokol er der masser om køb af jord, men næsten intet om konkrete udstykninger, der jo dog altid finder sted. Det samme i Tilsynets protokol).

Man har videre interesse i områderne vest for Øland. Man anstiller derfor et forsøg, der omtales i protokollen under 11. august 1939: Omtale af Ølandsforsøget. Staten ønskede at vide om man kunne inddæmme et område ved Øland og få god jord ud af det. Derfor blev et mindre areal på 4 ha inddæmmet.

Resultaterne er åbenbart så gode, at man i 1940 diskuterer problemerne i forbindelse med at gennemføre Øland-Attrup inddæmningen, der er foreslået som beskæftigelsesarbejde . Og man indleder forhandlinger med mulige interesserede, idet man ikke vil gå i gang med arbejdet med mindre, der dannes et digealug. Det ser dog ud til, at det, det drejer sig om, ikke er bygningen af selve dæmningen, der ifølge wikipedia blev påbegyndt i 1921, men derimod afvanding af området bag dæmningen, ved grøftning og opførelse af en pumpestation. Ved pumpestationen står en mindesten for de, der havde fremmet landvindingen. Rejst i 1954 af Brovst kommune. På nettet kan man finde følgende beskrivelse:

Gårdejerne omkring Øland anlægger et lille dige ved Knudegård for at beskytte engene, men de bliver alligevel ofte oversvømmet, så der opstod ideer om at lave et nyt og højere dige mellem Øland og Gjøl og endnu et dige mellem Attrup og Øland. I 1914 påbegyndte man arbejdet mellem Gjøl og Øland, og diget var færdigt i 1919. Prisen var 75.000 kr. I 1915 startede man så på anden del – diget mellem Øland og Attrup. Dette dige var færdig i 1922 og kostede 600.000 kr. I digerne var der sluseanlæg med en slags ”døre” som lukkede når der var meget vand i fjorden, og som var åbne når der var lavvandet, så vandet indenfor kunne løbe væk. Disse ”døre” var af træ og rådnede efterhånden. De blev udskiftet, og disse plader bruges stadig ved højvande i fjorden. Man besluttede i 1940 at bygge en pumpestation med tre motorer både ved Attrup og ved Ulvedybet. Pumpestationen i Attrup var færdig i 1954, og pumpestationen ved Ulvedybet var færdig i 1969. De tre pumper i Attrup er større end dem ved Ulvedybet. Kører alle tre pumper kan der flyttes 10,7 m3 pr sekund – det svarer til 642.000 l i minuttet, og pumperne løfter vandet 2 meter op og ud i Limfjorden. Attrup Pumpestation afvander 12.500 ha jord, og der er 116 km kanaler – som fra Aalborg C til Århus C ad landevejen. Efter pumpestationerne kom i drift, blev arbejdet med at vedligeholde og udbygge de mange kanaler i området intensiveret for at få så meget jord som muligt under plov.

Kortudsnittet til højre er ca. 100 år gammelt. Jernbanen mellem Thisted og Aalborg er bygget, men Øland og Gjøl er ikke landfast med resten af Han Herred. Det præcise årstal kendes ikke, men jernbanen blev bygget i 1890’erne, og Øland blev landfast omkring 1920’erne.

Landskabet mellem Limfjorden og Tranum er meget fugtigt fordi det ligger 1 – 1½ m under vandspejlet i fjorden. De fugtige områder er på kortet de vandrette blå linjer.

Øland og Gøl ca. år 1900

Lille Vildmose

Købet og tilkøbene

Man var, som nævnt ovenfor, også fra statens side interesseret i at overtage Lille Vildmose. Det tog dog længere tid her end i Store Vildmose med at få arrangeret et køb. Første forsøg gøres i 1935, hvor Jordlovsudvalget modtager et tilbud fra Mosens ejer:

Grs. Schimmelmann, Lindenborg tilbyder ca. 1790 ha af den nordre ende af Lille Vildmose i Aalborg amt for 500.000 kr. Prisen blev anset for for høj. Formanden oplyste at det var tanken at administrationen af Store Vildmose og eventuelle arealer af Lille Vildmose skulde overgå til Jordlovsudvalget. Det vedtoges med forsigtighed at fortsætte forhandlingerne.

1936 har man forhandlet sig frem til en pris man tør indstille til Ministeren til godkendelse: Af “Lille Vildmose” Mou sogn, Aalborg amt. 3.098 ha, pris 800.000 kr. Sælger Grev Schimmelmann.

På samme møde besigtigede man arealerne i Mosen hvorefter man fortsatte diskussion af købet: Underudvalget anbefalede erhvervelsen af jorden (i Vildmosen). Formanden mente at kultiveringen af Lille Vildmose ville være noget nemmere end den i Store Vildmose.

Indlæg ved Langeland: Langeland anbefalede sagens fremme og anførte at der ved moseområdernes kultivering skabes absolutte foderværdier af stor betydning og store tørveværdier under græsarealerne. Det vedtoges at søge arealerne købt til den tilbudte pris.

Og på Jordlovsudvalgets møde den 19. november 1936 foreligger der godkendelse fra Ministeren: Lille Vildmose Mou sogn Aalborg amt: 3.098,2 ha, 7,628,158 kr.

(Prisen, enten denne eller den først nævnte, ser dog ikke ud til at stemme overens.)

Vildmosetilsynet var dog hurtigt i gang med arbejdet, allerede den 1. juli 1936, altså før købet var endeligt på plads, finde vi:

Pkt. 13: Kultiveringsarbejdet i Lille Vildmose påbegyndes efter overtagelsen den 1. april 1937. Dog kan der tages fat på de forberedende arbejder, nivellering m.m., allerede nu i efteråret, når købekontrakten foreligger oprettet.

Og man laver planer for arbejdet og den efterfølgende udstykning:

Besigtigelse af de indkøbte arealer.
Diskussion af udstykning. Man beregnet til hvert brug 5 ha sandjord og 15 ha mose. I alt skønnes at der kan oprettes 82 brug.
Forhandling med sogneråd, der ønsker at arbejdet med grøftning etc. ikke forceres således at den lokale arbejdskraft kan udføre arbejdet og der ikke skal importeres arbejdskraft udefra. Tilsynet villig hvis den nødvendige arbejdskraft findes. Man forventer at det vil tage 3 år at grave grøfter, 2 med at dræne og 3 med at mergle.

Man ønsker dog så vidt muligt at købe tilstødende arealer. Man køber således et par gårde i Dokkedal: I november 1936, Gårdejer Langeland har en ejendom i Dokkedal på ca. 80 tdl. Der støder op til statens arealer i L. Vildmose. Villig til at sælge til en rimelig pris.

På mødet i december bliver man internt enige om at købe: Diskussion af køb af Kr. Langelands går og et hus i Dokkedal. Vedtaget. Køb af Husmand P. Langelands ejendom samme sted. Ligeledes vedtaget med Jordlovsudvalgets forventede accept. Og til mødet den 21. december foreligger Jordlovsudvalgets accept. Bort set fra mindre stykker ser dette ud til at være de sidste tilkøb.

Kort over Lille Vildmose

Kort over Lille Vildmose fra Vildmosetilsynets protokol. Veje og grøfter er indtegnet.

Opdyrkningen

Opdyrkningen af Lille Vildmose fulgte samme opskrift som for Store Vildmose. Det vil sige først opmåling og nivellering, der allerede gik i gang i slutningen af 1936. Derefter anlæg af veje og gravning af grøfter og afvandingskanaler. Derefter tilførsel af mergel, som man var så heldig at finde i Randrup, vest for mosen. For at hente mergelen til mosen blev der med nogen besvær anlagt en tipvognsbane. Man skulle både krydse vej og jernbane mellem Aalborg og Hadsund, ud over at man skulle enes med diverse lodsejere om ret til at anlægge spor. I alt blev der anlagt 50 km spor, i og uden for mosen.

Krigsproblemer

Anden verdenskrig gav anledning til en lang række problemer med arbejdet i moserne, men medførte tillige at Vildmosetilsynet måtte påtage sig en række nye opgaver, primært som led i statens forsøg på at afhjælpe krigstidens forsyningsproblemer. Langt den vigtigste af disse nye aktiviteter var produktionen af tørv. Som nævnt ovenfor var muligheden for produktionen af tørv en af de primære årsager til statens køb af de to Vildmoser.

Tørveproduktion

Forhold omkring tørveproduktionen blev håndteret af et dertil nedsat udvalg, hvor Peter var medlem, og optræder ikke ofte i Vildmosetilsynets protokol, derimod er Jordlovsudvalget meget involveret i problemerne, hvilket tydeligt fremgår af Udvalgets protokol. I Vildmosearbejdet er der en omfattende redegørelse for forholdene.

Erfaringerne fra første verdenskrig med hensyn til forsyning med brændsel havde altså medført, at staten overtog store arealer i de to moser, og dermed potentielt store tørvemængder. Og tørven var der stadig selv om arealerne var udlagt med græs til kreaturfoder. I Vildmosearbejdet finder vi :

Ved Krigens Udbrud i September 1939 fik Vildmosernes græsklædte Flader en ny Interesse, der dog ikke blev ved Græsset alene, man søgte ned under Rødderne til den gemte, men ikke glemte Brændselsreserve, der havde dannet Grobund for udsøgte Kulturgræsser. Her var der ved Kultiveringsarbejdet skabt Mulighed for en Tørveproduktion, der kunde faa Betydning i den af alle ventede brændselsknappe Tid. Det af Landbrugsministeriet nedsatte Brændselsnævn havde da ogsaa straks opmærksomheden henvendt paa disse mægtige Arealer, der rummede saa betydelige Brændselsreserver, og i oktober 1939 blev der foretaget en Besigtigelse af Moserne, der resulterede i, at man anmodede ,,Det danske Hedeselskab“ om at foretage en Undersøgelse af Jordlovsudvalgets Arealer i Lille vildmose med tørveproduktion for øje; denne undersøgelse skulde sammen med de af Ingeniør Fox Maule i 1918 foretagne Undersøgelser i Store Vildmose danne Grundlag for Tilrettelægningen af en Tørveproduktion. Arbejdet blev straks paabegyndt, og det blev overladt til Direktør J. Jørgensen, A/S Kaas Briketter, paa Grundlag af de fremkomne Oplysninger at foretage en Projektering af de nødvendige Anlæg.

I Jordlovsudvalgets protokol er der i forbindelse med mødet den 18. januar 1940 noteret at man bevilliger 200.000 kr. til indkøb af maskiner. Første gang tørveproduktionen forekommer i Tilsynets protokol er på mødet den 29. marts 1940, hvor man regner med at påbegynde tørveproduktionen i 1940. Med en arbejdsstyrke på 500 - 600 mand regner men med at kunne producere 60.000 tons tørv om året. Der nedsættes et udvalg til at stå for det overordnede tilsyn med tørveproduktionen. Medlemmer af dette udvalg er Peter sammen med Fibiger og en ingeniør Jørgensen, Kaas.

Man arbejdede hurtigt, både med at udvælge arealer og med at anskaffe maskiner til tørveproduktionen. Citeres igen fra Vildmosearbejdet :

Ved Valget af Arealer maatte der tages Hensyn til, hvad der paa dette Tidspunkt og indenfor den givne Tidsfrist kunde fremskaffes af egnet Materiel, og her var man standset ved de af AIS Pedershaab Maskinfabrik, Brønderslev, fremstillede P. M. Senior Tørælteværker, der var bygget med Elevator for Transport af Tørvemasse fra Grav til ælter og med Tovbane-Transportør for de færdige Tørv fra Maskine til Læggeplads. Tørelteværket arbejder med Tørvemassen, som den forekommer i naturlig Tilstand med et Vandindhold af 88-94 pCt. Maskinen betjenes af et Arbejdshold paa 12 Mand, heraf 1 Mand til Afrømning af Toplaget, 4 Mand til Opgravning af Raamassen; 3 Mand til Betjening af Tørvebraadderne, 3 Mand til Udlægning af Tørvene paa Læggepladsen samt en Motorpasser, der samtidig virker som Holdformand. Maskinens Kapacitet var 2-2,4 t Tørv pr. Maskintime, hvilket ved Kørsel i 2-skiftet Vagt og med en sæsonmæssig Køretid paa ca. 1600 Timer skulde give en Produktion paa ca. 3200-4000 t Torv. Efter en Besigtigelse af Tørælteværkerne under en Prøvekørsel i Brønderslev den 8. April 1940 blev der afgivet en Ordre paa 20 Værker, hvoraf 12 skulde arbejde i Store Vildmose og 8 i Lille Vildmose.

Det er dog vanskeligt at få produktionen til at køre som forventet. Produktionen var langt fra de forventede 60.000 tons om året, og produktionen skete hele tiden mad tab.

I Vildmosearbejdet er der en oversigt over produktionen i de første 4 år :

1940 1941 1942 1943
Produktion 12.000 t 49.000 t 28.000 t 47.000 t
Maksimal beskæftigelse 600 1.400 800 900
Driftsoverskud pr. ton -23,20 kr. -6,70 kr. -4,50 kr. 1,90

Ifølge Fra Jord til Bord produceredes der 200.000 tons tørv i perioden fra 1940 til 1945. (Vildmosearbejdet er formodentlig skrevet i 1944, hvorfor tal for 1944 ikke er med).

Faldet i produktionen i 1942 skyldtes, at de anskaffede maskiner ikke holdt mere end tre sæsoner, og man derfor i 1942 gik i gang med at anskaffe nye. Men hele vejen igennem pressede regeringen på for at øge produktionen. Af referatet for Tilsynets møde den 7. december 1942 fremgår det blandt andet, at man af regeringen blev beordret til at øge produktionen så kraftigt som muligt. 30.000 tons i Store Vildmose og 20.000 tons i Lille Vildmose. Man blev ligeledes bedt om at opkøbe gårde med mosearealer for at kunne øge produktionen. Igen i marts 1943 presser regeringen på for at få øget produktionen.

En væsentlig årsag til det dårlige driftsresultat for tørveproduktionen var omkostningerne ved transport af tørvene. Der blev for eksempel anlagt sidespor til Aalborg Hadsund jernbanen, igen betalt af Jordlovsudvalget :

I Jordlovsudvalgets protokol for den 20. august 1940 findes således:

Vildmosetilsynets indberetning om anlæg af sidespor til Aalborg-Hasund jernbane af hensyn til tørveproduktionen i L. Vildmose.
Regningen af anlægget godkendtes til betaling.
Pris for benyttelse af sporet 1 kr. pr. ton

I Vildmosearbejdet findes følgende beskrivelse af transportproblemerne:

Mosens bløde Overflade umuliggør Brugen af almindelige Transportapparater som Hestevogne og Lastbiler til Borttransport af Torvene. Endvidere maatte det anses for umuligt at fremskaffe det nødvendige Antal af disse Transportmidler, da det drejede sig om en Transport af indtil 500 t daglig. Der blev derfor udlagt ca. 19 km Hovedspor parallelt med Gravebanerne og ca. 100 m flytteligt Læssespor vinkelret paa Hovedsporene. Endvidere blev der anlagt en 7 km lang Tipvognsbane fra Store Vildmose til Tylstrup Station med Underføring under Statsbanen og med Læsserampe paa Stationsarealet, saaledes at Tørvene fra de læssede Tipvogne kunde aftippes og indlades i Jernbanevogne indrangeret paa Sidespor.
Dette Transportsystem havde næppe kunnet gennemføres, hvis det fornødne Materiel ikke havde foreligget fra Vildmosetilsynets Mergelarbejde.

Og det ser ud til, at der er uoverkommelige problemer med arbejdet i Lille Vildmose. Dette ser ud til at resultere i, at arbejdet med udnyttelse af tørvemasserne i Lille Vildmose overlades til Aalborg Portland Cementfabrik. Af Jordlovsudvalgets protokol fremgår det, at udvalget fulgte nøje med i tørveproduktionen. Vi finder for eksempel under punktet Eventuelt ved mødet den 18. december 1941 følgende:

Overslag over omkostninger til at opføre et stuehus ved staldgård nr. 8 i St. Vildmose.

Problemet er manglende kontorlokaler.
Spørgsmålet gav anledning til en lang diskussion om driften af tørvegravningen i mosen. Den gav et betragtelig underskud.
Undervejs i diskussionen findes:
Langeland bemærkede, at lederne og medarbejderne har gjort et stort arbejde. Der vil altid opstå vanskeligheder, når en kæmpeproduktion sættes i gang. Medvirkende til underskuddet har det været, at mosen er lovlig blød, arbejdslønnen så høj og maskinerne så dårlige, samt at de af den tyske værnemagt igangsatte arbejder har været en slem konkurrent i henseende til fremskaffelse af arbejdskraft. Andre har også produceret med Tab. Hvis man betragter en del af underskuddet som tilskud til at fremme beskæftigelsen, da har dette tilskud virket godt, og der er fremskaffet udmærket brændsel, som dog er afhændet for billigt.

Og igen på Jordlovsudvalgets møde den 16. april 1942:

Meddelelser fra formanden
Tørveproduktion i St. Vildmose
Produktionen giver stadig underskud. Man har forsøgt at opnå en aftale med Cementfabrikken som for Lille Vildmose, men fabrikken ville ikke påtage sig risikoen, men gerne arbejde efter regning.
Derpå truffet aftale med dansk arbejdsmandsforbund om at forbundet står for arbejdet for en fast pris pr. ton tørv (33 kr).
Undervejs i diskussionen:
Langeland fremsatte nogle supplerende bemærkninger til formandens redegørelse for forhandlingerne mellem Jordlovsudvalget og Cementfabrikken og kritiserede, at maksimalprisen for jyske tørv ligger 3 kr. under prisen for tørv på øerne

Ud over problemer med dyr transport og besværlig produktion i det hele taget ser det altså også ud til, at prisen, man kan få for tørven, er ringe, i al fald ringere end den der er gældende på Sjælland. Overalt er maksimalprisen dog fastsat af staten. Cementfabrikken bliver ved med at optræde. Således i Jordlovsudvalgets protokol den 10. november 1942:

Spørgsmål om udvidelse af tørveproduktionen i St. Vildmose af hensyn til Cementproduktionen.
Formanden bemyndigedes til yderligere forhandlinger.
Man vil producere yderligere 25.000 tons i den kommende saison. Cementfabrikkerne kan selv producere yderligere 35.000 tons

Jordlovsudvalget fulgte stadig op. Således den 29. april 1943:

Tørveudvalget
Langeland redegjorde for produktionen af tørv, der indtil nu udgør ca. 12 millioner stk., og oplyste, at hydropeat anlægget påregnes at komme i gang i midten af maj måned. Der havde været en del vanskeligheder med tørvemaskinerne, men de var nu overstået.
Formanden oplyste at der skulle produceres 60.000 tons i år. Aftalen med arbejdsmandsforbundet var på plads.

Ud over æltemaskinerne fra Pedershaap Maskinfabrik anskaffer man nu maskiner, der virker efter et andet princip. Man indkøber hydropeat anlæg, der virker ved at tørvemassen spules løs med vand under højt tryk og pumpes til et formningsanlæg. Dette nye anlæg sættes i drift i maj 1943. Et af problemerne ved anskaffelsen var indkøb af flere kilometer rør. Det lykkedes at skaffe rør, der skulle have været anvendt til varmvandsanlæg i Reykjavik.

På mødet i Jordlovsudvalget den 21. november 1944 er tørveproduktionen igen på dagsordenen:

Tørveproduktionen i St. Vildmose
Langeland redegjorde for produktionens nedgang, der navnlig skyldtes det dårlige vejr i forsommeren og manglen på arbejdskraft, men også at de forhåndenværende arbejdere kun var blevet kort tid ved arbejdet, således at dettes kvalitet var forringet.
Produktionen havde kun været 40% af produktionen i 1943. Der var underskud ved produktionen.

Og igen 20. juni 1945:

Tørveproduktionen:
Forventet produktion i 1945 50.000 tons, dårligt vejr i maj havde skadet meget.

Produktionen fortsætter efter krigen. På mødet den 3. maj 1945 forventer man, at produktionen for 1945 bliver på 26.000 tons. Og på mødet den 19. januar 1947 diskuterer man, om man skal standse produktionen, dog uden at der træffes beslutning. Emnet tages op igen på mødet den 2. juli 1947 under meddelelser:

Afviklingen af tørveproduktion i St. Vildmose for Statskassens Regning
Niels Frederiksen : Underskuddet skyldes især de vanskelige transportforhold. En lejer har overtaget produktionen og må forventes at kunne giv overskud.
Langeland kunde ganske tilslutte sig Niels Frederiksens udtalelser og bemærkede, at enhver sammenligning mellem den hidtidige statsdrift og den nuværende privatvirksomhed var udelukket.

I april 1948 presser staten stadig på for at produktionen fortsættes, hvilket sker i form af en bortforpagtning. Jordlovsudvalget er dog helst fri. Dette er dog sidste gang tørveproduktionen omtales i Jordlovsudvalgets protokol.

Ud over Tilsynets tørveproduktion på statens arealer var der andre aktiviteter i gang for at udnytte brændselsreserverne. Forrest her var cementfabrikkerne omkring Aalborg. Aalborg Portland Cementfabrik ejede og udnyttede allerede dele af Lille Vildmose da staten købte. Derudover solgte Staten løbende yderligere moseområder til fabrikken. Ved handler i 1937, 1940 og 1943 blev der i alt solgt ca. 600 ha til cementproduktionen.

I Store Vildmose var det Dansk Andels Cementfabrik, der udyttede tørven som brændsel. I april 1940 fik fabrikken overladt 132 ha.

Hør, hamp og pil

Ud over tørveproduktionen gjorde man også forsøg med forskellige afgrøder, der kunne være med til at afhjælpe landets forsyningsproblemer. Dog uden nogen større succes.

På Vildmosetilsynets møde den 9. september 1940 er der en kort omtale af, at man vil forsøge at dyrke hamp. Forsøget kommer dog først i gang i 1941, og på Tilsynets møde den 17. juni konstateres, at der er tilsået 8 ha med hamp. Der omtales tillige, at der dyrkes pil. Man har formodentlig også forsøgt med hør, idet vi på mødet den 23. januar 1942 finder Kartoffeldyrkningen god. Hamp fortsættes på 8 ha, hør opgives fordi det kræver for meget arbejde. Pil opgives da de gror dårligt.

Hvor længe hampdyrkningen fortsættes fremgår ikke af Tilsynets protokol.

Kartoffeldyrkningen ser ud til at være startet længe inden krigen. På tilsynets møde i juni 1939 finder vi en bemærkning om, at frost i begyndelsen af juni har ødelagt kartoffelmarker. Det ser dog ud til, at produktionen optrappes under krigen. På mødet den 10. april 1942 finder vi en længere diskussion om opførelse af kartoffelhuse til vinteropbevaring af høsten. De sorter, der satses på, ser ud til at være Bintje og King Edward. Kartoffeldyrkning i Moserne er fortsat indtil vor tid, hvad man kan konstatere ved selvsyn.

Brændstofproblemer

Opdyrkning af moserne og driften i det hale taget foregik for en stor dels vedkommende ved maskinkraft i form af traktorer, lokomotiver og stationære motorer. Krigens forsyningsproblemer satte en næsten fuldstændig stopper for adgangen til benzin og andre olieprodukter så som gummi. Fremskaffelse af drivmidler blev derfor et problem, der optog Vildmosetilsynet løbende.

Første gang vi støder på problemet er i Jordlovsudvalgets protokol under 6. september 1939, altså kort efter krigens start med Tysklands angreb på polen. Regeringen har indført kontrol med brug af benzin. Dette giver anledning til følgende bemærkning i protokollen:

Ang. Dispensation i henhold til lov nr. 291 af 3 sep. 1939 om anvendelse af benzin mm til drift af befordringsmidler for Vildmosetilsynet.
Man er enige om ikke at søge en generel dispensation men søge i specifikke tilfælde. Og vil føre nøje tilsyn med anvendelsen.

I Vildmosetilsynets protokol finder vi følgende nedslag:

25-6-1940 Benzinproblemer omtales for første gang.

29-11-1940 Stadig benzinproblemer, der startes forsøg med gen-gas (generatorgas) fremstillet på basis af tørvebriketter.

17-1-1941 Man indgår kontrakt om køb af jordgas (naturgas) fra et firma i Frederikshavn.

26-11-1941 Den naturgas, man aftager fra firmaet i Frederikshavn, ser ud til at være fra boringer i Frederikshavn eller omegn.

23-1-1942 Forhandling om gasforsyning til motorerne. Tilsagn om 300.000 m3 og om at man vil blive behandlet lige så godt som andre kunder.

10-4-1942 Takst for cykelkørsel 12 øre pr km.

21-10-1942 Naturgassen er et problem, da forsyningssikkerheden ikke er til stede. Svigtede ved såningen i forsommeren. Man vil forsøge at bruge tørvekoksgas i stedet. Der er også opstået mangel på gummi (til Dæk).

7-12-1942 Gas fra Frederikshavn er et problem, idet bilerne, der skal hente gassen, har meget nedslidte dæk. Man vil gå over til tørvegas så hurtigt som muligt.

18-5-1943 Man har indsendt ansøgning om cykeldæk, men har fået afslag.

Herefter er problemer med brændstofforsyningen formodentlig blevet så meget hverdag, at de ikke længere optager Tilsynet. Der er i al fald ikke flere bemærkninger i den anledning i protokollen.

Et mere udførligt billede af problemerne finder vi i Vildmosearbejdet.

Tiderne har været vanskelige for Opdyrkningens og Driftens Økonomi i Moserne til at begynde med, fordi man stod ukendt med Hensyn til Arbejderne, og fordi Hjælpemidlerne, saaledes f. Eks. Fræserne, var forholdsvis dyre. Arbejdsudgifterne har ogsaa været stadigt stigende, og særlig har Vanskelighederne taarnet sig op efter Verdenskrigens Begyndelse og Landets Besættelse i 1940.

Før den Tid brugte man til Drift af Fræserne og Traktorerne aarligt ca. 200.000 I Benzin, der skattefrit kostede 12-13 Øre pr. l. Hurtigt faldt i Hovedsagen Benzinen væk. En dyr Erstatning blev fremskaffet nemlig Alpha-Gas fra Frederikshavn. Der blev i 1941 entreret om 130 000 m3, svarende til lige saa mange Liter Benzin. Gassen maa transporteres i tunge Flasker, som kun kan indeholde ca. 6 m3. Vildmosetilsynet har med stor Bekostning købt 150 Flasker og laant lige saa mange, og naar alle Arbejdspladser skulde forsynes, maatte Lastbilerne jage af Sted Dag og Nat til Frederikshavn, og Prisen blev i alt 125-130 Øre pr. m3, svarende til 1 Liter Benzin. Det er en Stigning til det tidobbelte. Det lykkedes dog derved at holde Virksomhederne i Gang, men i 1943 blev de laante Flasker taget fra os, fordi Udlaanerne havde større Forpligtelser til anden Side.

Endelig har Gummislid sat snævre Grænser for baade vor egen Kørsel og Lejekørsel.

Imidlertid havde man forsøgt sig med Generatorer. Der blev til at begynde med anskaffet 8 Generatorer, men de gik kun maadeligt. I 1942 blev de indkøbte Generatorer fornyede og supplerede ved Indkøb af 32 B. W.-Generatorer, og dette hjalp en Del. Senere er anskaffet Generatorer fra N. P. Nielsen, Sydhavnen, Aarhus, og Generator spørgsmaalet er saaledes ordnet paa god Maade. Der var til at begynde med Vanskeligheder ved at skaffe Tørvekoks, men nu foregaar dette efter overvundne Vanskeligheder paa Tørveudvalgets Koksfabrik i Store Vildmose. Dog selv om Generatorerne gaar bedre nu, kommer Generatordriften ikke paa Højde med Brugen af Gas hverken med Hensyn til Drift eller Økonomi, og her er igen et fortvivlende langt Spring til Benzindriften, som den foregik før Krigen.

For at sikre Tilsaaningen af Arealerne har man i Moserne maattet udvide Hestekraften og anskaffe mange Maskiner. Alt i alt har der været mange Vanskeligheder, hvis Overvindelse har kostet sin Pris, men skal Aktiverne vurderes efter Nutidens høje Prisniveau, bliver det ogsaa en anselig Verdi, der i Øjeblikket staar i Vildmosearealerne og deres Driftsapparat.

Gødningsmangel

Et andet væsentligt problem for opretholdelsen af planteproduktionen var adgangen til kunstgødning. Også her havde man problemer at slås med.

I Vildmosearbejdet finder vi følgende:

Det er ikke for meget at sige, at det er Betingelsen for Væksten, at Afgrøderne faar tilført af Fosforsyre og Kali, hvad de skal leve af. Lige fra først af har man ogsaa været inde paa dette, og Normen er blevet, at der tilføres 300 kg 18 pCt . Superfosfat og 200 kg 40 pCt . Kaligødning pr. ha, men her har Krigen og med denne det nedsatte Gødningsnævn gjort et stærkt Indgreb i Tilførslen, idet Vildmosetilsynet i 1943 blev fuldstændigt afskaaret fra Fosforsyretilførsler selv paa de Arealer, der kun har faaet en eller to Gange Superfosfat. I 1944 har Vildmosetilsynet faaet den normerede Tildeling til de Arealer, der er opdyrket efter 1938. Under normale Forhold er det saaede Forbrug af Fosforsyre og Kaligødning for de to Moser:

Superfosfat Kaligodning
Store Vildmose, 3300 ha 9900 hkg 6 600 hkg
Lille Vildmose, 850 ha 2 500 hkg 1 700 hkg
I a l t 12400 hkg 8300 hkg

Saaningen sker med Westfalia-Maskiner, hvoraf 2 er sammenspændt og tager 6 m ad Gangen. De trekkes af en Traktor, men i Stedet for er i de sidste Aar brugt 3 Heste med det Resultat, at Hestene præsterer lige saa meget Arbejde - ca. 12 ha om Dagen - som en Traktor. Westfaliasprederne er paa den forholdsvis ujævne Jord, navnlig hvis den er frostbundet, at foretrække frem for andre Gødningsspredere, thi de er saa stærke, at de kan taale Hug og Stød. De to Gødninger bliver umiddelbart for Udsaaningen omhyggeligt blandet.

I 1944, hvor der anvendtes støvende Thomasslagge, maatte man anvende Villemoes-Gødningsspredere, da Thomasslaggen ikke lod sig jævnt fordele med Westfaliaspredere, fordi den var for findelt.

Man bliver altså tidlig i krigen afskåret fra forsyninger af kunstgødning, hvilket da også giver sig udslag i bemærkninger i protokollen:

20-8-1940 Problemer med gødningsforsyningen.

7-12-1942 Også problemer med tilførsel af superfosfat. Uden superfosfat kan produktionen på højmoserne ikke opretholdes. Man har søgt Gødningsnævnet, men har fået afslag. Søger igen.

9-2-1943 Stadig problemer med superfosfat. Man forsøger at lobbye vi husmandsforeningerne idet P. Nielsen, Tvis, formand for De samvirkende danske Husmandsforeninger er med i Gødningsnævnet. Man prøver også via Frederik Larsen, Blære, formand for husmændene i Aalborg amt, og Peter Langeland.

18-5-1943 Da man ikke kan få superfosfatgødning nedsætter man lejen for græsningslejere.

24-2-1944 Man får bevilliget 664 ton superfosfatgødning

5-2-1945 Gødningsfremskaffelse er stadig problematisk.

Undervejs ser det ud til at det er lykkedes at få adgang til såkaldt Thomasslagge, der er et fosforholdigt restprodukt fra jernfremstilling, og vel derfor et biprodukt fra krigsindustrien i Tyskland.

Og det er ikke tvivl om at planteproduktionen på moserne lider. Nedgangen er så stor, at man føler sig nødsaget til at nedsætte lejen på græsarealerne.

Tyskerne

Den tyske besættelsesmagt ser ikke ud til i nævneværdig grad at indvirke på arbejdet i moserne, når bortses fra krigens almindelige forsyningsproblemer. Nogle få ting kan dog bemærkes.

Første gang, der optræder problemer med direkte forbindelse til besættelsesmagten, er på Tilsynets mødet den 21. maj 1940. Her diskuterer tilsynet forhold i forbindelse med, at man har modtaget 36 heste og 150 får, der er evakueret fra beboerne i Vadum sogn. Det står ikke direkte i protokollen, men der er formodentlig ingen tvivl om, at dyrene er evakueret fra flyvepladsområdet.

I august 1941 noteres, at men udlejer 1 ha af Søengene til Værnemagten. Igen formodentlig til installationer med forbindelse til flyvepladsen.

Mere alvorlig er situationen i oktober 1943. Fra mødet den 2. oktober 1943 er følgende noteret:

Værnemagten ønsker et område til øvelsesbombning i Lille Vildmose. Tilsynet er meget betænkelig, fordi tidligere øvelser har vist, at bomberne tit falder langt fra målet og truer dyr og arbejdere i tilstødende områder. Man har forsøgt, at få området flyttet til Lindenborgs del af mosen, hvilket godset afviser på det kraftigste.
Direkte pålæg fra indenrigsministeriet.
Der har også været en anden sag om øvelsesskydning, hvor 600 dyr måtte flyttes. Regning herfor sendt til Værnemagten.
Der er en bemærkning om, at nu da værnemagten har overtaget den højeste ledelse af landet, har grev Schimmelmann benyttet lejligheden til, at få bombningsarealet forlagt fra hans område til Vildmosetilsynets.
Man forsøger via Landbrugsministeriet og Indenrigsministeriet at finde ud af, hvad der er foregået.

I protokollen for den 3. november ser det ud som om, at det er lykkedes at få bombeområdet flyttet til grevens område. Og dog. Den 21. marts 1944 ser det ud til, at det alligevel ikke er lykkedes for Vildmosetilsynet at få bombeøvelsespladsen flyttet væk fra sit område. Af bemærkningerne i protokollen fremgår det ret tydeligt, at man mener at Grev Schimmelmann udnytter sin tyske baggrund og nazistiske forbindelser til at påvirke beslutningerne i sagen. Efter krigen var greven da også i vanskeligheder på grund af sin tyskvenlighed. Han fik blandt andet konfiskeret Dronninglund, som han ejede, men beholdt Lindenborg.

Et helt andet aspekt af Vildmosetilsynets arbejdsforhold skinner igennem i en kommentar i protokollen fra mødet den 2. oktober 1943:

Indledningsvis bemærker Tolstrup ( kontorchef i Landbrugsministeriet med ansvar for betjening af Jordlovsudvalget og Vildmosetilsynet), at det er en meget vanskelig tid, men man ser ud til at klare sig gennem. Han er glad for, at Tilsynet kunne mødes, da man har brug for opbakning i form af “nogen til at tage ansvar og give de fornødne beføjelser”.

Det er tilsynets første møde efter, at regeringen er gået af, og der er indført embedsmandsstyre. Ministeriets embedsmænd er derfor tilsyneladende meget interesseret i, at andre, og i dette tilfælde altså Jordlovsudvalget og Vildmosetilsynet, er villige til at lægge ryg til de beslutninger, der træffes.

Trivia

Undervejs i protokollen findes omtale af for os mere eller mindre kuriøse sager, der om ikke andet kan være med til at give et billede af tiden.

I marts 1936 diskuteres over to møder en erstatningssag vedrørende en tyr, der har gjort seks kvier frugtsommelige for tidligt. Den var sluppet ud af en indhegning hos en af forpagterne på mosen, og havde besøgt naboens kvier. Tilsynet indvilliger i at betale 200 kr. for at få sagen afgjort. Forpagteren betaler 150 kr. og forsikringsselskabet 150 kr. Grunden til, at Tilsynet indvilliger i at være med til at betale, er vel at det er Tilsynets pligt at vedligeholde hegn.

På mødet i november 1938 diskuterer man brugen af elektriske hegn. Konklusionen er, at teknologien endnu ikke er så moden, at man vil bruge den på de nye fenner, man er i gang med at forberede til kreaturgræsning.

En anden teknisk nyskabelse som man går i gang med at tage i brug i oktober 1943 er malkemaskiner. På mødet i oktober 1943 noteres at man går i gang med at installere malkeanlæg af Alfa-Laval typen.

På mødet i juni 1942 diskuteres en sag om Vildmosehjemmet. Vildmosehjemmet er et logihus for arbejdere på mosen. Man har søgt sognerådet om tilladelse til at udskænke spiritus, men har fået afslag. Kun en i sognerådet stemte for. Hvis man havde bedt om kun at måtte udskænke bajersk øl, havde man formodentlig fået bevillingen. Naborestauranten (Luneborg Kro?) havde god forretning, da de måtte udskænke bajersk øl.

organisationer/vildmosetilsynet.txt · Last modified: 2014/05/02 14:37 by jlk