User Tools

Site Tools


organisationer:landbokommission

Landbokommissionen af 1931

Peter Langeland var medlem af Landbokommissionen af 1931, hvor han repræsenterede De samvirkende danske Husmandsforeninger.

Som i andre tilfælde er Peters indsats søgt afdækket ved gennemgang af forhandlingsprotokollen for Kommissionen og dens forskellige underudvalg. Og, også som sædvanlig, er det vanskeligt af protokollen at få et klart indtryk af Peters indsats. Her er det dog muligt i nogen udstrækning at følge, hvorledes han kæmper for husmændens interesser.

Om kommissionan

Landbrugsminister Kristen Bording nedsatte i december 1931 en Kommission, der havde som formål at understøtte Landbrugsministeriets kriselovgivning i forbindelse med den verdensomspændende krise, der efter børskrakket i New York i 1929, for alvor tog fart i begyndelsen af trediverne.

I Kommissionens protokol beskrives formålet på følgende måde:

Den 12. December 1931 nedsatte Landbrugsministeriet et Udvalg til Undersøgelse af Mulighederne for en Formindskelse af Konjunktursvingningernes uheldige Virkninger for landbruget.

Kommissionen var aktiv fra nedsættelsen i december 1931 til udgangen af 1935. Og der blev holdt særdeles mange møder, både i Kommissionen og i de mange underudvalg, der blev nedsat for at behandle forskellige forhold i dybden.

Kommissionens medlemmer var udvalgt, så de repræsenterede de involverede ministerier, Landbrugsministeriet og Finansministeriet, de politiske partier i Rigsdagen, og landbrugets organisationer, De samvirkende danske Husmandsforeninger og De sammensluttede danske Landboforeninger.

Kommissionen havde fra starten følgende sammensætning:

Valgt af Landbrugsministeriet

  • Folketingsmand N. Fisker, Formand
  • Dep. Chef H. Waage, Landbrugsministeriet
  • Kontorchef, Dr. Polit J. Wilcke
  • Formand for Statens Jordlovsudvalg, Niels Frederiksen
  • Dr. Polit. Jørgen Pedersen
  • Fuldmægtig, Cand. Polit. Knud Korst, der er udvalgets sekretær.

Valgt af Finansministeriet

  • Næstformand i Landsoverskatteraadet H. C. Hemmingsen

Valgt af Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe

  • Landstingsmand Mads Jensen, Aale
  • Folketingsmand Larsen-Bjerre
  • Folketingsmand Olufson

Valgt af Rigsdagens Venstre

  • Landstingsmand Johs. Clausen
  • Folketingsmand Kyed

Valgt af Rigsdagens Konservative Folkeparti

  • Folketingsmand V. Fibiger
  • Folketingsmand P. Korsgaard

Valgt af de sammensluttede danske Landboforeninger

  • Proprietær Aage Nikolaisen, Kejsergaarden

Valgt af de samvirkende danske Husmandsforeninger

  • Husmand Peter Langeland, St. Restrup pr Sønderholm

Der kom senere flere medlemmer til, lige som der var nogle få der trak sig. Af de nytilkomne er de mest kendte nok John Christmas Møller, formand for Det konservative Folkeparti, Jørgen Jørgensen, leder ad Det radikale Venstre, og Jens Holdgaard, formand for Husmændene, og i flere perioder, således fra 1924 til november 1932, folketingsmand for Det radikale Venstre.

Det er således ikke de forskellige partiers letvægtere, der optræder i Kommissionen. Hvilket vel må opfattes som udtryk for at landbruget stadig var landets hovederhverv.

Kommissionen og dens underudvalg holdt mange møder. Antallet kan opgøres som i tabellen til højre, hvor dog kun udvalgsmøder hvori Peter Langeland deltog, er medtaget.

I det meste af Kommissionens funktionstid altså ca. et møde om ugen. Og alle møder blev holdt i Rigsdagsbygningen i København.

Kommission Udvalg
1931 1
1932 35 16
1933 22 29
1934 12 10
1935 25 25
I alt 95 80

Peter Langelands interesser

Peter Langelands interesser, eller de interesser han repræsenterede, fremgår blandt andet af de udvalg han deltog i. Dette kan opgøres på følgende måde, nævnt i kronologisk rækkefølge:

  • Udvalget vedrørende andre Spørgsmål, Told m.m.; fra 8. januar 1932
  • Udvalget vedrørende Jordudstykning, Driftsmidler m.m.; fra 15. januar 1932
  • Gældsudvalget; fra 3. maj 1932
  • Statshusmandsudvalget; fra 10. august 1932
  • Krisekasseudvalget; fra 31. oktober 1932
  • Udvalget vedrørende Mejeriprodukter; fra 21. juni 1933
  • Udvalget vedrørende Kød og Æg; fra 21. juni 1933
  • Redaktionsudvalget vedrørende Betænkning fra Husmandsudvalget; fra 8. februar 1934
  • Udvalg vedrørende Foderbriketter; fra 18. juli 1934
  • Udvalg vedrørende Kvælstof; 9. august 1934
  • Redaktionsudvalg, Betænkning om kvælstof; fra 27. november 1934
  • Renteudvalg; fra 5. juli 1935
  • Kornudvalget; fra 21. marts 1935
  • Skatteudvalget; 22. august 1935

Af referaterne kan man se hvilke emner, der især interesserede Peter, eller vel en kombination af hans egne interesser og de interesser han repræsenterede, som indvalgt i Kommissionen som repræsentant for Husmandsbevægelsen.

I begyndelsen af arbejdet er det husmændenes gæld, der interesserer, eller vel landbrugets gæld i det hele taget. Landbruget var kommet i en gældsklemme i begyndelse af trediverne, idet prisen på landbrugsprodukter faldt, hvilket selvsagt blev et problem for de landmænd, der havde sat sig i gæld i de gode tider i tyverne. Peter Langeland agiterer ivrigt for en rentenedsættelse, eventuelt en konjunkturbestemt rente, således at renteniveauet ville følge landbrugsprisernes udvikling. Det lykkes dog ikke at få gennemført en lovgivning, der kunne sikre konjunkturbestemt rente, hverken frivilligt eller tvunget, men for statshusmændene, der betalte en jordafgift til staten, lykkedes det ved Kanslergadeforliget i 1933 at få indført en konjunkturbestemt jordrente.

En anden side af gældsproblemet var håndtering af det forhold, at de lave landbrugspriser medførte faldende priser på landbrug, hvorfor mange brug efterhånden var pantsat og forgældet langt ud over handelsværdien. Ved Kanslergadeforliget blev der indført en akkordordning, der kunne være med til at afhjælpe nogle af de problemer, der fulgte heraf.

Peter var medlem af Akkordudvalget for Nibe og Løgstør Retskredse, og havde således problemerne tæt inde på livet, hvilket måske er afspejlet i følgende indføring i Kommissionens protokol under 10 september 1935: Langeland redegjorde for Akkordlovens Virkninger, der var bortskaaret ca. 59 millioner af den ydre Gæld (7 á 8000 ordninger).

Den ydre gæld, der omtales her, er den gæld, der ligger ud over ejendommens handelsværdi eller offentlige vurdering.

Udstykning og fremskaffelse af tillægsjord til for små husmandsbrug havde også altid Peters interesse. En interesse der gav sig udslag i, at han fremsatte forslag herom på tidspunkter, hvor fremme af sagen kun kunne opfattes som modydelse for at gå med til andre ting, mest tiltag til gavn for de større brug.

En enkelt gang agiterer han for ekspropriation af jord til udstykning. En ide der lå Husmandsforeningerne meget på sinde, men som ikke var ’kommet med’ ved de store jordlove i tyverne og lensafløsningslovene i 1919, selv om Husmændene havde presset på. Peter gik så vidt, at han på et tidspunkt truede med en særudtalelse.

I forbindelse med arbejdet i et redaktionsudvalg til redigering af en betænkning fra Husmandsudvalget, den 9. februar 1934 finder man:

Langeland forbeholdt sig at fremkomme med en særbetænkning, navnlig vedrørende Expropriationsbestemmelsen, som han fremdeles maatte anse for gavnlig. Han fremkom med dette paa egne Vegne og paa Holdgaards Vegne.

Det var altså et krav fra Husmandsforeningerne!

Der blev derpå lagt pres på Langeland for at få ham til at frafalde en særbetænkning, hvortil han bemærkede: Langeland mente ikke, at en særbetænkning vilde skade Sagen.

Senere afstår han dog fra at ville fremkomme med en særbetænkning.

Endelig var han meget interesseret i korn. Hvilket nok ikke er så sært, i betragtning af at han var medlem af Landbrugsministeriets Kornnævn, medlem fra december 1933 og formand fra november 1935, og altså meget tæt på hele kornspørgsmålet.

Kommissionens interesseområder i øvrigt

Kommissionen behandlede flere andre emner. De vigtigste nok knyttet til handels- og forsyningssituationen. Handelsforholdene blev i trediverne meget vanskelige. De fleste lande indførte handelsrestriktioner, der jævnligt gjorde fri handel mere eller mindre umulig. Danmark indførte i forbindelse med Kanslergadeforliget en Valutacentral, der regulerede tildelingen af valuta til udenrigshandel. Formålet var at styre dansk import hen mod lande, der var villige til at købe danske eksportvarer. Og som landet lå i trediverne i alt overvejende grad mod England, der var så langt det største marked for danske landbrugsprodukter. Og landbrugseksporten var så langt det dominerende element i dansk eksport.

Der var to sider af handelsforholdene. På importsiden var man for visse varetypers vedkommende udsat for dumping fra eksportlandenes side. Her vel specielt for korn. For andre varegruppers vedkommende var det simpelt hen vanskeligt at skaffe tilstrækkelige forsyninger. Her nok vigtigst kunstgødning, især kvælstof, og planteolier til foderbrug og vel også til spisebrug, margarine m.m. Man diskuterede i Kommissionen, hvorledes man kunne blive selvforsynende på nogle af disse områder, og hvorledes manglen på kunstgødning kunne afhjælpes.

På eksportsiden havde man også problemer. Det engelske marked voldte mange kvaler, blandt andet på grund af engelsk valutapolitik, og Englands præference for import fra de tidligere kolonier, Canada, Australien og New Zealand. Til anden side var det næsten umuligt at sælge. Resultatet var, at men på forskellig vis diskuterede reduktion af produktionen, for eksempel af smør og svinekød. Og om ikke reduktion så en meget styret produktion. Der blev blandt andet indført svinekort, der tildelte de enkelte landbrugbrug retten til at aflevere et forud fastsat antal svin til priser, der gjorde at produktionen kunne betale sig.

Før Kanslergadeforliget

Et skillepunkt i Kommissionens arbejde er Kanslergadeforliget, 30. januar 1933, hvori der indgik en række initiativer til at afhjælpe nogle af landbrugets problemer.

En række landbrugslove blev gennemført, omfattende akkordlov, ordninger til regulering af landbrugets produktioner, nyordning af statshusmændenes rentebetaling (konjunkturbestemt rente), lempelser i amtsskatterne o. m. a. Desuden sænkedes kronekursen over for engelske pund, til 22.50 kr. pr pund, således at eksporten til landbrugets hovedmarked, det engelske, blev lettet.

Ser man i referaterne fra Kommissionens og udvalgenes møder, er det klart, at de emner der behandles, er de emner, der indgår i Kanslergadeforliget.

Efter Kanslergadeforliget

Efter Kanslergadeforliget skifter arbejdet noget. Gamle emner som gæld, renter og skatter fortsætter dog med at fylde i Kommissionens arbejde.

De nye emner er først og fremmest import og eksportproblemer, som omtalt ovenfor. Gødningssituationen bekymrer, hvilket ses af, at der nedsættes et udvalg til at se på kvælstof.

Et af de emner, der optager mest tid i Kommissionens sidste halve år, er en kornordning. I marts 1935 foreslår Aage Nikolaisen, der repræsenterer Landboforeningerne, at Kommissionen forhandler en kornordning og udarbejder en indstilling herom til regeringen. Baggrunden var at kornpriserne var meget lave, i stor udstrækning vel på grund af dumping fra de korneksporterende landes side.

Landboforeningerne repræsenterede i denne sammenhæng nok primært den del af landbruget, der producerede mere korn end de selv fodrede op. Altså de kornsælgende. Husmændene derimod var kornkøbende, idet de fodrede mere korn op, end de selv kunne dyrke på deres begrænsede arealer. Der var altså en klar interessemodsætning mellem det ’store’ og det ’lille’ landbrug.

Husmandsforeningerne, repræsenteret ved Jens Holdgaard og Peter Langeland, var derfor voldsomt imod indførelse af en kornordning, der ville føre til højere kornpriser. Men Kommissionens formand kunne meddele, at landbrugsministeren intet havde at indvende mod at emnet forhandledes.

En kornordning diskuteres derpå i foråret 1935 på mange møder i Kommissionen. På det første af disse møder citeres Peter for følgende: Langeland Det store Landbrug kan sælge det avlede Korn, derved er ingen vanskelighed. Kornprisen var ikke saa ringe, og det store Landbrug kunde tjene gode Penge ved hesteavl. Skal der gennemføres en Kornordning til gavn for det store Landbrug, maa det lille landbrug have noget til Gengæld.

Husmændene ville altså have noget til gengæld for at gå med til en ordning. Bemærkningen om hesteavl, ser nu mest ud som et dårligt forsøg på helt at undgå at skulle diskutere emnet. Senere fremgår det, at husmændene er interesseret i en rentesænkning og eventuelt udvidelse af svinekort ordningen, således at husmændene får flere svinekort. Også udstykning trækkes frem.

Men emnet er så politisk betændt, at det klart er et organisationsspørgsmål. Af protokollen for den 20. marts 1935 fremgår det at: Husmændenes repræsentanter (Holdgaard, Langeland) har af De samvirkende danske Husmandsforeningers bestyrelse fået lov til at forhandle videre, selv om husmændene er imod en kornordning.

Den 21. marts nedsættes et udvalg til at bearbejde sagen videre. Det er nu klart, at Kommissionen vil fremkomme med en indstilling om en kornordning. Udvalgets opgave er vel derfor at forsøge at opnå enighed om rammerne for en ordning og få sammenstykket et udkast til en betænkning.

Men husmændene stritter stadig imod. Under den 27. marts 1935 findes: Husmændene (Holdgaard) insisterer paa ikke at vilde diskutere kornpris før der kendes et resultat af politiske forhandlinger om rentespørgsmaalet.

Og den 4. april findes i referatet fra mødet i udvalget: Man diskuterer om der kunne udarbejdes en skitse til en kornordning. Husmændene villige, med forbehold for resultatet af forhandlingerne om rentespørgsmålet.

Og husmændene har gode politiske forbindelser, idet regeringen Stauning jo er socialdemokratisk/radikal. Dette kan ses af en bemærkning i protokollen fra et møde i Renteudvalget den 10. juli: Formanden: Husmændene har i det andet udvalg meddelt at de ikke kan gå med til en isoleret kornordning. Dette betyder at regeringspartierne ikke vil acceptere en isoleret ordning.

Den 19. juli 1935 er man kommet så langt i Kornudvalgets forhandlinger, at man i detaljer gennemgår et udkast til betænkning. Situationen er stadig så højspændt at på de punkter, hvor der indføres ændringer i udkastet, indføres ændringerne i protokollen og de underskrives af mødedeltagerne. Dette er i klar modstrid med tidligere praksis, idet der allerede på første side i protokollen bemærkes, at den kun tjener til at give en oversigt over Kommissionens forhandlinger. Og den forelægges aldrig medlemmerne til godkendelse, endsige underskrift.

Den 27. juli behandler hele Kommissionen udvalgets betænkning om en Kornordning. Og igen kan man se, at emnet er betændt. I protokollen findes følgende: Nikolajsen (Landboforeningerne) oplæser et Udkast til en Særbetænkning.

Dette affødte følgende fra Peter: Langeland Man maa tage sit Ansvar, naar man giver et Forslag, der overtræder Bemyndigelsen, sin Tilslutning.

Nikolajsen har åbenbart ikke haft sit bagland i orden! Han giver sig dog og undlader en særbetænkning.

Herefter overgives Betænkningen, så vidt det kan ses, til Landbrugsnministeriet.

I Kommissionens sidste tid arbejdes der stadig videre med gæld, skat og afsætningsforhold. På det, der ser ud til at være det sidste møde i Kommissionen, den 20. september 1935, diskuterer man tre indstillinger, der vedrører følgende:

  • Lovforslag om landbrugets gæld
  • Lovforslag om oprettelse af en Fælleskommunal Udligningsfond
  • Lovforslag om en smørordning.

Man når dog også i den sidste periode omkring at diskutere om L.S. (Landbrugernes Sammenslutning) bør repræsenteres i Kommissionen. I 1935 har L.S. mange medlemmer, og de fremsætter et ønske om, at deres erhvervsudvalg stiller medlemmer til Kommissionen. Et ønske der bestemt ikke bekommer Husmandsforeningerne og Landboforeningerne vel. Sagen syltes, og dør vel på grund af, at Kommissionens funktion ophører med udgangen af september 1935.

organisationer/landbokommission.txt · Last modified: 2014/04/30 17:31 by jlk