User Tools

Site Tools


organisationer:husmandsbevaegelsen

Husmandsbevægelsen

Peter Langelands berøring med husmandsbevægelsen startede først for alvor, efter at Peter og Marie flyttede til St. Restrup. Peter var med i oprettelsen af den lokale husmandsforening og var formand i nogle år. Han kom dog allerede hurtigt videre ud. I 1922 blev han medlem af bestyrelsen for den jyske sammenslutning. I 1924 blev han formand for samvirksomheden i Ålborg Amt, hvor han formodentlig i nogle år havde været medlem af bestyrelsen (Protokollen for Ålborg Amts sammensluttede Husmandsforeninger har det ikke været mulig at finde). På det tidspunkt, hvor Peter kommer ind i bevægelsen, er strukturen fastlagt i en form, der holder sig uændret, så længe Peter deltager i husmandsarbejdet, altså til omkring 1950.

Det, der skal søges skitseret her, er udviklingen fra tiden omkring landbrugsreformerne sidst i 1700-tallet og frem til det tidspunkt, hvor husmandsbevægelsens finder sin endelige organisatoriske form, først i 1900-tallet. To spørgsmål søges besvaret: Hvem var husmændene og hvor mange var der, og hvorledes opstod den samlede organisation.

Historie er selvfølgelig behandlet af adskillige forfattere. Hovedværket er uden tvivl

Fridlev Skrubbeltrang: Den danske Husmand. Husmænds og Husmandsbevægelse gennem Tiderne, Udgivet af De samvirkende danske Husmandsforeninger gennem Det danske Forlag København, 1952.

Et andet værk, skrevet af en af aktørerne i bevægelsens udvikling fra omkring år 1900, er

Landstingsmand P. Jeppesen: Husmandsbevægelsens Historie gennem 25 Aar. Udgivet af De samvirkende danske Husmandsforeninger. I kommission hos Gyldendalske Boghandel og Nordisk Forlag, 1927

P. Jeppesen var i samtiden kendt som P. Jeppesen Drusebjerg, og fra en begyndelse som husmand kom han efterhånden ind i organisationsarbejdet. I en periode var han redaktør (1913–24) af de sjællandske husmandsforeningers talerør Husmanden. Han var radikalt medlem af landstinget fra 1914 til 1936. P. Jeppesen var også en af hovedkræfterne bag Husmandsfilmen.

Endelig indeholder følgende en grundig gennemgang af landbrugets, herunder husmandsbrugets, udvikling:

Det danske landbrugs historie, bind I til IV, 1988, redigeret af Claus Bjørn. Udgivet med støtte af Nykredit for Landbohistorisk selskab.

Bind 3 af ovennævnte dækker perioden fra 1810 til 1914, og er således den i denne sammenhæng mest relevante.

Også af interesse, især med hensyn til husmændenes leveforhold, er

Peter Riismøller: Sultegrænsen. Nyt nordisk Forlag Arnold Busck, København 1985.

Citater nedenfor, hvor kilde ikke er angivet, er fra P. Jeppesens bog.

Efter landboreformerne

P. Jeppesen indleder sin beskrivelse på følgende måde:

FRA DEN ALLER FØRSTE TID.
En dansk Landsby var i Tiden før de store Landboreformer af langt større Udstrækning end Tilfældet er nu om Dage. Thi alt, hvad Byen ejede af Menneskeboliger, maaske dog med Undtagelse af Herregaardene, laa samlet i Klump og Klynge i Landsbyen. Af disse Landsbyens Bosteder var den lerklinede, firlængede Gaard den dominerende og alt beherskende; men indeklemt mellem disse og næsten som søgende Ly bag de krøgede Længers Fang laa enkelte Huse, ikke Husmandssteder af den hyggelige Art, som nu pynter op i det danske Landskab; men det var smaa uanselige Vaaningshuse, der som Regel ved Gavl eller paa Siden var tilhæftet et Appendiks, som afgav Bolig for Ko, Gris og andre Husdyr.

De fleste af disse Huse med samt de lerklinede Gaarde er nu forsvundne, og smaa firkantede Tofter og Vænger staar som et levende Vidnesbyrd om, hvor disse Fortidens Bosteder en Gang har ligget. En egentlig Husmandsklasse kendtes paa hin Tid - Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede - ikke; thi de forholdsvis faatallige Huse, der laa spredt om i Landsbyen, var mere baseret paa Haandværk end paa Landbrug, men Husenes Indehavere havde dog som Regel Ret til Græsning af en Ko i Overdrevsmarken. Af og til fik disse Husmænd eller Inderster ogsaa, ved særlig Velvilje, til eget Behov Lov til at dyrke et lille Hjørne af Bymarken; men denne Velvilje var mere Udtryk for og Ønske om at give Landsbyhaandværkeren og Høstmedhjælperen et lille Tillæg til den lave Dagleje, end at give Husmanden en Opmuntring som Landbruger.

Disse Husmænd og Inderster havde i Sammenligning med Fæstegaardmændene deres paa det tørre. Thi Gaardmændene led under Hoveripligtens tunge Svøbe, og da Husmændene var fritaget for denne Pligt, vil det forstaas, at det blev betragtet for Straf, naar en Husmand af »Herskabet« blev udset til at tage en ledig Gaard i Fæste; men »Herskabet« var højeste Myndighed, og Husmanden havde blot, selvom det gjaldt noget efter hans Mening saa nedværdigende som dette at flytte fra et Hus til en Fæstegaard, at parere Ordre. De store Landboreformers Gennemførelse bragte en hel Revolution ind i vore Landboforhold her hjemme. Jorderne, der før var dyrket i Fællesskab, blev udskiftede, og som Følge deraf blev en Del af Landsbyernes gamle Bopladser flyttede ud paa de udskiftede Bymarker. Sideordnet med denne Reform fulgte Gaardmandshoveriets Afskaffelse, og det var sikkert denne Reform, der mer end noget andet banede Vej for en voksende Husmandsklasses Fremkomst her i Landet. Thi Følgen af, at Gaardmandshoveriet blev ophævet, blev bl. a. den, at Herremændene maatte se sig om efter en ny og helst billig Arbejdskraft, og som naturligt var, satte Herremændene Tanken om billig Arbejdskraft og Oprettelse af smaa Husmandsbrug i Forbindelse med hinanden med det Formaal, at de sidste skulde være Midlet til at opnaa det første.

Og Tidens og Forholdenes Udvikling kom paa dette Punkt saa at sige af sig selv Herremændene til Hjælp; først og fremmest gennem de nye Smaabrug, der opstod, da Husmændenes Græsningsret som Følge af Udskiftningen blev inddraget. Som Vederlag for nævnte Ret fik Landsbyens jordløse Huse nemlig udlagt hver 2 a 3 Tdr. Land af den udskiftede Bymark.

Endvidere gav en kongelig Forordning af 25. Marts 1791 Godsejerne Ret til at nedlægge en fæstepligtig Gaard, naar det havde vist sig umuligt at faa bortfæstet denne, mod at der oprettedes to nye Huse, hver med et Tilliggende af 6 Tdr. Land, samt at alle Huse i Landsbyen med et Tilliggende af under 3 Tdr. Land Middeljord fik tillagt saa stort et Areal, som svarede dertil.

Og foruden ad disse Veje, fandt Godsejerne en ret forstaaelig Trang til ved eget privat Initiativ at bøde paa den for de store Gaarde følelige Mangel paa Arbejdskraft, og Resultatet blev, at der oprettedes hele smaa Kolonier af Huse rundt om paa Herregaardenes Udmarker og langs med Skovbrynene.

Disse Husmænd, som tog Herregaardenes daarligste Jord i Brug, maatte forpligte sig til at præstere Arbejdsydelse i Stedet for at svare Pengeafgift; som Regel maatte en saadan Herregaardshusmand forpligte sig til at arbejde 2 a 3 Dage ugentlig for Herremanden samt, som særlig Arbejdsydelse, »at høste Lodder i Slæt og Høst«. Ved Udtrykkt »at høste Lodder« skal forstaas, at Husmanden maatte forpligte sig til at høste 2-3, ja indtil 4 Tdr. Land for Herremanden. Hver Lod var som Regel sat af paa en Størrelse af 1 Td. Land.

Det var altsaa Husmandshoveri, der blev indført samtidig med, at Gaardmandshoveriet blev afskaffet. Da Husmanden foruden den nævnte Arbejdsydelse tillige maatte udføre Arbejde som Vederlag for at faa passet sin egen Jordlod, vil det forstaas, at dette hans Landbrug nærmest blev at opfatte som en ham ubehagelig Klods om Benet, og Følgen blev da ogsaa, at medens Gaardmandsstanden rejste sig økonomisk og moralsk, sank Husmandsstanden dybere og dybere i Armod og Elendighed. Det nittende Aarhundredes første Halvdel er et mørkt Kapitel i den danske Husmandsstands Historie.

Landboreformerne medførte således, at bondestanden kunne rejse sig økonomisk og socialt, hvorimod husmændenes forhold blev stærkt forværret. At P. Jeppesens beskrivelse af forholdene før landboreformerne er rimelig, kan for eksempel ses af folketællingen i Fræer i 1787, som var den første landsdækkende folketælling. I Fræer var der således 17 bøndergårde, 6 husmænd, der blev beskrevet ved et håndværk: husmand og skrædder, husmand og smed, husmand og snedker. Endelig var der 7 husmænd uden anden betegnelse.

Befolkningsudvikling

Danmarks befolkning voksede hastigt fra omkring år 1800. Fra 1834 til 1860 således fra 1.231.000 til 1.608.000, og i 1860 boede 78 % af befolkningen på landet. Da industriudvikling i byerne eller udvandringen, der endnu ikke havde taget fart, endnu ikke kunne aftage befolkningsoverskuddet på landet var der et pres for oprettelse af flere brug, der i alt overvejende grad blev småbrug, hvilket fremgår af følgende tabel fra Dansk landbrugs historier, bind 3.

1835 1850 1860
Gårde med over 12 tdr. htk. 7.959 1.715 1.754
8 - 12 4.562 4.022
4 - 8 28.445 28.635 27.074
2 - 4 18.372 19.134 20.618
1 - 2 11.557 14.513 17.380
Huse med 1/4 - 1 61.913 48.902 59.305
Under 1/4 32.244 48.604

(Hartkorn var oprindeligt et grundlag for skatteudskrivning og ikke en arealangivelse. Arealet svarende til 1 tønde hartkorn var derfor afhængig af jordens bonitet, dens dyrkningsmæssige kvalitet. I Ålborg amt var gennemsnits boniteten i 1895 således at 1 tønde hartkorn svarede til 28,5 tønder land eller 15,7 ha).

Bedrifter med under en tønde hartkorn opfattes normalt som et husmandsbrug. Disses antal steg altså fra rundt 62.000 i 1835 til 108.000 i 1860. Grunden til at dette kunde lade sig gøre var, at de fleste større gårde var overgået fra at være fæstegårde, der ikke kunne udstykkes, til selveje, hvor der ikke var denne begrænsning. Udstykning var altså blevet en mulighed.

Og husmandsstedernes og husenes antal fortsatte med at stige (fra samme kilde som ovenfor):

1860 1873 1885 1895 1905
Huse med jord 108.714 132.638 151.957 161.540 183.210
Huse uden jord 30.572 32.626 36.569 34.058 29.310
I alt 139.286 165.264 188.526 195.598 212.520

Den del af befolkningen på landet, der kunne henregnes til husmænd og landarbejdere, var altså stærkt stigende.

Ændrede markedsforhold

Dansk landbrug var først i 1800-tallet i første række kornproducerende. De handelsprodukter landbruget, bønder såvel som godser, frembragte, var i første række korn. Animalske produkter blev næsten udelukkende fremstillet til sikring af den indenlandske efterspørgsel.

Trafikrevolutionen midt i 1800-tallet, jernbaner og dampskibe, ændrede fuldstændigt verdensmarkedet for korn. Jernbanerne gjorde at korn, fra i første række USA, kunne bringes frem til udskibningshavne og derefter sejles til markederne i Europa. Her først og fremmest England. De faldende kornpriser som trafikrevolutionen medførte tvang dansk landbrug ud i en omlægning til animalsk produktion. Et element i denne udvikling var fremkomsten af andelsbevægelsen. Først mejerier, det første i Hjedding 1882, men snart også slagterier, Horsens 1887, og æggesalgskredse på andelsbasis.

Andelsselskaberne betød at arbejdsintensive små landbrugsenheder, der kunne levere mælk og svin til andelsselskaberne, efterhånden blev rentable, hvad de ikke havde været så længe kornproduktion var det væsentligste. Det blev derfor efterhånden muligt for husmænd med små jordlodder at leve af en sådan lille jordlod. Den måtte dog ikke være for lille, da husmanden så ville være nødsaget til at tage lønarbejde uden for bedriften. Der opstod derfor et pres for at skaffe jord til husmænd med for små jordlodder. Godsejerene og bønderne var dog imod dette. De var interesserede i adgang til den billige arbejdskraft, der var resultatet af, at husmænd var nødsaget til at tage arbejde uden for egen bedrift.

De første tiltag til forbedringer

Mange var klar over husmændenes forværrede økonomiske og sociale stilling, og der blev også gjort flere forsøg på via lovgivningen, specielt efter enevældens afskaffelse i 1849, at forbedre forholdene. Dog i begyndelsen uden større held. Men langsomt lysnede det.

Husmandskreditforeninger

Et af de første skridt for at hjælpe husmændene var oprettelsen i 1874 af to Husmandskreditforeninger, en for Jylland og en for Øerne. Staten betalte omkostningerne inden låneoptagelsen og garanterede en forrentning af obligationerne på 4 % p.a. Lån kunne ydes til ejendomme med en ansat værdi på ikke over 4000 kr., og lånet måtte ikke overstige 40 % af panteværdien.

Kreditforeningerne var en hjælp, men især til de bedre stillede husmænd, og især i Jylland hvor jorden var billigere end på øerne.

Husmandsrejser

Efterhånden som de økonomiske muligheder for husmændene begyndte at lysne voksede også interessen hos den enkelte for at dygtiggøre sig. Meget få husmænd havde råd til at tage på højskole eller landbrugsskole. Et andet middel, husmandsrejserne, vandt derfor frem. Fra P. Jeppesen igen:

Men af de Begivenheder fra Firserne, som er omtalt her, og som hver paa sin Vis hjalp til at bryde Vejen frem for den gryende Husmandsbevægelse, er der dog ingen, der i højere Grad end Husmandsrejserne formaaede dette. Det var en fynsk Husmandssøn, den kendte Forstander for den daværende Høng Højskole, der nu er overgaaet til Husmandsskole, Anders Jørgensen, der først fik den lykkelige Tanke at samle de smaa Jordbrugere holdvis og under en Førers kyndige Vejledning søge ud til Husmandsbrugets Foregangsmænd, for dels ved Selvsyn, dels gennem Forklaring at høste Indtryk og Belæring til senere Omplantning paa den hjemlige Grund. Det var altsaa en Art Skoleundervisping, som Anders Jørgensen indførte, og der var det gode ved hans Undervisningssystem, at alle, selv de mindst begavede, kunde følge med; thi hans Undervisningsmidler og Eksempler blev ikke hentet frem fra bindstærke Bøger. Nej, det var den danske Jord i Forbindelse med slidsomt og maalbevidst Arbejde, der dannede Grundpillen i Anders Jørgensens Undervisning af Husmændene, ved de af ham arrangerede Rejser.

Men da det var Smaafolk med smaa, beskedne Pengernidler, som Anders Jørgensens Husmandsrejser var møntet paa, indsaa denne hurtigt, at der maatte skaffes Penge fra det offentliges Side, for saa vidt Husmændene i nævneværdigt Tal skulde kunne gøre Brug af Rejsetanken. Og da der hos Jørgensen, naar noget for Alvor fyldte hans Sind, ikke var langt fra Tanke til Handling, gik han straks til det pengestærke Landbrugsselskab, Holbæk Amts økonomiske Selskab, og fik Tilsagn om dettes Støtte; senere lykkedes det ham gennem Samtaler med indflydelsesrige Rigsdagsmænd at vinde disse for Husmandsrejsernes Betydning, med det Resultat, at der ydedes en aarlig Bevilling paa Finansloven til Afholdelse af Husmandsrejserne.

Fra en forholdsvis ringe Begyndelse tog Husmandsrejserne i Løbet af faa Aar meget stærk Fart, saa stærk, at end ikke Anders Jørgensen, Høng, i sine dristigste Tanker havde regnet dermed.

Husmandsrejserne fortsatte langt op i tiden. Af bestyrelsesprotokollen for De samvirkende jyske Husmandsforeninger fremgår det at bestyrelsen lagde megen vægt på rejserne. Man gjorde sig store anstrengelser for at finde og uddanne gode rejseførere.

Der var også andre forsøg på at skaffe husmændene viden. Også Landboforeningerne, der kom frem i løbet af sidste halvdel af århundredet, forsøgte at hjælpe på forskellig vis.

Jordspørgsmålet

I løbet af 1880-erne og 90-erne opstod der både inden for og uden for husmandskredse en livlig debat om jordspørgsmålet. Uden for husmændenes kreds var man bekymret over, at udvandringen fra landet til byerne og til, i første række USA, tog så stort et omfang. Resultatet var en begyndende mangel på arbejdskraft på landet.

I et forsøg på at holde en vis arbejdskraftreserve tilbage på landet, begyndte den godsejerdominerede Estrupregering derfor midt i halvfemserne arbejdet med at forberede lovgivning om fremskaffelse af jord til husmænd og landarbejdere. Resultatet var Lov af 24. Marts 1899 om tilvejebringelse af Jordlodder til Landarbejdere.

Det gik med denne Lov som med de fleste andre betydende Love, at den bar Kompromisets Præg, dog med overvejende Hældning til den Side i Kommissionen og paa Rigsdagen, der var imod Oprettelse af selvstændige Husmandsbrug. Dette fremgik bedst af den i Loven fastslaaede Bestemmelse, hvorefter de i Tilknytning til denne oprettede Brug kun maatte have en Laaneværdi af 4000 Kr., hvoraf Landarbejderen selv skulde være i Besiddelse af 1/10.

Og selv med Henblik paa det i hin Tid herskende Prisniveau kunde et selvstændigt Husmandsbrug ikke oprettes for 4000 Kr.

Rigsdagen var domineret af godsejer- og bondeinteresser, der var interesseret i fortsat adgang til billig arbejdskraft på landet, altså husmænd, der var nødsagede til at påtage sig lønarbejde for at kunne sikre sig et eksistensgrundlag.

Husmændene derimod var interesseret i brug, der var så store, at en familie ved sin egen indsats kunne leve af det.

Organiseringen begynder

Sogneforeningernes start

Men 1899 loven var en begyndelse og blev senere fulgt op af andre love, der set med husmandsøjne var bedre.

Og endelig bidrog Loven af 1899 og det Røre, den skabte, i høj Grad til at vække og samle Husmændene til bevidst Arbejde for Standens faglig-sociale Dygtiggørelse med det mærkbare og vigtige Resultat, at Husmandsbevægelsen i den Skikkelse, som vi nu kender den, vandt Fodfæste og tog Fart fra Sogn og til Sogn Landet over.

Et af de første resultater af vækkelsen var oprettelse af sogneforeninger.

Den første, der havde en husmand som formand, blev oprettet i Klim i Han Herred i 1896. Tidligere var der gjort en del forsøg på at oprette husmandsforeninger, men altid startet af personer, der ikke selv var husmænd. Foreningen i Klim blev hurtig efterfulgt af andre ud over landet. Fra Jeppesen findes følgende udvikling for de første 25 år, fra 1907 at regne.

1907 1912 1917 1922 1927
Antal medlemmer 17.497 46.219 63.056 75.415 82.688
Antal foreninger 300 815 913 1102 1214

Altså en hastig vækst i både sogneforeninger og medlemmer.

En landsdækkende organisation. Første forsøg

I begyndelsen af det nye århundrede blev der gjort et forsøg på at skabe en landsorganisation. I november 1901 blev der afholdt et stiftende møde i Køge. Karl Hansen, Ankerstræde, der havde indkaldt til mødet, formulerede den nye landsorganisations arbejde på følgende måde:

Selvstyre og Selvstændighed i alle Spørgsmål angaaende Bevillinger til Husmandsbrugets Fremdrift og Opkomst. Samarbejde med det større Landbrug, men saaledes, at det mindre Landbrugs Udvikling særlig tilsigtes. I den Retning forbeholder Husmandsstanden sig selv at stille sig Opgaver og selv at pege på Vejen, ad hvilke disse Opgaver skal løses.

Mødet resulterede i at man blev enige om at vove forsøget med at oprette en landsdækkende organisation med de enkelte sogneforeninger som medlemmer. Der var dog nogen betænkelighed, især fra de jyske deltagere.

Men resultatet blev altså Dansk Husmandsforening. Den overlevede et års tid, hvorefter den sprængtes på grund af samarbejdsproblemer i ledelsen.

De provinsielle foreninger

Ude omkring var der ikke stor begejstring for Dansk Husmandsforening. Derimod blev der arbejdet hen imod oprettelsen af provinsielle sammenslutninger. Dette vil i denne sammenhæng sige landsdelsbaserede foreninger.

Medens den første Landsorganisation, som nævnet, i sin korte Levetid kun førte en lidet paaagtet og hensygnende Tilværelse, groede Husmandsbevægelsen saa meget des kraftigere paa andre Kanter; fra Sogn til Sogn meldtes om nye Foreningers Dannelse. Smitten - den rigtige Organisationssmitte - havde faaet fat i Husmandsstanden, og i Løbet af ganske faa Aar var Værket fuldbyrdet. Husmandsorganisationerne havde erobret Landet, og saa godt som hvert Sogn havde ydet sit Bidrag dertil. Fra alle Sider blev den ny hastigt fremvoksende Bevægelse hilst med Sympati, og hvem kunde i Grunden med Rimelighed rejse Anke imod en Organisationsdannelse med det smukke Formaal at bringe større Udbytte ud af den danske Jord og i det hele taget befordre Husmandsstandens faglige og kulturelle Dygtiggørelse?

Det skulde da lige være Landboforeningerne, hvis ledende Kræfter hidtil, foruden at røgte det større Landbrugs Interesser, ogsaa havde tjent Husmandsbrugets. Helt ukendt og for den Sags Skyld uforstaaeligt er det da heller ikke, at man i ledende Landboforeningskredse med nogen Frygt, maaske iblandet Jalousi, saa paa denne Hær af Husmænd, der i Kraft af den Styrke, som Sammenhold og Organisation giver, forlangte at komme paa lige Fod med de af Erfaring, Aar og Magt prægede Landboforeninger.

Men enten man fra de andre Samfundsklassers Side saa vredt eller mildt, Husmandsorganisationerne var der, og Husmandsorganisationerne blev der; ja, man ikke blot blev der, men man søgte yderligere i de første 3-4 Aar efter Aarhundredskiftet at underbygge og fæstne de mange spredte Sogneorganisationers Magtstilling gennem Oprettelse af provinsielle Samvirksomheder, hvori de enkelte Sogneforeninger indgik som Medlemmer.

Fra de daværende Husmandsføreres Side havde man sikkert regnet med, at den i 1901 oprettede »Dansk Husmandsforening« skulde være Generalnævneren, hvori alle Lokalforeninger gik op; men efterhaanden, som det blev klart for flere og flere, at Landsorganisationen kun var og blev en Skændeklub, opstod den Tanke rundt om i Landets Husmandsorganisationer, at man muligvis var bedre tjent med Oprettelse af provinsielle Samvirksomheder.

I løbet af året 1902 oprettedes først en fynsk, derpå en sjællandsk og sidst på året en jysk samvirksomhed. Året efter en bornholmsk.

Hovedinteressen for de nye organisationer var det faglige arbejde, husmændenes dygtiggørelse. Som et led heri blev der ansat konsulenter, først og fremmest inden for planteavlen.

Køge resolutionen

Ud over det faglige interesserede samvirksomhederne sig også for socialpolitiske spørgsmål. Her var der nogen forskel mellem landsdelene. Sjællænderne var meget socialpolitisk interesserede, hvorimod især jyderne var mest interesserede i det faglige arbejde.

I november 1902 afholdt den sjællandske samvirksomhed sit første sendemandsmøde i Køge.

Her holdt Godsforvalter S. Bertelsen et foredrag. På baggrund af foredraget udarbejdede et udvalg et forslag til en resolution, senere kendt som Køge resolutionen, der kom til at danne grundlag for husmandsforeningernes socialpolitiske indstilling.

Husmandsmødet udtaler: Da Husmandsbruget som selvstændig Driftsform bevislig er den fordelagtigste Form for Landbrug, saavel for Samfundet som for den enkelte, og derfor kan vente at blive den almindeligste (og i Fremtiden mulig den eneste) Driftsform for dansk Landbrug, kan Husmandssagens Udvikling ikke væsentlig bygges paa Bidrag fra Staten eller andre Samfundsklasser, eller paa lignende Undtagelsesregler, men kun derpaa, at Husmandsklassens lige Retsstilling med de andre Samfundsklasser fuldt ud anerkendes gennem Lovgivningen.

Husmandsstanden kræver derfor ikke nogen Begunstigelse for sig ved Skattelovgivningen, saasom Ophævelse af de faste Grundskatter og Tiender, der findes ved Jordens Overtagelse og godtgøres ved Afkortning i Købesummen, deslige Byrders Afskaffelse vil urettelig komme et enkelt Slægtled til Gode, og af dette kun de store Grundejere, til Forringelse af Samfundsformuen og til Tab for de ubemidlede Samfundsklasser.

Husmandsstanden maa derimod kræve snarest mulig Ophævelse af enhver Told og Skat, som beregnes af eller i Forhold til Forbrugsafgifter, saasom paa Fødemidler, Beklædning, Møbler, Bygning, Besætning, Redskaber, Maskiner, Raastoffer og Arbejdsfortjeneste, da alle deslige Byrder (ofte med Tillæg af Toldbeskyttelse o. s. v.) hviler uretfærdigt tyngende paa Arbejdet og de smaa Hjem.

Husmanden maa i Stedet derfor kræve, at der til Dækning af de offentlige Fornødenheder opkræves Skat paa den Jordværdi, som ikke skyldes Enkeltmands Arbejde, men som hidrører fra Samfundets Vækst og Udvikling, og som særlig ophober sig i Storbyerne og ufortjent tilflyder uvedkommende Privatspekulanter, i Stedet for at inddrages i Statens og Kommunens Kasse; deslige Byrder vil ikke tynge Arbejdet, men tværtimod gøre Jorden billigere og derved lette Adgangen for hver Mand til at faa eget Hjem.

Husmandsmødet i Køge opfordrer derfor herved Landets øvrige Husmandsorganisationer til at slutte sig til dette Program i Skattesagen, og opfordrer de politiske Partier, der Ønsker Støtte fra Husmandsstandens Side, til at virke for disse Kravs Optagelse paa Partiprogrammet og deres Gennemførelse som Lov under de forestaaende Forhandlinger i Rigsdagen om en Skattereform.

Resolutionen blev enstemmigt vedtaget.

Som det ses, var husmændene på dette tidspunkt overbevist om, at husmandsbruget var den mest fordelagtige driftsform, vel fordi en enkelt familie ved sit eget arbejde kunne opnå en anstændig tilværelse. De større landbrug krævede alle, i større eller mindre grad, fremmed arbejdskraft. Idealet sås altså at være familiebruget.

På skatteområdet optræder Georgismen med dets krav om fuld grundskyld som det alt dominerende princip. Et princip man senere ved utallige lejligheder forsøger at få indført. Og et princip der senere i århundredet var det ideologiske grundlag for et parti, Restforbundet.

Kampen om statsbevillingerne

Gennem tiden var der indført forskellige statsstøttede ordninger rettet mod det mindre landbrug. Støtte til husmandsrejser, forskellige præmieordninger og præmielån. Disse ordninger blev imidlertid administreret af Landboforeningerne.

I Landboforeningerne var man af den opfattelse, at landbruget burde samarbejde i en enkelt organisation, og at denne organisation naturligvis burde være Landboforeningerne. De fremvoksende husmandsforeninger havde et naturligt stærkt ønske om at overtage administrationen af disse ordninger. En væsentlig grund var at overtagelse af ordningerne ville indebære en offentlig accept af foreningerne som en erhvervspolitisk spiller på linje med Landboforeningerne.

Der blev fra regeringen side forsøgt en kompromisløsning, der dog kun fungerede i et par år. Og i 1909 anerkendte regeringen, at husmændene måtte havde det endelige ord at skulle have sagt om disse ordninger. Husmandsforeningerne fik desuden nogenlunde samtidig indstillingsret, hvilket var tæt på at svare til administrationsret, til udlodning af landbrugslotteriets overskud.

Husmandsforeningerne var således blevet uafhængige af Landboforeningerne og var blevet anerkendt som en landbrugspolitisk spiller. Her hjalp det også, at man i 1910 endelig fik etableret en landsorganisation.

Endelig dansk samling

Fra tidspunktet for dannelsen af de provinsielle samvirksomheder og frem blev der løbende diskuteret mulighederne for at danne en samlet organisation for hele landet.

I de diskussioner, der førtes, stod jyder og øboer stejlt over for hinanden. Øboerne var meget optaget af socialpolitik, som udtrykt i Køge resolutionen. Dette var jyderne voldsomt imod, de var primært interesserede i faglige forhold. Der var desuden personproblemer, idet såvel den sjællandske leder, Karl Hansen, som jydernes, Jørgen Nielsen, så sig selv som leder af en samlet organisation.

Karl Hansen blev dog tvunget til at trække sig fra den sjællandske organisation på grund af administrative problemer. Hermed kunne der indkaldes til et, muligt, stiftende landsstævne i Odense i marts 1910. På landsstævnet enedes man om at oprette en landsdækkende organisation med følgende programgrundlag (endelig vedtaget på landsmødet i 1913):

Husmandsbevægelsens Program.

Vedtaget paa Landsstævnet i Odense 1913.

Planteavlen:

For at fremme Oplysningen om Planteavlen anlægger Foreningerne Forevisnings- og Forsøgsmarker og -Haver, hvor Interessen for saadanne er til Stede.

Konkurrencen mellem hele Brug eller Dele deraf fortsættes og udvikles.

Planteavlsudstillinger afholdes saa vidt muligt hvert Aar i de lokale Foreninger eller i større Sammenslutninger.

Der foranlediges afholdt Markmøder med Foredrag i Foreningernes Forsøgshaver og -Marker. Ligeledes ved Planteavlsudstillinger afholdes faglige Foredrag.

For at skaffe godt og folderigt Sædekorn oprettes der Fremavlssteder hvor der gøres Fremavl af saadanne Sædstammer, der ved Forsøg har vist sig at være de bedst.

De fra Statens, Landboforeningernes eller egne Forsøg fremkomne Resultater søges offentliggjort i saa stor Udstrækning som mulig.

Husdyrbruget:

Kvægbruget og Svineavlen søges fremmet gennem Staldbedømmelser, og den ved disse gennemførte Kontrol med de enkelte Dyrs Ydeevne lægges til Grund for den videre Udvikling.

Fjerkræavlen fremmes ved fortsat Arbejde gennem de kontrollerede Avlscentre, ved Fremavl af Rugeæg og ved Udstilling af Dyr fra Avlscentre.

Andre økonomiske Opgaver:

Gennem Udstykningsforeningerne fortsættes med Arbejdet for at lette Adgangen til Jorden.

Foreningerne støtter og iværksætter Kursus, hvor der af kyndige Vejledere gives Oplysning om specielle Emner vedrørende de forskellige Grene af Husmandsbrugets Virksomhed.

Foreningerne antager Vejledere til Varetagelse af de økonomiske Opgaver, og lader afholde landøkonomiske Foredrag.

Gennem Lovgivning og Tilslutning til Andelsbevægelsen gøres et Arbejde for at bryde Monopolers og Ringes Udbytning.

De sociale Opgaver:

Lige og almindelig Valgret for alle fuldmyndige Mænd og Kvinder. Hjælp, ydet paa Grund af uforskyldt Nød, berøver ingen Valgretten.

Folkets Ret til Fædrelandets Jord befæstes og udvides.

Da Grundenes Værdi saavel i By som paa Land skyldes Samfundets Liv og Virksomhed, bør Bestræbelserne gaa i Retning af at inddrage de samfundsskabte Grundværdier til offentlig Eje gennem en Grundskyld. Under Overgangen til denne bibeholdes en Skat med stadig stigende Skala paa Formue og Indkomst.

For yderligere at lette det arbejdende Folk Adgang til Jord, ydes der af Staten, uden Rentetab for denne, Laan til Oprettelse af Husmandsbrug, til Udstykningsforeninger, Byggeforeninger o. lign. Brugene bliver Selvejendom, dog at Forrentningen af Jordens Værdi bliver fast offentlig Grundbyrde til Staten.

Lehn og Stamhuse frigives, og den ved Frigivelsen fremkaldte øgede Værdi inddrages til Staten, ligesom i det hele taget det offentliges Interesser i disse Besiddelser varetages.

Finanstolden nedsættes gradvis, indtil den helt kan bortfalde. Beskyttelsestolden ophæves planmæssig og gradvis.

Vor Skoleundervisning, saavel i Børne- som Ungdomsskoler, lægges saaledes, at alle har lige Adgang til en fyldig Undervisning, som Evner og Attraa anbefaler. Hjemmenes Ret til at ordne Skolens Anliggender befæstes og udvides.

Sundheds- og Alkohollære indføres som et fast Fag i Skolerne.

Den endelige struktur

Husmandsbevægelsen fik sin endelige organisatoriske struktur med oprettelse af amtsforeninger. Dette sker lidt forskelligt i de forskellige provinsorganisationer. I det jyske område starter det med Viborg, Skanderborg og Vejle amter i 1912, Randers og Ringkøbing i 1913, Ålborg i 1914, Ribe i 1915, Thisted i 1916 og endelig Hjørring i 1917.

Nogle steder fandtes der et yderligere led, idet der mange steder var oprette kredssammenslutninger, der samlede en mindre gruppe sogneforeninger.

Herefter lå den struktur fast som Peter Langeland arbejdede ind for, og som bestod indtil længe efter 2. verdenskrig.

Taget nedefra, og for Peters vedkommende:

  • St. Restrup og Omegns Husmandsforening
  • Nordvesthimmerlands Husmandskreds.
  • Aalborg Amts sammensluttede Husmandsforeninger
  • De samvirkende jyske Husmandsforeninger
  • De samvirkende danske Husmandsforeninger
organisationer/husmandsbevaegelsen.txt · Last modified: 2014/03/14 14:45 by jlk